Kommunalvalg: Sådan vil spidskandidaterne lokke flere turister til Guldborgsund

Et udpluk af de populære sommerhuse i naturskønne omgivelser i Guldborgsund Kommune. Foto: Campaya.dk.


Der er positive tendenser i turismebranchen i Guldborgsund Kommune, og det vil politikerne udnytte.


Det går fremad med sommerhusudlejningen i Guldborgsund Kommune.

Efterspørgslen er stor på flere tidspunkter af året (se statistik nederst i artiklen), og meget tyder på, at udviklingen fortsætter de kommende år. Det skyldes ikke mindst, at de tyske turister igen for alvor har fået øjnene op for de danske kystområder.

Det skaber en situation med et væld af udviklingsmuligheder. Det gør sig selvsagt gældende i de turismebeslægtede erhverv, men det skaber også et spillerum, som kan bruges politisk til at skabe flere indtægter fra turismen og positionere Guldborgsund Kommune endnu stærkere som turistdestination.

Hvis mulighederne vel at mærke gribes.

Derfor har Campaya.dk lavet en rundspørge blandt spidskandidaterne til kommunalvalget i Guldborgsund for at undersøge, hvilke ambitioner de forskellige partier har for turismen i kommunen.

Undersøgelsen gør det klart, at flere vil nytænke og videreudvikle den nuværende turismestrategi. Men det er også tydeligt, at partierne har forskellige tilgange til, hvordan det kan gøres.

Hvordan de forskellige partier vil gøre det, kan du blive klogere på herunder. 

Alle spidskandidater har fået mulighed for at svare, og siden her opdateres i takt med, at besvarelserne tikker ind.


1. Hvad (hvis noget) vil I gøre for at styrke turismen i Guldborgsund efter valget?


Alternativet

v. kandidat Dion Lillie Gornitzka

"Alternativet ser turisme som en del af erhvervs- og beskæftigelsespolitikken, som er med til at skabe virksomheder, iværksættere og jobs. Men for os handler det om bæredygtig turisme, hvilket indebærer en bæredygtig erhvervs- og iværksætterpolitik og bæredygtig beskæftigelse. Med bæredygtighed mener vi balance på vores tre bundlinjer indenfor social- , miljø- og økonomisk bæredygtighed. Vi vil opfordre byrådet til at sætte turisme mere på dagsorden i Kultur, Turisme og Bosætningudvalget." 


Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Louise Lindhagen

"Konservative Guldborgsund vil styrke turismen ved at nytænke en overordnet turismestrategi og afsætte en særlig pulje til at gøre turistorganisationer og -virksomheder mere digitale. Vi ønsker at fjerne afgiften for udeservering. Og endelig vil vi bruge mulighederne i den nye planlov til nye projekter langs kysten."


Liberal Alliance

v. spidskandidat Erik Berth

"Liberal Alliance ser det som meget væsentligt at styrke turismen. For området er det vigtigt at holde på færdiguddannnede unge/tiltrække tilflyttere, så skattegrundlaget bliver bedre. Det kan ske ved at satse på turisme og styrke et godt kulturliv og fritidsliv. Øget turisme kan finansiere andre satsninger.

Derfor skal der der arbejdes målrettet på at udbygge de tilbud, der allerede eksisterer. Cykelturismen er i rivende udvikling. Her kan man støtte ved at finde på utraditionelle løsninger, som f.eks. en cykelbro/selvbetjent færge til at krydse Guldborgsund."


SF

v. spidskandidat Annemette Schønberg Johnsen

"SF har altid fokus på turismen, som et af de afgørende vigtige erhverv og aktiviteter i Guldborgsund Kommune. Vores fokus retter sig pt. især på at fremme cykelturisme, hvor der er stort potentiale for yderligere udvikling samt den alternative turisme, som er på vej op. Turisme i bred forstand kan understøttes på mange måder. Bl.a. med:

  • Spændende oplevelser inden for kultur, sport, leg og bevægelse. 
  • Attraktive overnatningssteder af forskellige typer.
  • Gode spisesteder med mere mangfoldigt udbud.
  • Fokus på vores lokale produktion af delikatessevarer, kunst og kunsthåndværk - turister vil gerne købe noget særligt med hjem. 
  • Flere cykelstier og afmærkede motionsruter."


Venstre

v. spidskandidat Ole K. Larsen

"Vi ønsker at fokusere vores turismeindsats, så vi i højere grad satser på den kystnære turisme. Her tænker vi i særlig grad på lystfiskerturisme, da vi i Guldborgsund har Danmarks nok bedst kystfiskeri efter havørreder, hvilket for få uden for vores lokalområde kender til. Sårligt på det tyske marked er der et meget stor uforløst potentiale. Fordelen ved at fokusere på lystfiskere er, at sæsonen for lystfiskere er 10-12 måneder i modsætning til den korte højsæson, som vi fokuserer på i dag."


2. Med afsæt i den store efterspørgsel på udlejningssommerhuse i Guldborgsund vil I så tage initiativer til at skabe et større sommerhusudbud?


Alternativet

v. kandidat Dion Lillie Gornitzka

"Alternativet er åben for at kigge på de udfordringer og ønsker, som fremsættes mht. mangel på udlejningssommerhuse i Guldborgsund. Hvis der skal bygges nyt, er det vigtig, det ske bæredygtigt, så ikke det går ud over dyrelivet og den omkringliggende natur samt ikke er til gene for eksisterende beboere i områderne.

Hvis der skal skabes en større udlejningsprocent af eksisterende ejendomme, vil vi lægge op til, at det foregår mellem relevante brancheforeningerne og andre organisationer om at komme med initiativer til, hvordan byrådet/kommunen evt. kan bidrage til, at det sker. Herefter vil byrådet finde frem til, om det er muligt at kunne gå ind i løsningsmodeller.

Alternativet er tilhænger af at beskytte vores kyster mod nye bebyggelser, som er til fordel for enkelte borgere, som har midlerne til det. Vi er tilhænger af, at kysterne er til de fleste, og at de er tilgængelige." 

Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Louise Lindhagen

"Konservative Guldborgsund ser gerne, at man kommunalt støtter op om regeringens forslag om større fradrag for sommerhusudlejning med eksempelvis en kommunal kampagne, der sætter fokus på mulighederne for sommerhusejerne.

Ligesom Konservative Guldborgsund er åbne over for nye projekter tættere på kysten, er vi heller ikke afvisende over for kystnære sommerhusområder. Det er dog vigtigt, at nybyggeri sker i respekt for naturen. Dertil kommer, at nye sommerhusområder helst skal planlægges i de af kommunens turistområder, der ikke er så velbesøgte, som de kunne være - eksempelvis Nordøstfalster, Sydfalster og Nysted-området - for at sikre, at der kommer nye vækstmuligheder i hele kommunen."


Liberal Alliance

v. spidskandidat Erik Berth

"Alle muligheder bør tages i brug. Kysten skal ikke plastres til, men der er meget rigelig muligheder til etablering i smukke områder, hvis man kigger lidt uden for de traditionelle områder ved Falsters østkyst."

SF

v. spidskandidat Annemette Schønberg Johnsen

"Der er stadig mange ledige sommerhusgrunde i Marielyst-området, som er det største i kommunen. Desuden er der muligheder for at udstykke flere grunde, hvis efterspørgslen skulle stige. Jeg kan se på statistikken, at der er fuldt belagt på sommerudlejningen, men man kan jo ikke tvinge folk til at udleje deres sommerhus. Vi gør det ikke selv, fordi vi selv bruger det hele sommeren uden pause. 

En oplysningskampagne om udlejning kan måske få flere til at stille deres hus til rådighed, ligesom en kampagne for at bygge sommerhus med udlejning i sigte. Men vores nabo har opgivet al udlejning, fordi det gav for mange problemer med larmende unge, svineri og affald på grunden mm.

Hvordan vil udlejningsbranchen sikre trygge og gode forhold for udlejerne, kunne modspørgsmålet være?

For nogle år siden blev det muligt at købe flexbolig i kommunen, uden for Nykøbing Falster. Disse boliger kunne evt. også udlejes som feriebolig."

 

Venstre

v. spidskandidat Ole K. Larsen

"Vi har for ganske nylig besluttet at halvere prisen på byggegrunde, hvilket er et skridt i den rigtige retning i forhold til på sigt at skaffe flere huse af den høje kvalitet, som primært efterspørges til udlejning."


3. Hvor stort fokus vil I rette mod at understøtte den lokale turismeindustri i jeres arbejde sammenlignet med andre politiske indsatsområder?


Alternativet

v. kandidat Dion Lillie Gornitzka

"Alternativets tema ved dette kommunalvalg er "Sæt Borgeren Fri," hvilket bl.a. betyder, at vi har fokus på borgerløn, de ressourcesvage, de ældre, integration mv. Disse områder er omkostningskrævende, og derfor har vi selvfølgelig meget fokus på, hvor kommer pengene fra, hvilket har med mere beskæftigelse/jobskabelse og erhvervefremme at gøre, hvor turisme som nævnt også hører under."
 

Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Louise Lindhagen

"Vores hovedfokus i det politiske arbejde ligger på kommunens erhvervsforhold, og turisme er en del heraf. Konservative Guldborgsund vil arbejde for, at der nedsættes et kommunalt erhvervsudvalg, så der bl.a. satses mere på turismen."


Liberal Alliance

v. spidskandidat Erik Berth

"Liberal Alliance vil gøre betingelserne for det lokale erhvervsliv så gode som muligt med ubureaukratiske forretningsgange i kommunen. Og turismen er jo en del af erhvervslivet. Vi skal lette papirgangene og sørge for at støtte de initiativer, der tages lokalt."

SF

v. spidskandidat Annemette Schønberg Johnsen

"Fokus på erhvervsfremme i bred forstand skal altid være i forreste række, fordi det er en vigtig indtægtskilde til understøttelse af de kommunale serviceydelser.

I en kommune som Guldborgsund er det særdeles vigtigt, fordi lavkonjunktur og fraflytning i en årrække har præget økonomien og optimismen. Det går fremad nu, og SF har opmærksomheden rettet mod iværksætteri, byforskønnelse, kulturevents og idrætsaktiviteter. Alt dette er med til at understøtte turismen."


Venstre

v. spidskandidat Ole K. Larsen

"Den nuværende indsats gennem Business LF har et fornuftigt niveau, som vi ønsker at fastholde."