GASmuseet: En levende omgang danmarkshistorie


Et helt museum tilegnet emnet gas. Hmm, tænker du måske, giver det overhovedet mening? Og ja, det gør det faktisk, for gassen har haft en markant betydning for Danmarks udvikling, og den historie formidler GASmuseet i Hobro på inddragende og engageret vis.

Tæt ved det stemningsfyldte havnemiljø i Hobro ligger et museum med et lidt særligt fokus. For som navnet mere end antyder, fokuserer GASmuseet i dets forskellige udstillinger på gas og gasværkernes store betydning for Danmarks udvikling fra simpelt landbrugssamfund til moderne industrisamfund. Og det gør museet faktisk rigtig godt.


Der er rig mulighed for børn og barnlige sjæle for at lege og blive klogere på GASmuseet. Foto: GASmuseet.

Museet inddrager forskellige interaktive fortællemetoder i deres formidling. Foto: GASmuseet.

Museet er nemlig meget mere end lange tekster og kedelige udstillinger om gas og danmarkshistorie, og de besøgende bliver på forskellig vis inddraget i museets fortællinger. Børnene kan lege med mange af de remedier, der i sin tid blev benyttet til gasproduktionen på landets gasværker, ligesom der findes flere interaktive spil og skærme, hvor man selv kan dykke ned i en række spændende historier og udfordringer.


Tæt ved havnen ligger museet i Hobro gasværks gamle produktionsbygninger. Foto: GASmuseet.

Museet er placeret i Hobros gamle gasværk, og der findes en række forskellige udstillinger i de gamle produktionsbygninger. Det nyeste skud på stammen fortæller historien om fremtidens energiforsyning og overgangen til vedvarende energikilder, hvor der også er fokus på fremtidens boligformer og transportforhold.

For større grupper er det muligt at booke en rundvisning, hvor en af museets ansatte guider de besøgende igennem de forskellige udstillinger. Det er også muligt at deltage i små undervisningsforløb i museets værksteder for folkeskoleelever og lignende, og museet tilbyder alt i alt en oplevelse, der byder på meget mere end en traditionel museumsoplevelse.


Der findes et væld af oplevelser i GASmuseet i Hobro. Foto: GASmuseet.

Hvis du overvejer at holde din næste ferie i Hobro eller Mariagerfjord Kommune, kan du lade dig inspirere af vores mange sommerhuse i området. Find dit sommerhus i Mariagerfjord her.