De 16 bedste oplevelser og seværdigheder i Sydøstjylland (2024)


Østjylland er så meget mere end Århus og de meget opsøgte turistområder på Djursland.

Den sydlige del af egnen er fyldt med bakkede skove, lavvandede, børnevenlige strande, skønne små og større byer og et varieret udbud af oplevelsesmuligheder.

Her er blandt andet rig mulighed for at besøge lokale fødevareproducenter, shoppe, tage på opdagelse i naturen eller for at få fyldt jeres kulturelle og kunstneriske depoter lidt op.

Læs med herunder, hvor vi har samlet vores favoritsteder i det sydøstjyske!


Campaya samler alle udlejningssommerhuse ét sted

Se sommerhuse i Østjylland her


Gyvelborg besøgsgård

Børn og køer ser hinanden an. Foto: Gyvelborg Besøgsgård.

På den jyske højderyg i udkanten af de store skove i Midt- og Østjylland ved Nørre Snede ligger en økologisk besøgsgård med jersey malkekvæg, kalve, kaniner, marsvin og katte.

Her har små og store mulighed for at komme tæt på de mange dyr, og de fleste børns øjne vil nok være helt udspilede af spænding lige inden, hånden lægges på de store køer for at ae og klappe dem første gang.

Dyrene er meget godmodige og vant til mennesker, så I kan få jer en stor dyreoplevelse og samtidig blive klogere på det at drive en økologisk gård.

I kan overnatte på Gyvelborg på campingpladsen på stedet, hvor der både er mulighed for at overnatte i hytte, telt eller egen campingvogn. 

Gården rummer hertil en lille gårdbutik, hvor I finder økologiske og bæredygtige kvalitetsprodukter fra stedets egen produktion og fra andre lokale producenter.

I har også mulighed for at få en ledsaget tur rundt på gården og lære mere om arbejdet, og så har Gyvelborg et hyggeligt koncept kaldet "krammekøer", hvor I får cirka to timer helt inde i folden hos både kalve og køer og får lov at mærke deres rolige energi helt tæt på.


Fary Lochan Destilleri

Besøg det autentiske whiskey-miljø. Foto: Fary Lochan Destilleri.

Lidt sydøst for Give med Farres skov i baghaven finder I et skønt lille sted, der har specialiseret sig i noget så skønt som whisky- og ginproduktion.

Det familiedrevne Fary Lochan Destilleri tilbyder forskellige rundvisninger, hvor I ser det unikt indrettede destilleri med de underjordiske gange fyldt med whiskyfade og hører en masse om, hvordan de særlige drikke produceres.

Rundvisningerne slutter selvfølgelig af i showroomet, hvor I kan smage et udvalg af stedets produkter. 

Som det eneste destilleri i verden baserer Fary Lochan Destilleri sin whiskyproduktion på brændenælder, som maltenbyggen til whiskyen ryges over.

Det giver whiskyen en særlig røget og olieret smag, som I ikke finder noget andet sted.

Destilleriet producerer også gin med blandt andet citrus og agurk, snapse og forskellige likører.

Om sommeren er der tre daglige rundvisninger, og I behøver ikke tilmelde jer på forhånd. I årets øvrige perioder kan I booke en rundvisning ved at kontakte folkene på stedet.

I kan også bare kigge forbi og besøge stedets butik, hvor I kan høre mere om produktionen og selvfølgelig købe de dejlige drikke.


Glud Museum

Stråtækt bindingsværksidyl og legende børn. Foto: Per Bille.

I den lille landsby Glud på Juelsmindehalvøen tæt ved Horsens Fjord ligger der en lille museumsperle, hvis I er til stråtag, bindingsværk og gammel tids landsbyidyl.

Glud Museum er et levende formidlingsted af det østjyske landsbyliv fra 1660 og frem.

I går rundt på toppede brostenspladser og små stier og veje mellem de gamle huse, og I kan både stikke hovederne indenfor i præsteenkeboligen, en gammel smedje og en række huse, som viser, hvordan henholdsvis velbemidlede og mindre velstillede borgere levede deres liv i forskellige tidsperioder.

Selvom det kan være let at lade tankerne flyve mod datidens idylliske landsbyliv, var virkeligheden jo knap så romantisk for mange og i langt højere grad præget af hårdt arbejde og slid og slæb fra morgen til aften for at kunne forsørge familien.

Det liv får I et direkte indblik i på museet, og det er en både lærerig og meget hyggelig oplevelse for store og små at gå omkring i det fine landsbymiljø. Se mere om aktuelle begivenheder og museet i øvrigt på stedets Facebook-side her.


Ry Kanofart 

Padlen i skøn natur. Foto: Ry Kanofart.

Helt inde i hjertet af smukke Ry ligger et af Sydøstjyllands største og bedste udlejningssteder, hvis I vil på opdagelse på Gudenåen og de mange søer i området.

Ry Kanofart har hele 115 kanoer og kajakker af høj kvalitet, så uanset om I er en stor forsamling eller bare et par stykker, er der hjælp at hente her.

I kan både stævne ud fra kanocenteret på endagsture, hvor der både er mulighed for at aflevere kanoen i Ry eller på et opsamlingssted et andet sted, og flerdagsture af forskellige varighed og forløb i øvrigt.

Gudenåen er med sit varierede forløb og mange større og mindre søer et meget opsøgt sted for grupper, der gerne vil på en længere opdagelsestur ud i naturen.

Også fordi, der er mange både helt primitive og meget veludstyrede telt- og lejrpladser på ruten, så I har god mulighed for selv at tilrettelægge jeres tur efter, hvor langt I ønsker at sejle pr. dag.

Ry Kanofart hjælper jer gerne med at tilrettelægge turen på bedste vis, så I fx kan aflevere jeres kanoer og kajakker et andet sted på Gudenåen.

Ry Kanofart kan også transportere jeres bil hen til jeres destination, så I let kommer videre.


Stensballegaard Golfklub

Nogle bedre golfforhold skal man altså lede længe efter herhjemme. Foto: Stensballegaard Golfklub.

Med udsigt over Horsens Fjord finder I et af landets absolut bedste golfanlæg ved Stensballe øst for Horsens. Stensballegaard Golfklub!

Ens første møde med Stensballegaard Golfklub er det topmoderne klubhus, som med det samme giver én indtrykket af, at ved lige netop denne golfklub er der styr på tingene. Dette førstehåndsindtryk vil vise sig at være fuldstændig passende for den golfoplevelse, der venter jer forude. Lad os komme igang!

Golfklubben råder over et 27 hullers mesterskabsanlæg. BRAKØR ved fjorden, GULDBJERG med udsigten og ELBÆK ved skoven. Varm først op på klubbens moderne træningsanlæg, inden turen går ud på par tre banen eller en af de tre mesterskabssløjfer.

Alle sløjferne byder på flotte let kuperede huller i det smukke terræn og hele tiden med Horsens fjord liggende flot i baggrunden.

Uanset hvilke sløjfer I spiller, så er der rig mulighed for spænding om resultatet, da alle sløjferne ender med udfordrende huller, som kan byde på alt fra eagles til dobbelt bogeys.

Gør afslutningsvis regnskabet op og lad eventuelt den mindst gode spiller på dagen, byde på mad og drikke i Griffenfelds, som er stedets tilknyttede restaurant. Held og lykke!


Økologiens Have

Bål, foredrag og glødepærer. Foto: Økologiens Have.

Odder mellem Århus og Horsens er et oplagt sted at besøge, hvis I interesserer jer for økologi, haver og natur.

Her finder I nemlig Økologiens Have, som er intet mindre end Nordens største økologiske besøgs- og demonstrationshave.

Haven har gennem de sidste 27 år løbende udviklet sig til i dag at strække sig over hele 12 hektar, hvor ambitionen er at vise alle de kvaliteter, der er i økologisk jord- og havebrug.

Her kan I se nogle fine og inspirerende haveanlæg, som alle udspringer af økologiske tilgange til havearbejdet.

Der er mere end 2000 forskellige planter i haven, og råvarerne fra haven bruges blandt andet i caféen og butikken på stedet, hvor I kan smage skønne økologiske retter og produkter og købe nogle gode, naturlige madvarer med jer hjem.

Haven er også et oplagt sted for børnefamilier at besøge.

Her er mange klappedyr, gode legemuligheder, ligesom der er mulighed for blandt andet at tilberede mad over bål.

Der arrangeres også løbende arrangementer i haven med forskellig fokus.

I kan blandt andet komme til foredrag om havens fugle, bier, blomster, kompost, beskæring af frugttræer, pileflet, ligesom der arrangeres en grøn festival i haven hvert år. Se mere på stedets hjemmeside for de præcise datoer.

Så hvis du spørger dig selv, hvad man skal se i Østjylland og i Sydøstjylland, er Økologiens Have helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!


Hotel Juelsminde Strand 

Med skoven i baghaven og havet i forhaven. Foto: Hotel Juelsminde Strand.

I udkanten af Juelsminde og den store skov, der indkranser badebyen ved Østjyllands kyst, ligger Hotel Juelsminde Strand med den skønne restaurant.

Hotellet ligger kun et par hundrede meter fra byens langstrakte, børnevenlige strand, og stedet er et godt udgangspunkt for en ferie eller udflugter på Juelsmindehalvøen.

Hvis I er på udkig efter en dejlig madoplevelse i smukke omgivelser, er Restaurant Færgegården på stedet også oplagt at besøge.

I har udsigt ned over byen og ud til Kattegat fra restauranten, og samtidig har kokkene på stedet fuldstændig styr på, hvordan en kammusling skal steges og en lammekrone tilberedes.

Priserne er meget fornuftige, og her er også et godt udvalg til familiens mindste.

Når I har spist jer godt mætte, kan I passende tage en lille spadseretur ned til vandet eller havnen igennem de store skove.

Juelsminde er et opsøgt turistmål særligt i højsommeren, og der er altid et hyggeligt miljø og leben på havnen, hvor I blandt andet kan fornøje jer med at hive krabber i land fra krabbebroen. 


Vejle Golf Club 

Få en smuk naturoplevelse og lidt gang i bentøjet på samme tid. Foto: Vejle Golf Club.

I de store skove på sydsiden af Vejle Fjord ligger et af landets mest spændende golfanlæg med hele 27 meget smukt placerede huller.

De fine baner snor sig ind i den store fredskov med gamle bøgetræer med mere end 100 år på bagen. Få hundrede meter fra banen ligger vandet og vugger i fjorden.

Flere af hullerne er etableret på små og større skråninger, og spillet bliver dejligt varieret, når I skal henover småsøer, vandløb og andre "udfordringer".

De tre gange ni huller har lidt forskellige karakteristika. På "Sletten" er i ude i det åbne, hvor vinden spiller en større rolle end på de øvrige områder af banen. Her skal I desuden have særligt fokus på bunkers.

I "Parken" spiller I ind i skoven på en fortrinsvis flad bane, mens I i "Skoven" færdes i mere kuperet terræn og skal kæmpe jer frem ad de forholdsvis smalle fairways.

I kan kombinere de tre anlæg, som I ønsker.

Der er også en pay and play bane på stedet, og når sulten eller tørsten melder sig, slår I jer bare ned i den fine restaurant på stedet.


Campaya samler de danske udlejningssommerhuse ét sted. Se Campayas enorme udvalg af sommerhuse i Østjylland her.

 

Stengalleriet i Horsens

Det skjulte galleri. Foto: Stengalleriet i Horsens.

Det er ikke til at se det, hvis I ikke lige ved det.

Men inde i et boligkvarter med gamle murermestervillaer i Horsens finder I lidt af en perle, hvis I interesserer jer for fine unikasmykker og smukt kunsthåndværk.

På Asgårdsvej 11 midt i byen ligger Stengalleriet med sit udstillingssted og butik med et væld af smukke smykker.

Som navnet angiver, er der et særligt fokus på stensmykker på stedet.

Herudover er der mange forskellige halskæder, armbånd, ørestikker, ringe og forskellige andre smykketyper i alt fra finsølv til rav. Der bruges også elegante ferskvandsperler i smykkeproduktionen, og sortimentet skifter hele tiden, så I har rig mulighed for at finde et spændende smykke, der passer lige netop til jeres stil.

Stengalleriet i Horsens drives af stenkunstneren Jørgen Kjær Poulsen.

Udover hans værker udstilles der på fast basis arbejde af en billedkunstner, en træskærer og en trædrejer, og der er hertil løbende skiftende udstillinger af andre kunstnere.


Horsens Museum 

Museet set udefra. Foto: Horsens Museum.

I den nordlige ende af Horsens med friluftsscenen Lunden i den grønne baghave finder i Horsens Museum.

Museet har åbent tirsdag til søndag og alle dage i juli og august, og det er gratis at komme ind.

Her er fem faste udstillinger.

Den ene omhandlende bysbarnet og den opdagelsesrejsende Vitus Bering, der som den første opdagede, at Rusland og Alaska ikke var sammenhængende landområder. Strædet mellem de to områder er senere døbt Beringstrædet efter danskeren. Den rejse og opdagelse kan I se levendegjort på museet.

En anden permanent udstilling er "Skatkammeret" med over 450 smukke stykker sølvarbejde fra Horsens fra 1636 frem til 1900-tallets begyndelse. 

Her er også en legetøjsudstilling, en udstilling om arkæologi og Horsens i oldtiden og en udstilling om middelalderen i området.

Hertil er der skiftende særudstillinger og præsentationer af museets store samling, og der afholdes massevis af arrangementer med rundvisninger, børneaktiviteter og alt muligt andet i de spændende lokaler. 


Velling Koller Camping og Vandrehjem

Klap de søde kaniner. Foto: Velling Koller Camping og Vandrehjem.

Lige i udkanten af de store skove syd for Silkeborg og med Igelsø lige på den anden side af skoven finder I et rigtig hyggeligt spot midt i naturen.

Velling Koller Camping og Vandrehjem er meget mere end en campingplads.

Stedet er oplagt som base for ekskursioner ud i den omgivende natur, og der gemmer sig et væld af store naturoplevelser i de bakkede skove med fuglefløjt i trætoppene og skovmusene piblende fra rodnettet.

Tidligere var der anlagt en "eventyrpark" på pladsens arealer. Det fundament bygger pladsen videre på, og stedets krammekaniner holder fx til i ly af en gammel borgmur.

Pladsen rummer flere dyr, og der er rig mulighed for, at de mindste kan komme i nærkontakt med de søde dyr.

Herudover er der hoppepude, petanquebane, bålplads og andre faciliteter på pladsen, som stilles til rådighed for pladsens og vandrehjemmets gæster.

I sommerperioden arrangeres der dagligt "børnaktiviteter" som ponyridning, bordtennisturnering og bålaktiviteter, som altid er et hit for familiens mindste.

Velling Koller Camping og Vandrehjem er et skønt sted i ly af skoven at besøge, hvis I gerne vil koble af i noget af det allerfineste natur, der findes i Danmark.


Danmarks Ferguson Museum 

Historiske maskiner i massevis. Foto: Danmarks Ferguson Museum.  

VERDENS STØRSTE SAMLING af Ferguson traktorer og redskaber.

På gården Ankerslund sydøst for Horsens finder I en imponerende privat samling af Ferguson traktorer og andrekøretøjer.

I 1952 var hver anden traktor i Danmark en grå Ferguson, og den fik derfor stor betydning for mekaniseringen aflandbruget.

Den historie kan du opleve på Danmarks Ferguson Museum. Her kan I opleve den store samling på over 250 traktorer, redskaber og andre køretøjer.

Her er mange specialtraktorer som vingårds-, militær-, industri- og tandemtraktorer. Foruden et bæltekøretøj og blandt andet det første motoriserede køretøj, der varpå sydpolen. Det var nemlig en grå Ferguson.

På museet kan I nyde naturen og den afslappede atmosfære på landet, hvor der er masser af plads. I kan også genopleve fornemmelsen af at sidde på den lille grå Ferguson eller gå i værkstedet og se, hvad der arbejdes med for tiden. Måske er stedets ejer, Henrik Nielsen, og nogle frivillige i gang med arbejdet og har tid til en snak.

Du kan også bestille en rundvisning ved at ringe til Henrik på

Her er ingen café, men nyd gerne din medbragte frokost eller kaffe under træerne til udsigten af den gamle ogsmukke bindingsværkslade.Her er gode parkeringsforhold.

Danmarks Ferguson Museum er beliggende på gården Ankerslund i Stourup tæt ved Glud midt mellem Horsens ogJuelsminde.


Det Lille Røgeri 

Sommerfest på det lille spise- og rygested. Foto: Det Lille Røgeri.

Omkranset af Gudenåens slyngninger og lige syd for Mossø ved Ry ligger en lille perle, hvis I er til lækre fiskeretter.

Det Lille Røgeri har nemlig specialiseret sig i fiskeserveringer, og alle røgvarer ryges i egen ovn.

I kan derfor forvente jer nogle meget smagfulde retter som røget ørred og fiskefrikadeller efter egen opskrift, og I kan slå jer ned på spisearealet udenfor restauranten og kigge udover den natur, som omgiver stedet.

Det Lille Røgeri ligger fem minutters gang fra Gudenåens kanoteltplads i Voervadsbro, og det er oplagt at besøge restauranten, hvis I kommer her forbi. Omvendt er det også oplagt at tage på en lille gåtur ned til teltpladsen og kigge udover Gudenåen efter jeres frokost.

Hvis I ikke lige er i humøret til fisk, er der også rig mulighed for at få andre retter på stedet.

Specialet er dog fiskene.

Det er eksempelvis et hit at besøge Det Lille Røgeri og prøve den populære fiskebuffet til enten frokost eller aften.

Restauranten er åbent hele året med varierende åbningstider. Fra forår til efterår er der åbent fra frokost til kl. 21, mens der ellers er åbent fra kl. 12 til 16. 


Tørring Kanoudlejning 

Afsted på tur. Foto: Tørring Kanoudlejning.

Sydøstjylland er et af de områder af Danmark med den smukkeste og mest varierede natur. Den rolige østkyst indrammer landsdelen længst ude, og længere inde i landet snor Gudenåen sig op gennem noget af det mest bakkede og skovrige natur, vi har herhjemme.

Med sit udgangspunkt i den sydlige del af Sydøstjylland er Tørring et rigtig godt udgangspunkt for en ferie eller en dagstur opad Gudenåen.

Faktisk har Gudenåen sit udspring tæt ved Tørring, og Tørring Kanoudlejning er derfor det oplagte sted at besøge, hvis I skal på tur opad Danmarks længste å.

Udlejningsstedet holder til lige på kanten af Gudenåen og har et stort udvalg af både kanoer, kajakker og ekstraudstyr som vandætte beholdere, børnesæder og andet til at give jer den bedst mulige tur.

Tørring Kanoudlejning er en familieejet virksomhed med mere end 40 års erfaring.

Det betyder, at folkene på stedet er enormt erfarne i at rådgive jer både før og under jeres tur, og de hjælper eksempelvis gerne med at pege jer i retningen af de bedste overnatningssteder afhængigt af jeres ønsker, ligesom de har masser af tips til smukke steder at lægge til og se nærmere på natur og dyreliv.

I kan selv planlægge jeres tur eller lade folkene på stedet klare det hele for jer.

Tørring Kanoudlejning arrangerer både ture for private og virksomheder og kan også tilrettelægge forskellige teambuildingsarrangementer.


Byarkivet i Horsens

Gå på opdagelse i historien. Foto: Byarkivet i Horsens.

Hvis I er på besøg i Horsens og omegn og har interesse i lokalområdets historie og byens arkitektur, er Byarkivet i Horsens et oplagt sted at besøg.

Arkivet holder til i Horsens Museum (se afsnit længere oppe) og rummer en enorm samling af billeder, arkivalier, kort, film, bøger, udklip og meget andet, som gennem tiden er foræret til arkivet.

Det betyder, at I her kan få et direkte indblik i udviklingen i byen og nærområderne via de mange objekter i samlingen.

Byarkivet i Horsens arrangerer også byvandringer rundt i byen, hvor I bliver præsenteret for en masse af Horsens' ikoniske og historiske bygninger.

Vandringerne har typisk forskellige temaer.

En tur rundt i byen kan eksempelvis give jer indblik i de store forskelle, der var på rig og fattig i periodenFor selvom forskellene i livsvilkårene var enorme, boede byens rigeste og fattigste borgere tæt på hinanden, og fortællingerne kan således fint pakkes ind i rundturen.

Byarkivet bruges både af lokale horsensianere, der gerne vil "læse op" på deres lokalområde og eventuelt søge oplysninger om deres forfædres liv, og af ikke-lokale og turister med historisk interesse.

Her er åbent tirsdage og torsdage fra kl. 11 til 16, fredage fra kl. 11 til 13 og sidste lørdag i måneden fra kl. 11 til 14.

I har desuden mulighed for at få arrangeret rundvisninger og foredrag i arkivet for 500 kroner pr. påbegyndt time i museets åbningstid, ligesom I kan komme på byvandring for 950 pr. påbegyndt time. 


Hedensted Centret

En af de mange arrangementer i centeret. Foto: Hedensted Centret.

Med sin placering en lille kilometer fra motorvejen mellem Vejle og Horsens er Hedensted Centeret et nemt og hurtigt sted at komme til, næsten uanset hvor i Sydøstjylland I befinder jer.

Idrætscenteret rummer aktivitetsmuligheder i rigt mål, og I behøver ikke være medlem af husets foreninger for at svinge ketsjeren eller battet i centerets lokaler.

I ferier og på helligdage tilbyder Hedensted Centret åben familiemotion i hallerne med en masse sjove aktiviteter for hele familien.

Baner og hal kan også lejes ved at kontakte halleder Michael Christensen på michael@svom.dk.

Her er også svømmehal og fitnesscenter, hvis I har brug for en tur i bajlen eller lidt træning.

Hedensted Centret byder også på mange andre tiltag og arrangementer.I det daglige afholdes der alt fra møder til store messer, koncerter, udstillinger og sportsarrangementer i huset, så hvis I har brug for et kulturelt indspark eller lignende, er stedet oplagt at besøge.

Og når sulten melder sig, kan I læne jer tilbage i caféen på stedet, som serverer en fin palette af lette retter.