7 af de bedste golfklubber i Nordjylland (2020)


I Nordjylland sprudler det med flot natur. 

Det nordjyske landskab domineres af åbne grønne vidder i et kuperet terræn. Et sandt paradis for et spil golf. 

Derfor er der også rig mulighed for at få slået et par bolde, når turen går til den nordligste del af naturskønne Jylland.

Vi giver jer her overblikket over, hvilke steder der uden tvivl er et besøg værd, når der skal svinges med jernet.


Campaya samler alle udlejningssommerhuse ét sted

Se sommerhuse i Nordjylland her


Sæby Golfklub

Hvor græsset altid er grønt. Foto: Sæby Golfklub.

"Højt til loftet, kort til smil og hvor græsset bare er lidt grønnere".

Sådan lyder det fra golfklubben i Sæby, der altid står klar med åbne arme. 

Her er der plads til alle, og det tør siges. Golfhuller er der nok af. 

De mange muligheder udspiller sig på henholdsvis en smuk og kuperet 18- hullers bane, en 6- hullers Pay & Play bane, samt en overdækket Driving Range, hvor der kan slås bolde til armene falder af. 

Er det første gang, at I står på det lysegrønne græstæppe, så er I hjertens velkomne. Og til alle de garvede golfhoveder er der proshoppen, hvor I kan få fingrene i det nyeste grej til gentlemansporten. 

Slut dagen af i Sæby Golfklubs lækre cafe, hvor de gastronomiske indspil tæller alt fra tapas til smørrebrød.


Aabybro Golfklub

"Fore!". Foto: Aabybro Golfklub.

Med fødderne solidt plantet i den nordjyske muld, stiller I jer til rette og nyder synet af golffaciliteter, lige så langt øjet rækker. 

Aabybro Golfklub har fundet plads i et fladt terræn. Dog er der ikke sparet på udfordringerne. 

Hele 9 søer er i spil på 12 forskellige huller, så koncentrationen skal være intakt, hvis bolde og tørre bukser er en mangelvare.

Golfklubben har eksisteret siden 1991, og står i dag som en af de største af sin slags i det nordjyske landskab. En klub, der trækker folk både fra nær og fjern. Når I ligger vejen forbi, opdager I hurtigt hvorfor.

Det flade landskab stiller nye krav til jeres tekniske kunnen, hvor særligt vinden får frit spil. Den 18 huller lange bange er dog uden tvivl en sjov udfordring for alle niveauer.

Og skal rusten lige bankes af, byder Aabybro Golfklub på et stort øvelsesområde med både drivingrange samt putting- og indspilsgreen. 


Dronninglund Golfklub

Natur og golf i smuk symbiose. Foto: Dronninglund Golfklub.

Gennem de sidste mange år har golfbanerne i Dronninglund været med i toppen indenfor de danske golfbaner. 

Det mest konkrete eksempel på det, var der man i 2014 modtog prisen for Nordjyllands bedste golfbane. En anerkendelse, Dronninglund Golfklub også sidenhen har gjort sit ypperste for at bevise. 

Banen er derfor altid i rivende udvikling i kampen om, at kunne præsentere den bedst mulige bane i omgivelser, der kun er en topklasse golfbane værdigt.

Dronninglund Golfklub byder på storslået 18- hullers golfbane, der hertil følges trop af 9- hullers par 3-bane. 

I alt den naturlige vegetation finder I ligeledes driving range, putting green og indspilsområde. En komplet golfoplevelse i naturskønne Dronninglund. 

Når kræfterne er brugt op, gemmer der sig faktisk et hul mere. 

Café Hul 19 byder på lette og friske retter til alle jer sultne golfspillere, der sætter pris på et stjerneskud med en kold fadøl til.


Vennebjerg Golf

Selv de bedste kan ende i bunkeren. Foto: Vennebjerg Golf.

Golf som I kender det, og dog... 

Vennebjerg Golf er det oplagte alternativ, når kærligheden til spillet er stor, men tiden til det er knap. 

I et varieret landskab i Hjørrings smukke natur har Vennebjerg Golf skabt en udfordrende og teknisk 12- hullers Pay & Play bane, hvor alle har mulighed for at prøve kræfter med den prestigefyldte sport. 

Den klassiske lange 18- hullers bane er derfor udskiftet med en kortere model, således spillet kan nydes uden, at I skal trække en hel dag ud af jeres nøje planlagte feriekalender. 

Grib jernet og tag udfordringen op mod de mange bunkere, skove, søer og vandløb. Der er lagt op til et storslået slag mod naturens mange krøller under de nordjyske solstråler.

Efter den intense kamp kan I velfortjent knappe en øl eller sodavand op i golfhusets spiseområde. 


Campaya samler de danske udlejningssommerhuse ét sted. Se Campayas enorme udvalg af sommerhuse i Nordjylland her.


Brønderslev Golfklub

Golfbaner en masse. Foto: Brønderslev Golfklub.

Brønderslev Golfklub ligger midt i Vendsyssels smukke natur. Et område, hvor der også har været plads til at anlægge et par golfhuller. 

Et par kan dog slet ikke gøre det.

Golfklubben i Brønderslev byder på 36 huller i det nordjyske terræn, hvor udfordringerne findes både store og små. Hele 27 af dem kan benyttes, når I ankommer som gæst, så I kan godt begynde at varme skudarmen op. 

Særligt 18- hullers banen er værd at nævne. Brønderslev Golfklub har lagt sig i selen for at kunne tilbyde en så varieret golfbane som muligt. Og det kan mærkes. 

Banen kan angribes på mange måder, hvilket giver ny læring til spillet. Runde efter runde. 

Det store golf-mekka, der blot ligger 25 kilometer nord fra det pulserende Aalborg, giver jer den komplette golfoplevelse, som naturligvis sluttes af med manér i golfklubbens hyggelige cafe. 


Sebber Kloster Golf Klub

Ideelle golfomgivelser. Foto: Sebber Kloster Golf Klub.

Solen kaster sit skær ned i søen og reflekteres ud blandt de mange træer og buske. 

Vinden puster en let brise henover det veltrimmede græstæppe. På den anden side af de grønne omgivelser venter den smukke Limfjord, der ligger sig ned gennem det sprækkede landskab i Himmerland.

I Sebber Kloster Golfklub befinder I jer blandt de absolut optimale betingelser for en flot omgang golf. En runde kan derfor hurtigt afsætte mange timer, da det med jævne mellemrum er helt på sin plads, at stoppe op og bare nyde de naturskønne omgivelser.

Klubben råder over en udfordrende 18- hullers bane samt en finurlig 9- hullers Pay & Play bane. 

Når den lange runde på de 18 huller skal spilles igennem, skal både træer og søer passeres. Samtidig er det gjort muligt at gennemføre de mange baner med forskellige taktikker, så både øvede og grønne golfspillere kan lege med. 

Kan I ikke få nok golf, så snør skoene og kast jer ud i et spil fodboldgolf, hvor der er garanti for smil på læben.


Løgstør Golfklub

Golf med havudsigt. Foto: Løgstør Golfklub.

Med sol for oven og en smuk udsigt til Limfjorden, retter I blikket mod den kridhvide golfbold. 

Den flotte beliggenhed giver anledning til at stoppe op og nyde synet. Hele baneanlægget giver kig til fjorden. 

Med den ekstraordinære placering i landskabet, følger også ekstraordinære udfordringer. 

Det er derfor ikke kun muligt at kaste jer ud i golfens ædle håndværk, men også tage kampen op mod jeres nærmeste på Løgstør Golfklubs krolfbane. 12 hullers kombination af krocket og golf. Et sjovt alternativ, hvor alle kan være med. 

Skal golf bare være golf, kan I give jer i spil med både en 18- hullers bane samt golfklubbens 9- hullers Pay & Play bane. 

Det smukke terræn nær vandet byder på massevis af både store og små udfordringer. Trænger I til at få øvet igennem inden da, så er der også rig mulighed for det.

Putting green, drivingrange og en short game bane giver de optimale træningsbetingelser.