Når jeg nævner Marche over for danskere, ser man undrende på mig. Marche? Det siger ikke umiddelbart noget. Når jeg så påpeger, at det var i denne region, at TV-serien ”Min italienske drøm” blev optaget for nogle år siden (i 2009), nikker mange genkendende.
Serien var baseret på, at fire udvalgte par skulle istandsætte og indrette en Bed & Breakfast i den lille by Rosora og konkurrere om, hvem der kunne score flest points blandt dommerpanelet, som var sammensat af Rosoras lokale beboere. Vinderparret ville som præmie få lov til at erhverve den renoverede B & B til en fordelagtig pris og drive den for at udleve deres italienske drøm om en tilværelse i Italien.
Mange år inden denne serie blev til, nemlig i halvfemserne, udlevede jeg en af mine italienske drømme tæt på Rosora, nærmere betegnet 50 km NV derfra, ved byen Pergola.
Italien består af 20 regioner. Regionen Marche ligger groft sagt på samme højde på landkortet som regionen Toscana, men ud mod Adriaterhavet. Det er en region med en lang kyststrækning fra Pesaro i nord til San Benedetto del Tronto i syd. Derudover består landskabet hovedsageligt af et smukt bakketerræn afbrudt af nogle mindre bjergkæder og skovområder. Marche er en decideret landbrugsregion suppleret med en del industri, fiskeri og turisme.
I den nordlige del af regionen, i provinsen Pesaro Urbino, boede jeg gennem ti år i et charmerende stenhus, som bestemt var over hundrede år gammelt, omgivet af idylliske landskaber med bølgende bakker, grønne skove og gamle gårde. I begyndelsen var huset nærmere betegnet en ruin, da det ikke havde været beboet i over 30 år. Først efter en grundig renovering, som jeg selv deltog i hver dag - til håndværkernes store forbavselse - blev det til et dejligt hjem præget af hygge med et skandinavisk islæt.
I 1960’erne buldrede det derudaf i den italienske industri og mange landmænd foretrak at forlade deres fødeegn for at tage til Milano, Torino eller andre norditalienske byer og arbejde på en fabrik, frem for at være landmand syv dage i ugen og ofte kun opnå en ussel årsindkomst baseret på høsten, der var afhængig af vind og vejr. Denne flugt fra landet medførte, at utrolig mange huse og landejendomme i afsides liggende områder i årtier stod forladte og tomme hen.
I 1980’erne begyndte det at vende, da mange unge italienere og nogle få udlændinge, som var vokset op i en storby, ønskede at forlade bylivet med smog, trafik, stressende arbejde og livsrytme for at skabe et bedre liv med mere livskvalitet på landet, på bekostning af en fast indkomst. Således blev mange ødegårde købt op af modige folk fra Norditalien eller Nordeuropa, som ernærede sig med økologisk landbrug, fårehold, kunsthåndværk, alternativ behandling og agriturismo (bondegårdsferie). Efterhånden som efterspørgslen på forladte landejendomme steg, røg priserne også i vejret. I dag er det næsten forbeholdt velbeslåede udlændinge at købe en ejendom på landet eller i en af de idylliske småbyer i Marche.
På alle årstider er landskaberne i Marche utroligt smukke og forekommer ofte at være malerier. Om foråret er de flade terræner og bakkerne klædt i lifligt grønt og ligner et overflødighedshorn af frodighed. Hen på sommeren skifter landskabet mellem gyldne kornmarker og gule skråninger, hvor solsikker står som ranke soldater, der alle stråleri samme retning.
I august ses brune sletter, hvor jorden allerede er pløjet, og grønne marker med sukkerroer, som først høstes senere. I oktober/november er landskabet en kæmpe farveeksplosion, da der mellem markerne vokser skov med mange slags løvtræer – her spænder farveskalaen om efteråret mellem gule, røde og brunlige nuancer. Om vinteren kan man op til flere gange opleve at se alle bakker dækket af et hvidt lagen, når der falder sne. Især ved nætter med fuldmåne giver det landskabet et helt eventyrligt skær.
Marche er et geheimtipp, som det absolut kan anbefales at udforske, hvis man er til smuk natur, god mad, vin, olivenolie og små spændende befæstede middelalderbyer beliggende på bakketoppe med fantastiske udsigter. Befolkningen er gæstfri, åben, flittig og stolt af deres idylliske region. Er man til shopping er der et stort udvalg i mange velassorterede forretninger.
I Marche fremstilles adskillige kvalitetsmærker inden for sko og tasker. Byerne Pesaro, Ancona, Macerata og Ascoli Piceno, som er hovedsæder for de fire provinser af samme navn, sørger sammen med byerne Urbino og Fabriano for beskæftigelse og kulturelle tilbud. Pesaro holder hvert år en Rossinifestival med operaforestillinger, for at fejre byens komponist og i Macerata er der opera under åben himmel om sommeren.
I Marche sætter de indfødte pris på god mad og vin, hvilket naturligvis også kommer gæster til gode ved forskellige fester og markeder gennem årets løb. I den nordlige del af Marche kan man for eksempel deltage i følgende enogastronomiske begivenheder:
Langs med Via Flaminia, som stammer fra Romertiden, og er en af de syv store veje der fører til Rom, valfarter trøffelelskere til den lille by Acqualagna. Her holdes der gennem hele oktober måned trøffelmarked hver weekend. Ved de mange små boder sælges forskellige produkter såsom trøffelolie, trøfler på glas, trøffelcreme osv. med sorte trøfler, såvel som produkter med den betydeligt dyrere hvide trøffel. Hvis man ønsker at erhverve et frisk eksemplar af ”det hvide guld”, kan man komme til at lange trecifrede eurosedler over disken, alt efter trøffelknoldens størrelse. Trøflerne findes i skovene i området og vokser især i nærheden af egetræer. Trøffeljægere opdrager såkaldte trøffelhunde til at finde trøflerne, men efter sigende skulle grise og vildsvin også have næse for trøfler.
I byen Pergola holdes der den sidste weekend i juli hvert år en Festa del Vino (vinfest), som er en meget folkloristisk begivenhed, hvor der spises og drikkes ved langborde i det fri.
I det historiske centrum indrettes der til denne lejlighed i private boliger og rum, som ligger ud mod gaden, provisoriske køkkener i tre dage, mens vinfesten står på. Her tilbereder de lokale beboere enkle egnsretter, ledsaget af de lokale vine som blandt andet er rødvinene Vernaccia og Montepulciano eller hvidvinen Verdicchio. Når man har spist en ret ved et traktørsted går man evt. videre til et andet for at smage en anden ret og deres vin og så fremdeles. Har man derimod lyst til en svingom efter middagen, spiller et kapel hver aften musik til dans under åben himmel.
Som meditationsvin kan anbefales at prøve Pergolas specialitet: Visciolata – en vin som tilføjes mørkerøde sure kirsebær (visciole) og sukker. Kirsebærvinen har en markant aroma, sødme og smag af kirsebær, som især tiltrækker det feminine køn. Italienerne har en forkærlighed for tørre kager og gør ikke megen brug af fløde og smør.
Således får man både på restaurant eller hos private ofte serveret en crostata (tør mørdejstærte typisk med hjemmelavet marmelade), tørre småkager eller cantuccini (toskanske tvebakker med mandler). Som sagt er det alle forholdsvis tørre kager, med mindre de er bagt samme dag, men sidstnævnte småkager cantuccini smager fortræffelige, når de dyppes i og nydes med et glas Visciolata!
I en af vores kommende artikler kan du læse mere om Marches yndige kroge, seværdigheder og lækre specialiteter.