De 6 hyggeligste lystbådehavne på Fyn og øerne (2024)


Smukke Fyn er indbegrebet af hyggelighed, landlig og vandig idyl og flinke mennesker. Det samme kan langt henad vejen siges om lystbådehavne.

Når de to elementer så slås sammen, er der tale om en gigantisk cocktail af god stemning.

Derfor har vi sat os for at finde de allerbedste eksempler på hyggelige havne på Fyn og de omkringliggende øer.

Lystbådehavnene er oplagte som udflugtsmål. Også hvis I ikke har en helt præcis idé om, hvad I skal give jer til, men bare er på udkig efter et dejligt miljø at gå på opdagelse i.

Mange lystbådehavne rummer nemlig en række forskellige små og store oplevelsesmuligheder.

Kig med!


Campaya samler alle udlejningssommerhuse ét sted

Se sommerhuse på Fyn her


Avernakø Havn  

Den naturskønne havn fra landsiden. Foto: Avernakø Havn.

Lige ved siden af indløbet til Avernakøs færgeleje finder I øens fine lystbådehavn.

Havnen ud for Fyns kyst syd for Faaborg er ikke særlig stor, her er ikke en overflod af faciliteter og "forlystelser", og her er ikke et rend af mennesker.

Og netop det gør havnen så oplagt at besøge.

Slå jer ned på ved et af havnens bordbænkesæt og tag en dyb indånding.

Her er ikke andet at forholde sig til end mågerne, der hopper omkring, de vuggende sejlbåde og ikke mindst den ekstraordinære udsigt til adskillige af de andre øer i det smukke Sydfynske Øhav.

Roen og de ekstraordinært smukke omgivelser kan sende tankerne på drømmetur, og hvis I har lyst til en sejlerhistorie eller to, er det ofte også muligt at hive den slags ud af en af sejlerne ude på bådbroerne.

Der ligger en lille havnecafe i forlængelse af færgelejet, hvor I kan forsyne jer med det mest nødvendige.

I kan også leje udlejningscykler på havnen og tage på opdagelse på den smukke ø. Her er blandt andet et meget rigt fugleliv og smuk natur med blandt andet et eksemplar af det meget sjældne majtræ.


Nyborg Marina

Et sejlskib manøvrerer i havnen. Foto: Nyborg Marina.

Helt inde i bunden af Nyborg Fjord, i det centrale Nyborg med de smukke store villaer i ryggen ligger Nyborg Marina både meget naturskønt og bynært.

Her er der masser af liv med flere maritimtorienterede foreninger, en række caféer, restauranter, grillbarer og grønne områder, hvor I kan smide jer og slappe af i de smukke omgivelser. Ved middagstid kan I lægge vejen forbi havnens erhvervsdel, hvor I kan købe fisk direkte fra fiskerne.

På et af de største grønne arealer på havnen ligger der en fin legeplads med tilknyttede borde og bænke, hvor I kan nyde madpakken. I kan også grille et par frankfurtere på et af grillstederne, der stilles til rådighed flere steder på havnens arealer. Længere ude på havnen finder I også en hoppepude. 

Nyborg Marina ligger få minutters gang fra den stemningsfulde bymidte, som blandt andet rummer Danehof-slottet Nyborg Slot, hvor datidens danske spidser satte retningen for landets udvikling.

Nyborg er en livlig handelsby, hvor der løbende bliver arrangeret alt fra ridderturneringer, markeder og friluftsteaterstykker, som kan iagttages fra landets ældste friluftsscene. Havnen er et rigtig godt udgangspunkt for jeres ekskursioner ud i den hyggelige by på kanten af Storebælt.


Assens Havn og Marina

Store sejlskibe i front og massevis af sejlskibe i baggrunden. Foto: Assens Havn og Marina.

I finder det største samlede havneanlæg i Lillebælt i Assens.

Her ligger erhvervshavnen på den ene side og den store marina på den anden inde bag landtangen, som afskærmer havnen fra vandmasserne på den anden side.

Qua havnens størrelse er der en masse at gå på opdagelse i på havnen.

Måske har I lyst til at gå forbi det gamle skibsvært og kigge nærmere på de store skibe, der ligger i havnen og er bygget i værftet.

Måske vil I udforske sejlermiljøet på den anden side af havnen i marinaen, hvor I kan falde i snak med både lokale og gennemrejsende fra andre lande.

Her er der en række sejlsportsrelaterede foreninger og centre, autocamperpladser, en campingplads, ferielejligheder og blandt andet en legeplads, så her er altid et hyggeligt leben af mennesker og dejlig ferierelateret stemning. Og masser af steder, hvor I kan slå jer ned og betragte det hele.

I kan også gå en tur helt ud på havnemolen og blive rusket godt igennem eller slå jer ned i den store grønne park i bunden af havnen.


Søby Havn

Vin på bordet og udkig til det blå og grønne. Foto: Søby Havn.

På nordspidsen af skønne Ærø midt i det Sydfynske Øhav finde I en hyggelig mindre lystbådehavn med inkarneret god stemning.

Det rolige miljø, der generelt kendetegner Ærø, er i den grad også til stede på Søby Havn, hvor der er en lille benzinstation, en købmand og en lille, hyggelig café. Her kan I købe forskellige lette retter. Fx med fisk, tarteletter og forskellige grillretter.

Der er også et lille grønt område med kombineret legeplads og grillfaciliteter. Og ikke mindst virkelig skøn udsigt til det grønne skrænter, der kendetegner Ærøs nordlige del.

Her sker ikke nødvendigvis en masse, og der er derfor rig mulighed for bare at glide ind i afslappetheden.

Hvis I vil mere på udforskning, er værftet i havnen anden halvdel værd at udforske og betragte, og så skal I ikke mindst benytte jer af muligheden for at gå på opdagelse på ikke bare Ærø, men hele Det Sydfynske Øhav.

På vej ud til Ærø kommer I forbi Bjørnø, Lyø og Avernakø, og fra havnen har I hertil udsigt til Drejø. Det giver en fin teaser for, hvor smukt der er i det fine øhav, hvor hver lille ø rummer en masse spændende oplevelser og muligheder for at gå på opdagelse.

Søby Havn er et ideelt udgangspunkt for den slags ekskursion, ligesom det er et skønt sted bare at slå sig ned i græsset og få et afbræk fra hverdagen.


Lohals Havn

Det rolige jolleområde i havnen. Foto: Lohals Havn. 

Tæt omsluttet af de største skovområder på Langeland og helt ud til farvandet mellem Langeland og Fyn finder I den lille by Lohals med godt 400 indbyggere.

Byen er grundet de grønne omgivelser og nærheden til havet et skønt sted at besøge, og det benytter mange såvel feriehusturister som sejlende sig af.

For begge grupper er Lohals Havn et naturligt omdrejningspunkt. Her er der et meget roligt miljø, men samtidig et naturligt gennemløb af mennesker, som I kan falde i snak med. Nogle ejer måske en jolle, andre en sejlbåd, og mange fortæller hjertens gerne om deres ture ud på havet.

Her er også en legeplads og et større grønt område, hvor I kan spille bold eller slå jer ned og nyde lidt mad og drikke.

Her er hertil hele to havnegriller, et spisehus og en antikcafé, hvor I kan kigge nærmere på en masse gamle genstande og antikviteter.

Er er således rig mulighed for at få et godt glas vin, en fadøl eller en kop kaffe med kage på havnearealerne, og hvis I kommer forbi Nordlangeland er det et must at komme forbi den hyggelige havn.

Så hvis du spørger dig selv, hvilken lystbådehavn man skal se på Fyn og på øerne, er Lohals Havn helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!  


Spodsbjerg Turistbådehavn

Høje master og blå horisont. Foto: Spodsbjerg Turistbådehavn.

Hvis I fortsætter lige ud af hovedvejen, der fører jer fra Svendborg over Tåsinge og til Langeland til øens østkyst, lander I i den lille ferie-/havneby Spodsbjerg.

Byens havn forbinder Langeland med Lolland via adskillige daglige færgeafgange, og havnen rummer desuden plads til såvel en del lokale fiskere og lystsejlere fra nær og fjern.

Der er derfor et skønt miljø i havnen med både professionelle og amatørfiskere i massevis.

Der er også et stort udlejningssted for mindre fiskerbåde på havnen, som giver jer mulighed for selv at tøffe ud på de blå bølger og give jer i kast med fiskeriet fra en fin lille motorbåd.

Hvis sulten melder sig, er der en fiskerestaurant på havnen, hvor I kan nyde de friskfangede fisk. Og selvfølgelig også få en kop kaffe og lidt kage, hvis sulten står i det tegn.

Med sin placering mellem Lolland og Langeland er Spodsbjerg Turistbådehavn en velbesøgt havn af både danske og tyske lystsejlere, og der er rig mulighed for at falde i snak med en sejler med masser af historier på ærmet.

Spodsbjerg er et rigtigt feriehusområde, så særligt i sommerhalvåret summer byen og havnen med hyggelig stemning. Atmosfæren er samtidig intim og afslappet, og det gør samlet havnen til et rigtig dejligt sted at besøge og spendere nogle skønne timer med smuk kig udover vandet.