Vaffelhuset: En af Kertemindes største turistattraktioner

Vaffelhuset på Trollegade tiltrækker hver dag et stort antal besøgende. Foto: Campaya.dk.

Det er de færreste byer, der har en isbutik som en af sine største attraktioner. Ikke desto mindre er det det indtryk, jeg står tilbage med efter at have besøgt Kerteminde. Og det er der god grund til.

Vaffelhuset i Kerteminde er et tilløbsstykke, hvis lige min kollega og jeg aldrig mødte på vores flerdagstur til byen. Efter at have brugt det meste af årets anden sommerdag ude i solen besluttede vi at indtage vores aftensmad i Ristorante Firenzes hyggelige og spartansk indrettede gårdhave, der findes på Trollegade i byens midte. Da vi havde sat os, kunne vi godt se, at der skete noget spændende over på den anden side af vejen. En strøm af glade mennesker kom slentrende ud af en butik bærende på kæmpestore isvafler, og uden for butikken forsamlede flere og flere mennesker sig i køen til butikken. Tidligere på dagen var vi af de ansatte på det zoologiske center Fjord&Bælt blevet rådet til at prøve en is fra Vaffelhuset, som efter sigende skulle lave de bedste is i Kerteminde, og det gik op for os, at butikken på den anden side var lige netop dette sted.

"De der is bliver vi nød til at prøve," sagde min kollega. Jeg kunne kun give hende ret. De så voldsomt indbydende ud efter en hel dag i solen, så da vi havde spist vores pizzaer, stillede vi os bagerst i køen til butikken, som i mellemtiden havde bredt sig endnu længere ned af Trollegade. Lige foran os i køen stod et kærestepar på cirka 15 år, som havde taget den 15 kilometer lange tur ind til Kerteminde kun for at få en is fra Vaffelhuset.

"De laver nogle af de bedste is på hele Fyn," forklarede drengen begejstret. Og det udsagn sagde ikke så lidt, for det viste sig, at han var isentusiast med stort I og havde spist is fra de fleste isbutikker på Østfyn. "Det her er absolut et af mine yndlingssteder. De laver deres egne vafler inde i butikken, og deres iskugler er dobbelt så store som normale iskugler. Det er fremragende!" Drengens begejstring smittede hurtigt af på de øvrige ventende i køen, og familien bagved os begyndte også at dele deres glæde over Vaffelhuset med os. På trods af et par pizzafulde maver kunne vi efterhånden ikke vente med at få fingrene i en af de tilsyneladende fantastiske isvafler.

Half & half-isen består af en kæmpe iskugle med en stor potion softice på toppen. En anden publikumsfavorit er Kerteminde Special. Foto: Campaya.dk.

Isene smager, så de gamle mænd plager

Serveringspigerne i butikken arbejdede hurtigt, så vi kom på trods af den lange kø hurtigt frem til kassen og fik bestilt. Isene viste sig til fulde at leve op til vores forventninger, og deres dimensioner var enorme. Vi købte begge isen Half & half, som bestod af et lag guf i bunden af vaflen, herefter fulgte en kæmpe iskugle og øverst var en stor mængde chokoladeovertrukket softice. Og det var ikke kun os, der var fascinerede af vores is. Da vi havde købt dem, tilbød en mand udenfor butikken at købe min is til dobbeltpris, fordi han åbenbart syntes, den så helt uimodståelig ud. Jeg takkede pænt nej, jeg var allerede gået i gang med isen og syntes, det ville være for fjollet at give den fra mig. Isens størrelse betød, at det tog en halv times tid at få den spist, og det skal være sagt med det samme, at det var lidt af en prøvelse lige umiddelbart efter at have spist en pizza. Men det var heller ikke en mulighed ikke at spise isen. Den var, som alle havde fortalt os, utrolig smagfuld, og de hjemmelavede vafler smagte langt bedre end de vafler, man sædvanligvis får serveret på de fleste issteder.

Det var derfor på stopfyldte og veltilpasse maver, vi den aften trillede tilbage til vores logi for natten.

Billeder fra besøget

Vaffelhuset var grunden til, at det unge kærestepar havde taget turen til Kerteminde. Foto: Campaya.dk.

Vaffelhuset ligger på en hyggelig vej i Kertemindes centrum. Foto: Campaya.dk.