Tenerifes ferieparadis
 

Tenerifes ferieparadis


Playa de las Americas er kun bygget til turisterne. Det gør det nemt og bekvemt for en børnefamilie at holde ferie og komme rundt.


Hvert år ankommer mere end fem millioner turister til Tenerife alene. Alle turister holder selvfølgelig ikke deres ferie i Playa de las Americas på den sydligste del af øen, men området er helt sikkert et af de mest populære på øen.


Alting ligger inden for en arms rækkevidde i byen. På den ene side har vi stranden og vandet og på den anden side byen med et overdådigt udvalg af butikker, masser af internationale kædeforretninger og et udvalg af restauranter, der overgår enhvers fantasi.


Jeg var i Las Vegas for mange år siden, og jeg husker det som Disneyland for voksne. Las Vegas er bygget midt i ørkenen, men når du går rundt inde i byen, er det sidste, du tænker på, ørken. Alting er så bekvemt. Der er indkøbscentre med lofter, der skifter lys alt efter, om det er morgen eller aften, casinoerne tilsætter ekstra ilt, så du føler dig mere frisk, du bliver underholdt, lige meget hvor du går eller står. Det er nemt at holde ferie i Las Vegas, for du får det hele serveret.



-Og hvem vil ikke gerne have serveret sådan en? Foto: Campaya.dk

Det er lidt den samme fornemmelse, jeg får på vores ferie i Las Americas på Tenerife. Jeg får det hele serveret.


Hele området, Playa de las Americas, er relativt nyt. For bare 30 år siden var her ingen by eller turister på den sydlige del af Tenerife, hvor Playa de las America ligger. Dengang tog alle turister til Puerto de la Cruz på den nordlige del af øen. Men da den blev overrendt af solhungrende turister, begyndte man at bygge i de sydlige egne, hvor vejret også er mere stabilt og et par grader varmere.


I dag er feriebyerne Playa de las Americas, Los Cristianos og Costa Adeje nærmest vokset sammen, og det er svært at vide præcis, hvor den ene starter, og den næste begynder.



De sorte strande i Playa de las Americas. Foto: Campaya.dk


Det sorte sand

Vejret er det, de fleste kommer til Tenerife efter. Her er der året rundt en gennemsnitstemperatur på et par af tyve grader. Derfor er der også rigt befolket på strandene i Playa Americas. Strandene er delt op i flere små laguner, indkranset af store sten, der bryder bølgerne fra Atlanterhavet. Det gør strandene dejlige børnevenlige med lavt og stille vand, hvor ungerne kan plaske og lege. Første gang man kommer til Tenerife, bliver man lidt overrasket over farven på strandsandet. Strandene er helt sorte på grund af lavaen, men sandet er meget fint og blødt. Det er dog også noget genstridigt at få af badehåndklæderne igen, så tag ikke yndlingshåndklædet med til stranden.



Turistfælderne

Der er virkelig mange turister i Playa de las Americas, og de fleste kommer for at slikke sol, spise og gå ud. Det betyder også, at der er virkelig mange spisesteder, og selv og vi har været her mange gange, har vi absolut ikke prøvet dem alle sammen. Jeg vil dog anbefale at tage en af restauranterne lidt væk fra strandpromenaden. Det er som oftest disse helt tæt på vandet, der er dyrest, og maden er sjældent derefter. Hvis du ønsker at spise med havudsigt, kan jeg anbefale The Presidente, som ligger på strandpromenaden på vej til Los Cristianos, lige ved siden af McDonalds og Vista Sur. De har et godt udvalg, personalet er supersøde, hvilket kan være rigtigt rart, når man kommer med to små banditter, der skriger på happy meals.


Har man lyst til rigtige spanske tapas, går vi altid på Sal Negra eller Watermelon. De ligger lidt tættere på Los Cristianos, men stadig ved strandpromenaden. Ellers går vi helt ind til Los Cristianos, der byder på en række gode spanske restauranter, og hvor prisniveauet ikke er helt så højt som i Playa de las Americas.



The golden mile er også flot når mørket falder på. Foto: Campaya.dk

The golden mile

Noget af det, der er så skønt ved Playa de las Americas, er strandpromenaden. Fra Playa de las Americas går den videre til Los Cristianos den ene vej og videre til Costa Adeje den anden vej. Strandpromenaden er flittig brugt hele dagen. Jeg elsker specielt morgenløbeturen på den, hvor solen er ved at stå op, og man kan høre havet bruse. Strandpromenaden er cirka fem-seks kilometer lang, siger mit løbeur. Alt efter antallet af svinkeærinder jeg laver på vejen.


Parallelt med strandpromenaden adskilt af hoteller og restauranter ligger the golden mile. Det er her, du finder alle highstreet-butikkerne samt et væld af restauranter. The golden mile er smukt anlagt med brede fortove, springvand, palmer og masser af udeserveringssteder med live underholdning af varierende niveau.


Derfor tager vi afsted igen til januar

Jeg har rejst rigtigt meget igennem mit liv, og havde du spurgt mig, om jeg ville med en tur til Tenerife, før jeg fik børn, havde jeg grint af dig, da jeg havde en forventning om, at det var det rene charterhelvede. Men Tenerife har virkeligt meget at byde på. Der er mulighed for vandreture i nationalparker, der er som revet ud af en film, der er små autentiske byer rundt om på øen, og der er en natur, der varierer så meget, at man føler, man besøger flere kontinenter.


Der er også en vis grad af charterhelvede over det, men ferie er, hvad man gør det til. For os handler det om at være sammen og få slappet af, samtidig med at der er mulighed for gode oplevelser. Og det er der på Tenerife.


Læs også: 


Oppe over skyerne skinner solen altid!


Tenerifes mest populære attraktion


Byen der næsten blev begravet i lava