På opdagelse i Pavia: rig på stemning, historie, udsøgt mad og vin

Tag bilen, eller hop på et tog i Milano, med destination Pavia. En kort tur på kun 30 minutter, som bringer dig flere hundrede år tilbage i historien. En tur i tidsmaskinen. Sådan føles det når man, med Milanos skyskrappere i horisonten, står af toget, eller parkerer bilen, og begiver sig på opdagelse i den lombardiske by på knap 100.000 indbyggere. 

Trods moderne butikker og kontemporær arkitektur, emmer Pavia af historie og glemte tider. Fra longobardernes storhedstid til middelalderen og oplysningstiden, Pavia har flere gange været centrum for historiens begivenheder. 

Det har sat sine spor ikke blot i bygninger og pladser men i selve atmosfæren. Når man i de små gyder eller på de åbne pladser bevæger sig i fodsporene på Albert EinsteinGolgi eller Volta sanser man tydeligt byens stolte arv.   

Pavia Slot

Et af verdens ældste universiteter

Pavia huser hvert år omkring 20.000 studenter fra hele Italien. De modtager undervisning i de aulaer som engang var den daglige skolebænk for blandt andre nobelpristageren Golgi og  fysikeren Volta (navngiver til måleenheden Volt). Nogle kilder hævder endda at Christoffer Columbus studerede her inden han drog til havs. Grundlagt allerede i 1361 af Gian Galeazzo Visconti er Pavia et af verdens ældste universiteter specielt berømt for fakulteterne for Medicin og Jura.

Selvom dele af universitetet i dag befinder sig udenfor byen, er de antikke bygninger i centrum stadig hovedsæde for litteratur, jura, kunst og sprog. Toetages bygninger danner grundlag for adskillige gårde forbundet med hinanden af lange buegange (med over 300 søjler). Man har her direkte adgang til aulaer og biblioteker. På de lange gange og i de brolagte gårde kan man betragte skulpturer af tidernes berømte studenter og undervisere.

Pavia Universitet

 

På pladsen Leonardo da Vinci, på vej ud af universitet, finder man den imponerende Aula Magna opført i 1850 og Salone del Quattrocento som i 1400 udgjorde et af Universitets første aulaer.

Pavia Aula Magna

Hvis man ad hovedindgangen bevæger sig op på anden sal finder man biblioteket. De gamle sale beklædt med bøger fra gulv til loft fascinerer ved første blik. Det er en unik oplevelse at betragte dette magiske sted grobund for århundredes forskning og studier. Medbring en bog og tag plads, hvor Volta og Golgi engang har siddet.

Hundrede tårne, hundrede historier

Pavia blev kaldt for de hundrede tårnes by på grund af de mange karakteristiske smalle tårne, som engang rejste sig over de røde tage i hvert et hjørne af byen. Tårnene var symbol på de adelige familiers magt og rigdom. 

Hver gang en af de adelig familiers førstefødte kom til verden, vel og mærke hvis dreng, rejste man et tårn. Familiens betydning modsvarede tårnets højde. Nogle af de højeste, som stadig våger over byen, er mere end 50 meter høje.  

Pavia Torri

Hovedstad i ”de langskæggedes” kongerige   

Pavia, grundlagt af præ-romerske folkeslag, blev efter Romerrigets fald hovedstad i longobardernes, også kaldet ”de langskæggede”, kongerige. Fra denne tidsalder stammer blandt andet Basilica di San Michele Maggiore færdiggjort i 1155. De mange arkitektoniske overleveringer - domkirken, slottet, den berømte overdækkede bro – vidner alle om den vigtige rolle byen spillede i middelalderen og renæssancen.

Pavia Slot

Over 500 arbejdere knoklede dag og nat og efter ganske kort tid - kun 5 år – blev sidste sten lagt og hertugen flyttede ind. Selvom store dele af slottet blev tilintetgjort af franskmændene under slaget om Pavia i 1525, kan man i dag besøge de to tårne og den forreste del af slottet. De prægtige vinduer er også de oprindelige. Udover det permanente museum for renæssance kunst, huser slottet temporære udstillinger, begivenheder og koncerter.  

Pavia Domkirke

Ikke langt fra slottet finder man domkirken, som man må kigge forbi, når man besøger Pavia. Kirken blev grundlagt i renæssancen på et projekt af Bramante, inden han tegnede San Pietro i Rom. Domkirken i Pavia blev således prøven på det som senere skulle blive Bramantes mesterværk. 

Med den femte højeste kuppel i Italien, overvældes man af de vældige dimensioner og rige udsmykning. Efter adskillige års restaurering er kirken i dag igen åben for besøgende.

En gåtur langs Ticino med den berømte Ponte Coperto

Firenze har sin Ponte Vecchio. Pavia sin Ponte Coperto.  Broen, som oprindeligt blev bygget i 1300-tallet, forbinder det historiske centrum med det karakteristiske Borgo Ticino. Under bombardamenterne i 1944 blev broen alvorligt beskadiget. Efter mange overvejelser blev det i 1948 besluttet at destruere hvad der var tilbage og genopbygge broen efter de oprindelige tegninger. Den nye bro stod færdig i 1951. 

Selvom flere mener at det nuværende resultat ikke modsvarer den oprindelige forbindelse mellem de to bydele, er broen dog en yderst bemærkelsesværdig og særlig konstruktion.

pavia ponte coperto

Fra Universitetet og domkirken når man broen ad Strada Nuova, en del af gågaden i Pavia. Mens man bevæger sig fra en seværdighed til en anden kan man således lige nå en skobutik eller to. Pavia og omegn er nemlig specielt kendt for sine sko, men byder naturligvis også på et rigt udvalg af tøj og design butikker på bedste italienske manér.

Når man har betragtet broen og måske besøgt Borgo Ticino på den anden side, kan man gå en tur langs floden eller nyde et glas vin på en af de charmerende båd-caféer.

pavia flou Ticino


En kulturel rejse gennem tiderne  
 

Bliv i Pavia om aftenen og gå på en af de mange små og hyggelige trattoria’er, eksempelvis omkring domkirken. Langt tilbage i historien er der blevet dyrket ris i Pavia og omegn. Der findes derfor mange traditionelle risretter, som er værd at smage. 

Man kan kombinere med et velsmagende glas Oltrepò Pavese, den lokale vin der dyrkes i bakkerne ikke langt fra byen. Udover ris og vin, er egnen også kendt for sin salami (eksempelvis salame di Varzi) og sine små ravioli.   

Smag på traditionens kulinariske hemmeligheder, den rige kunst og tidernes arkitektoniske overleveringer. En autentisk sanseoplevelse - fra Voltas skolebænk til Ponte Coperto og floden, hvor Albert Einstein svømmede som barn. 

Pavia - en kulturel rejse gennem tiderne fra longobarderne til de små moderne butikker med Prada og Gucci i vinduerne.  

Vil du vide mere om Pavia og Italien? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så giver vi dig besked om vores næste rejseeventyr.