Fire fede ferieaktiviteter ved Limfjorden
 

Fire fede ferieaktiviteter ved Limfjorden

Limfjorden byder på mange spændende aktiviteter for hele familien! Foto: Skive Fjord Camping.

Overvejer du at tage familien med en tur til Limfjordsområdet? Det kan vi godt forstå - det er der nemlig masser af gode grunde til!


Limfjorden strækker sig fra Aalborg i øst til Thyborøn i vest. Fra regulær til labyrintisk. Den forbinder Nordsøen og Kattegat og skiller Den Nørrejyske Ø fra resten af Jylland.

Det lange sund, som Limfjorden i virkeligheden er, byder på alt fra fjordforhold til stille kroge og voldsom vestenvind. 

Her er noget for enhver smag, hvad enten man vil surfe, sejle, sole sig eller på safari.

Læs mere om de mange muligheder herunder, hvor vi har samlet en håndfuld af de fedeste ferieaktiviteter langs Limfjorden.


Østerssafari

Du kan finde bunkevis af lækre Limfjordsøsters - og du må tage dem med hjem! Foto: Dansk Skaldyrscenter.


Ved Limfjorden kan du ikke bare finde østers - flere mener faktisk, at Limfjordsøsters er verdens bedste.

Hvis du ikke har været ude at samle østers før, så er der hjælp at hente. Dansk Skaldyrscenter i Nykøbing Mors arrangerer nemlig østerssafari i otte af årets måneder.

En tommelfingerregel, når man skal samle skaldyr, er, at man kun skal samle dem i måneder, som indeholder et r. Der er altså IKKE østerssafari i maj, juni, juli og august. Det skyldes algeopblomstring, som kan forekomme i måneder med mange solskinstimer.

Hvis du tager på østerssafari med Dansk Skaldyrscenter, er lån af waders med i prisen. Det anbefales dog alligevel at have lidt skiftetøj med, da turen godt kan gå hen og blive lidt våd og beskidt.

Alle de østers, du kan samle, må du tage med hjem, og efter safarien kan deltagerne smage på fangsten med et glas vin på Dansk Skaldyrscenter.


Surfing

Der er masser af surfmuligheder på Limfjorden. Foto: Skive Fjord Camping.


Er du til vandsport? Så er der godt nyt!

Der er rig mulighed for at prøve kræfter med både windsurfing, kitesurfing og Stand Up Paddle.

Ved Limfjorden er der nemlig talrige surfspots for både erfarne og nybegyndere. Der er surfspots langs det meste af Limfjorden, så du kan vælge lige netop det spot, som ligger bedst for dig, og som passer til dit niveau.

For nybegynderen er det ideelt at besøge surfspottene ved Venø, Virksund og Handbjerg Marina. Her er vandet relativt lavt og stille, og særligt på den østvendte side af Handbjerg Marina behøver man ikke frygte strøm.

Ved Handbjerg Marina er det i øvrigt muligt at leje en Stand Up Paddle, hvis man vil prøve kræfter med dét, ligesom der også er mulighed for at få en bid mad på Restaurant Pavillonen eller Café Riddersholm efter aktiviteterne.

Ejsing Strand er meget populært blandt wind- og kitesurfere, da vandet er lavt, mens vestenvinden giver mulighed for både en stille træning og hårdvindssejlads.

Skive Fjord er forbeholdt erfarne sejlere - men de besøger også fjorden flittigt. Det skyldes, at dens beliggenhed giver nogle særligt udfordrende vindforhold.

Også vind- og vandforholdene ved Handbjerg Marina og Glyngøre giver nogle gunstige betingelser for den erfarne surfer.


Limfjordssafari

Der er også vandsport af den knap så hurtige slags. Foto: Skive Fjord Camping.


Safari. Det lyder meget eksotisk, og det er det på sin vis også. Men du skal nok alligevel kigge langt efter løverne, zebraerne og elefanterne på de her safariture!

De foregår nemlig på og ved Limfjorden.

Udover at se på alverdens havdyr inde i Jyllandsakvariet tilbyder akvariet nemlig også ture "ud af huset", herunder to forskellige sælsafariture og ravsafari, hvor du kan lære at finde dit eget rav.

Vil du helst ikke helt ud, hvor det gynger, har du mulighed for at tage på sælsafari med traktorbussen "Spætten". Her kan du tage din kikkert med dig, og se hvordan sælerne ligger og breder sig på sandbankerne.

Har du ikke noget imod lidt bølgeskvulp og havsprøjt, så skal du helt sikkert prøve at tage på sælsafari i Jyllandsakvariets motorbåd!

Det er nemlig ikke bare en motorbåd. Det er en motorbåd med glas i bunden - den første af sin slags i Danmark. Herfra kan du opleve sælerne - og alle de andre spændende havdyr - i deres rette element.


Sejlads på Limfjorden

Der er masser af muligheder for at sejle på Limfjorden med både store og små fartøjer. Foto: Maja Bech Jordal.


Sommerferien er overstået, og efteråret er stille og roligt ved at sætte ind. Så hvad nu?

Hvert år i uge 37 afholdes Nordens største træskibssejlads, Limfjorden Rundt. Den varer seks dage og går gennem Løgstør, Nykøbing Mors, Struer, Thisted, Fur og Skive. Der er der dømt lækker stemning og havnefest for alle pengene!

En anden mulighed for sejlads på Limfjorden er startet op af "Enjoy Limfjorden" i 2017. Konceptet går under navnet "Havnehop - smagen af Limfjorden til søs". På turene har du mulighed for at sejle med den gamle færge Venøsund rundt i Limfjorden og undervejs smage på nogle af de lokale delikatesser.

Er du til de lidt mindre fartøjer, så er der også masser af muligheder for at leje kajak langs Limfjorden.

Ved Handbjerg Marina kan du eksempelvis leje både hav- og familiekajak samt "sit on top"-kajakker, alt sammen til en meget favorabel pris.

Hos Vestjysk Kajak tilbyder de - udover leje af kajak og tilbehør - også kurser. Så hvis du går med tanker om at skulle på en lidt længere kajaktur, skulle du måske slå et smut her forbi først.


Langs kysten er vandet så stille, at man uden problemer kan sejle kajak - selv som nybegynder. Foto: Skive Fjord Camping.


Hvis du er på udkig efter en aktiv ferie med vandet i centrum, er der få steder i Danmark med lige så mange muligheder som ved Limfjorden.

Mange områder langs fjorden endnu ikke overrendt af turister, så der venter dig en autentisk og naturskøn ferie i ved Limfjorden.

Kunne du tænke dig at holde ferie ved Limfjorden, så find mere inspiration her.