Den nordligeste palmestrand at finde

Jeg ligger midt på en palmestrand i noget af det nordligste, jeg kan komme på det europæiske fastland. Frederikshavns palmestrand.


Dagdrømmende med hvidt sand mellem tæerne i skyggen af et palmetræ. Liggende på min dejlige solvogn med Alex Vargas i ørene. Øjnene glider gennem den nye bestseller “Selfies” af Jussi Adler-Olsen. Jeg nyder virkelig sommeren. Alt imens jeg lever mig ind i hovedrollen som Carl Mørk, der er igang med at opklare det nyeste mord, leger de små børn i vandkanten. De større børn spiller beachvolley på stranden, og forældrene ser ud til at nyde de grønne solvogne under sydens sol.


Frederikshavn palmestrand. Foto: Campaya.dk

Udsigten til Læsøfærgen får mig straks tilbage til virkeligheden, og jeg kommer i tanke om, at jeg er i Frederikshavn og ikke på den franske riviera. Det forklarer, hvorfor der er så mange dansktalende strandgæster blandt mig, og hvorfor Frisko-isplakaten viser priserne i kroner og ikke euro.


Et øjeblik er det nemt at drømme sig væk under de mange palmer på Palmestranden i Frederikshavn. Det er virkeligt et helt unik syn, man møder, når man drejer om hjørnet fra parkeringspladsen og ned i det dejlige bløde sand.


70 palmer er der plantet på stranden i Frederikshavn, og udover det er der eksotiske tangparasoller, liggestole, beachvolleybaner både på stranden og i vandet, en strandhåndboldbane, og et udekøkken, hvor man selv kan tilberede mad og holde en impulsiv strandfest.


Frederikshavn palmestrand. Foto: Campaya.dk

Det føles så langt væk fra Danmark. Det er lidt af en surrealistisk oplevelse at stå midt på en palmestrand i Danmark. Men det er helt sikkert en af de bedre surrealistiske oplevelser, jeg har haft. Dagen på stranden er blevet nydt i fulde drag, og jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg tager hul på næste kapitel på den grønne solvogn og med bløde toner i ørerne.


Fakta om palmerne


  • De 70 palmer, der er plantet på stranden i Frederikshavn, er fordelt på to palmetyper, der begge trives i det danske klima. Der er tale om hørpalmer og daddelpalmer.


  • Hørpalmerne er 3-4 meter høje. De kan blive cirka10 meter høje, og bladene er vifteformede. Hørpalmens oprindelige levested er i det centrale og sydlige Kina.


  • Daddelpalmerne er ligeledes 3-4 m høje, men kan blive op til 20 meter. Deres blade kan blive 5 m lange og 1 m brede. Frugterne på daddelpalmen kan ikke spises. Alle Palmerne er importeret fra de Kanariske Øer.


Udenfor sæsonen bliver palmerne, baren, parasollerne og de andre ting på Palmestranden flyttet indendørs, så de er beskyttet mod vind og vejr. Sæsonen varer normalt fra slut maj/start juni og frem til midt september.