”Vinitaly” vinmessen – et velsmagende mål for vinentusiaster

Verona var allerede under Romerriget et knudepunkt hvor vejene krydsedes for trafik af varer, soldater, pilgrimme og rejsende mellem Nordeuropa og Italien, såvel som mellem Milano og Adriaterhavet. Denne position har byen beholdt i over 2000 år og er i dag et vigtigt logistikcentrum og mødested.

Til den årlige vinmesse ”Vinitaly” i Verona genopleves denne intense atmosfære af at være på et sted, hvor folk fra nord, syd, øst og vest mødes med et fælles formål. Her bliver der smagt på og handlet med ædle varer. Italiensk vin har i dag i den grad udviklet sig til et kvalitetsprodukt og en business, som buldrer derud af.

Vinitaly

Vinmessen finder sted i begyndelsen af april og er også åben for private, som har lyst til at udforske det italienske vinunivers. For en dagsbillet kan man smage så mange vine man lyster, eller til benene holder til det. Blandt flere tusind udstillere fordelt på op til 14 haller er de fleste italienske vinproducenter. Det er muligt at smage på gamle kendinge, men også prøvesmage vine fra regioner og vinhuse, som man ikke kender i forvejen. Hvis vinen ikke falder i ens smag, kan man spytte den ud i spyttebøtterne som er anbragt til dette formål.

I en af hallerne udstilles udelukkende kulinariske specialiteter såsom olivenolie, pasta, risottoris, mostarda, cremer til crostini, m.m. fra nogle af Italiens 20 regioner. I samme hal kan man også smage på mange slags øl fra Italien, Tjekkoslovakiet og Tyskland.

Vine i alle regnbuens farver

Fra nogle af Italiens regioner deltager så mange veletablerede vinproducenter på vinmessen, at de har en hel hal til rådighed per region, dette gælder bl.a. Veneto, Emilia-Romagna, Toscana, Puglia og Sicilien, som er de regioner, der har den største vinproduktion og vineksport. To-tre regioner med færre pengestærke vinbønder er derimod samlet i en hal, hvilket giver et godt billede af, hvor meget vin der dyrkes i Italien og hvor vinkapitalerne er koncentreret.

Statistisk set er regionen Veneto helt fremme på en førsteplads i Italien, både hvad angår mængden af produceret vin i alt - ni millioner hektoliter i 2013 - samt andelen af italiensk vineksport, fulgt tæt i hælene af Emilia-Romagna. De sydlige regioner Sicilien og Puglia står på 3. og 4. plads, mens Toscana, som før red højt på Chianti bølgen, nu må nøjes med en 5. plads.

Vine fra Emilia Romagna

Veneto står faktisk for 3,2 % af den samlede verdensproduktion af vin og er uden tvivl den region, der byder på flest kendte kvalitetsmærkede vinvarianter med grønne og blå druer – her under Amarone, Ripasso, Valpolicella, og Prosecco for blot at nævne nogle velrenommerede vine. Da man ønsker at forstærke positionen på det internationale vinmarked, gøres en stor indsats i Veneto med offentlige såvel som med private initiativer.

Vinmesse

Messen Vinitaly varer 4 dage og det kan anbefales at sætte et par dage af på den, hvis man blot skal have et nogenlunde indtryk af, hvad der tilbydes af vin og andre delikatesser. Da det er både uhyrlig dyrt og svært at finde indkvartering i Verona, mens vinmessen står på, kan det anbefales at indkvartere sig ved Gardasøen og køre ind til byen, som blot ligger 30-40 km fra Peschiera, Desenzano, Lazise eller Bardolino.


Har du fået smag for mere? I en af vores kommende artikler kan du læse om vingården i Valpolicella, hvor Amarone og Ripasso blev født. Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så går du aldrig glip af en artikel om spændende destinationer rundt omkring verden.