9 gode grunde til at du skal tage på sommerhusferie om vinteren


Det hedder godt nok sommerhus, men er du til varmt tøj, udfordrende gåture eller hygge indenfor, så er det altså mindst lige så hyggeligt at tage i en feriebolig om vinteren - nu skal du høre hvorfor.


De fleste forbinder sommerhusferie med strålende solskin, børn der leger i vandkanten, og vandkampe i haven, der slet ikke kan blive vilde nok. Men har du tænkt på, at der kan være mange grunde til at leje en feriebolig i vintermånederne også?


Badebro i vinterhi, Ebeltoft. Foto: Inger Wickstrøm. 

1. Tid, fred og ro

Det bedste ved at være i sommerhus om vinteren er, at alt foregår i et lavere gear.

Der er tid til at krybe op i sofaen og læse den bog færdig, som du påbegyndte for lang tid siden.

Tid til at gå lange ture i vintervejret og glæde dig til at komme hjem og sætte dig foran brændeovnen.

Du kan høre vejret ruske udenfor og nyde, at du ingenting skal – andet end at lægge en ekstra brændeknude i ovnen.

Tag de hyggeprojekter med hjemmefra, som du ikke har nået at afslutte, og slap af.


2. Afsted på ravjagt

Jeg tror, at oplevelsen af at finde sin første ravklump kan sidestilles med den rus en guldgraver får, når han finder guld.

Det er fantastisk at have en klump rav i hånden og tænke på, at den er flere millioner år gammel. At finde rav kan bero på både held og mere konkrete overvejelser. Her får du et par gode tips:

1) Rav er let og flyder i vandoverfladen, derfor vil det ofte ligge i "opskyllet", dvs. dét, der er skyllet op på land efter en storm eller et kraftigt blæsevejr. Brug en pind eller andet til at rode rundt i "opskyllet" med.

2) Gå gerne i modlys, så er rav lettere at få øje på. Der findens godt nok UV- lamper til at finde rav med, men er det ikke lidt snyd?

3) Vær tidligt ude - du er ikke den eneste som er "på jagt".

4) Når du finder noget, men du er i tvivl om det er rav eller ej, så prøv forsigtigt at slå det mod tænderne eller at bide i det - rav mærkes plastikagtigt. Det er meget let, og føles ikke koldt, som en sten ville gøre. God jagt! 


Der er intet bedre, end ild i brændeovnen om vinteren. Foto: Inger Wickstrøm.

3. Masser af brændeovnshygge

Fødderne er blevet kolde, fingrene fryser og det er lidt koldt i nakken. Turen var dejlig, men nu glæder du dig til at komme hjem og få vintertøjet af. Støvlerne kan tørre foran ovnen, mens du sidder i sofaen med et tæppe og nyder, at varmen kryber tilbage til kroppen.

Hvis du ikke har erfaring med brændeovne, så er her nogle praktiske råd:

1) Brænde kan ofte købes i dagligvarebutikker, ved boder langs vejen, i det lokale byggemarked eller via den lokale Vejviser for privat brænde køb.

2) Husk optændinsgblokke og tændstikker.

3) Sodet glas i brændeovnen? Krøl avispapir sammen, kom lidt vand på, og dyp papiret i kold aske fra ovnen. Gnid nu glasset godt, og tør efter med et rent stykke papir. Klart indsyn til flammerne giver bare lige det ekstra hygge og varme.


4. Økonomien

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det bare billigere at tage på ferie uden for højsæsonen. Det gælder også leje af sommerhuse.

Derfor behøver en vinterferie i sommerhus, eller bare en forlænget weekend med sne og brændeovnshygge ikke sprænge banken – og der er måske råd til lidt ekstra luksus i et rigtig lækkert hus for færre penge.

Derudover er entréen til mange attraktioner i sommerhusområderne også billigere, og man skal ikke stå i kø så længe om vinteren. Husk at tjekke om attraktionerne har åbent.


5. Ingen stress over vejrforholdene

Du kan vende ryggen til forventningen om, at ferien kun er vellykket, hvis solen står højt og vandet har den rette temperatur.

For her gælder: Jo værre vejret er, jo dejligere er det bare at skrue fuldt op for indehyggen. Her er ferien vellykket under alle vejromstændigheder. Lyset på himlen er fantastisk, med spektakulære skyformationer og dramatisk naturskuespil.

Og hvis du er rigtig heldig, kan du måske endda se nordlys.


Fiskerbåde trukket op på stranden i Løkken, Nordjylland. Foto: Inger Wickstrøm.

6. Gåture i det vilde vejr

Det bedste ved at tage ud i naturen og i et hyggeligt sommerhus i vintermånederne, er gåturene i blæsevejr, hvor det at komme hjem i varmen er "grand finalen".

Specielt ved Vesterhavet kan det altid svare sig at tage et smut på stranden. Uanset vejret kan du altid være sikker på, at der bliver præsenteret et fantastisk skuespil af naturen.

Og du har pladser i første række, når lyse og mørke skyer danser henover himlen, måske endda over en snedækket strand. 

Men man kan ikke kun se på. Efter et godt blæsevejr eller en god storm, er det spændende at gå på stranden og se hvad der er skyllet i land. Her kan du finde de mærkeligste ting. Som f.eks. en bakke med 12 æg – fuldstændig uberørt af det ville vejr.

Kun fantasien sætter grænser - og du kan godt regne med, at den bliver udfordret.


Stranden byder på mange overraskelser efter stormen har lagt sig. Foto: Inger Wickstrøm. 

7. Tid til familiehygge

At jakker, støvler, vanter, huer og halstørklæde flyver til alle sider er ikke anderledes i et sommerhus end derhjemme. Men utroligt nok, så gør det ikke så meget i ferien. 

For her drejer det sig udelukkende om, at have en god tid sammen. 

Og når der ikke er noget, der lokker én udenfor, er der masser af tid til hygge med familien. Så frem med Uno, Matador og Yatzy, og ikke noget med at spare på (fredags)slikket eller det lille ekstra til kaffen.


Og er vejret til det, så er der intet bedre end en sneboldkamp med hele familien. Foto: Inger Wickstrøm.

8. Du skal ikke stå i kø

Om sommeren kommer man ikke udenom at der bruges tid på at stå i kø. Hvad enten det er i supermarkedet, en attraktion, den lokale gårdbutik eller fiskehandleren.

I et sommerhus om vinteren er der knap så meget trængsel - der er plads og højt til loftet.

Alt bliver lidt tættere, på den gode måde, og stedet viser sig fra en anden side. Man hilser på lokalbefolkningen og har tid til en hurtig small talk om alt og ingenting.

Nyd det.


9. De små ting, der bliver overset i hverdagen

Hvornår har du sidst sat dig ned, smækket benene op og bare ladet tid være tid?

Længe siden, ikke sandt?

Du kan gøre det nu. For en ferie i et sommerhus om vinteren er selvskrevet til afslapning, tanker der tænkes færdig, biografture, koncerter, håndarbejde, modelfly...

Ja, listen kan fortsætte i det uendelige – hvis du har lyst.

Ellers lader du bare være. 


Det skal du huske, 

så sommerhusferien bliver en succes om vinteren:

- Vær opmærksom på, at det sommerhus du vælger er vinterisoleret

- Skovle/kost/isskraber -oftest er redskaberne i huset, men tjek op på det, for en sikkerheds skyld.

- Husk salt til at strø med. Det kan købes i det lokale byggemarked

- Hyggesokker. Ingen forklaring nødvendig her.

- Ufærdige projekter - hvis du ønsker det

Hvis du er interesseret i at leje dit eget sommerhus ud, kan du læse meget mere om sommerhusudlejning her.