Kommunalvalg: Sådan vil spidskandidaterne lokke flere turister til Middelfart

Et par af de populære sommerhuse i naturskønne omgivelser i Middelfart Kommune. Foto: Campaya.dk.


Der er positive tendenser i turismebranchen i Middelfart Kommune, og det vil politikerne udnytte.


Det går godt med sommerhusudlejningen i Middelfart Kommune.

Efterspørgslen er stor på flere tidspunkter af året (se statistik nederst i artiklen), og meget tyder på, at udviklingen fortsætter de kommende år. Det skyldes ikke mindst, at de tyske turister igen for alvor har fået øjnene op for de danske kystområder, og her står Middelfart Kommune stærkt.

Området har med sin placering og naturskønne omgivelser meget af det, som både danske og udenlandske turister efterspørger.

Det skaber en situation med et væld af udviklingsmuligheder. Det gør sig selvsagt gældende i de turismebeslægtede erhverv, men det skaber også et spillerum, som kan bruges politisk til at skabe flere indtægter fra turismen og positionere Middelfart Kommune endnu stærkere som turistdestination.

Hvis mulighederne vel at mærke gribes.

Derfor har Campaya.dk lavet en rundspørge blandt spidskandidaterne til kommunalvalget i Middelfart for at undersøge, hvilke ambitioner de forskellige partier har for turismen i kommunen.

Undersøgelsen gør det klart, at flere vil sætte attraktionsudvikling og tværkommunale samarbejder i centrum for den fremtidige turismeindsats. Men det er også tydeligt, at partierne har forskellige tilgange til, hvordan der kan trækkes flere turister til Middelfart.

Herunder kan du blive klogere på, hvad de forskellige partier og spidskandidater vil gøre for at styrke turismen i Middelfart Kommune efter valget. 

Alle spidskandidater har fået mulighed for at svare, og siden her opdateres i takt med, at besvarelserne tikker ind.


1. Hvad (hvis noget) vil I gøre for at styrke turismen i Middelfart efter valget?


SF

v. spidskandidat Mikkel Dragmose

"Vi vil gerne, at der er et bredt udbud af turismemuligheder – alt fra sommerhuse, shelters, campingpladser mv. Vores centrale fokus er at stederne ønsker at være bæredygtige – både økonomisk, socialt og grønt.

Allerede i den nuværende planstrategi og lokalplansmæssigt, har vi været med til at sige ja til yderligere sommerhusområder – ligesom vi er villige til at omdanne campingpladser til sommerhusområder – hvis ejerne ønsker dette, og det kan lade sig gøre i lovgivningen."


Socialdemokratiet

v. spidskandidat og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen

"Vi vil klart arbejde for at styrke turismen. Turismebranchen beskæftiger i omegnen af 900 personer i kommune, så kommunens størrelse taget i betragtning er det et meget væsentligt område.

Vi tror på, at en af metoderne til en styrket turismebranche går igennem et styrket samarbejde med de omkringliggende kommuner i trekantsområdet, så vi sammen kan få sat mere fokus på vores områdes mange kvaliteter.

Herudover arbejder vi i Middelfart Kommune med turisme ud fra en fyrtårnsstrategi, hvor vi igennem fyrtårn som Bridgewalking, Clay museet og kommende fyrtårn får sat fokus på vores område. Både Bridgewalking og Clay har mere end 50.000 besøgende årligt, så det skaber en turiststrøm, og så er der jo en hel underskov af mindre og kommende initiativer, som også er en del af strategien."  


Venstre

v. spidskandidat Regitze Tilma

"Ja, vi arbejder også for en øget turismeindsats, da det er med til at øge beskæftigelsen og gør samtidig kommunen attraktiv for bosætning. Det gør vi på flere måder: Bl.a. ved at satse på samarbejdet i destinationerne, samarbejde mellem hoteller, og gerne campingpladser, og ved at udvikle området under brandet ”Naturpark Lillebælt”, hvor små og store projekter kan være med til at udvikle sig.

Vi ligger i et smørhul midt mellem Odense og Billund og har mange overnatningssteder, der med deres variation kan dække de fleste overnatningstyper (alt fra hoteller, sommerhuse og luksuscamping til shelters, teltpladser mm.)."


2. Med afsæt i den periodiske mangel på udlejningssommerhuse i Middelfart vil I så tage initiativer til at skabe et større sommerhusudbud?


SF

v. spidskandidat Mikkel Dragmose

"Ja som sagt er der for kort tid siden lavet en indsats for at skabe et ekstra område med mulighed for sommerhuse.

Derudover vil vi gerne kigge på helårsturisme, så belægningsprocenten stiger uden for højsæsonen – herunder med historisk turisme eller familieturisme."


Socialdemokratiet

v. spidskandidat og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen

"I forlængelse af, at Folketinget gjorde det muligt for landets kommuner at søge om nye sommerhusområder, har vi virkelig gennemtrevlet vores områder for at finde frem til mulige nye sommerhusområder.

Men der er meget få muligheder. Vi har dog fundet frem til enkelte steder, hvor der kan etableres nye sommerhuse, og har lavet en ansøgning til Folketinget om lov til at etablere dem her."

Venstre

v. spidskandidat Regitze Tilma

"Der skal gerne være en balance i udbuddet af forskellige overnatningstyper. Der er kun få steder, hvor det er muligt at planlægge flere sommerhuse, selv efter de nye initiativer. Det skal ikke være på bekostning af andre aktiviteter som fx en velfungerende campingplads, der skaber liv og faciliteter til en af kommunens bedste strande."


3. Hvor stort fokus vil I rette mod at understøtte den lokale turismeindustri i jeres arbejde sammenlignet med andre politiske indsatsområder?


SF

v. spidskandidat Mikkel Dragmose

"SF har plads i den lokale visit bestyrelse, og derfor er der i hverdagen et stort fokus på turisme. Vi ønsker blot, den spiller sammen med vores andre indsatsområder, som handler om sociale, grønne og bæredygtige løsninger – det handler turisme også om i vores optik.

Samtidig vil vi gerne fortælle de gode historier om Middelfart Kommunes meget skønne natur, flotte oplevelser og unikke tiltag, som vi tror på kan skabe mere turisme og samarbejde mellem Visit Middelfart og kommunen."


Socialdemokratiet

v. spidskandidat og borgmester Johannes Lundsfryd Jensen

"Turisme er noget, vi har stort fokus på. Det skaber vækst og arbejdspladser, og derfor arbejder vi i øjeblikket også med et meget ambitiøst "Naturpark Lillebælt"-projekt, som skal gøre kommunen til en endnu mere attraktiv turistkommune. Det handler blandt andet om at få gjort fortællingen om vores store hvalbestande tilgængelige for besøgende, ligesom vores kysters mange kvaliteter skal fremhæves. Naturparken er et projekt, jeg har været igangsætter af.

Vi arbejder også på at få bedre faciliteter på vores blå strande, bedre toiletfaciliteter og andet udstyr på strandene, så vi kan give de besøgende så behagelige strandoplevelser som muligt.

Og så arbejder vi også for at få omdannet det gamle psykiatriske hospital i Middelfart til et anderledes og spændende museum, hvor man som besøgende kan se nærmere på gamle behandlingsmetoder, udstyr, medikamenter og meget mere. Der er faktisk mere end to kilometer gange under hospitalet, så det kan blive en rigtig spændende attraktion. Kort sagt; vi i socialdemokratiet arbejder struktureret for at gøre Middelfart til en mere attraktiv kommune for turister. Det vil vi også gøre fremadrettet."   

Venstre

v. spidskandidat Regitze Tilma

"Turismen vil få en vis opmærksomhed, da der allerede er sat en del initiativer i gang med Destinationssamarbejde, Naturpark Lillebælt, Hindsgavl Dyrepark, Bridge Walking mm."