Ferie i Ebeltoft

På spidsen af Djurslands næse og omgivet af vand ligger Ebeltoft. Ebeltoft er en af Danmarks gamle købstæder, og når man går rundt i byen, er det ikke svært at se, hvorfor den er så populær for turisterne.

Ebeltoft summer af liv overalt, hvor vi kommer hen. Der er masser af turister i byen, og de gamle smalle gader i byens midte indbyder til, at man går på opdagelse i den hyggelige lille købstad. 


Sommerhusområde i Ebeltoft. Foto: Campaya.dk.


Ebeltoft har været en badeby for de bedre stillede århusianere siden 1890´erne, og når man kører langs kysten, vidner de smukke gamle sommerhuse om en tid, hvor man tog på feddet for at bade og holde ferie. I 60´erne kom folkeboomet til Ebeltoft, og flere fik råd til at bygge sommerhuse i området. Det betyder, at der i dag er meget store sommerhusområder i og omkring Ebeltoft.


Gammelt sommerhus i vandkanten ved Ebeltoft. Foto: Campaya.dk.


Det er praktisk talt umuligt at gå ret langt i byen, inden man støder på vandet, og mange af de skønne sommerhuse, vi passerer, ligger nærmest i vandkanten eller så tæt på, at udsigten er formidabel.


De snoede og brostensbelagte gader i Ebeltoft. Foto: Campaya.dk.

Storstranden i Ebeltoft på en solrig dag. Foto: Campaya.dk.


De mange kyster omkring Ebeltoft betyder, at byen er indhyllet i smukke strande. Men selv på en dag, hvor vejret arter sig fra sin knap så heldige side, er der masser at give sig til i byen. 


Café Kræmmerhuset. Foto: Campaya.dk.

Fregatten Jylland. Foto: Campaya.dk.

Det gamle rådhus. Foto: Campaya.dk.


Byen huser utallige gallerier, og flere anerkendte glaspustere er ligeledes beskæftigede i byen. Lige overfor Fregatten Jylland ligger Pust Glasværksted, og når man træder ind over dørtrinnet, mødes man med det samme af mange meget smukke og forskelligartede glasskulpturer. 


Pust Glasværksteds fine lokaler. Foto: Campaya.dk.

Ejerne af Pust. Foto: Campaya.dk.

Kreation af glasskål. Foto: Campaya.dk.


Tæt ved glasværkstedet ligger Glasmuseet Ebeltoft. Museet er let at finde midt i byen, og der er masser af parkeringsmuligheder på pladsen mellem glasmuseet og Fregatten Jylland. Museet har også sit eget glasværksted og arrangerer forskellige aktiviteter for børn og voksne, der fx kan låne en børnekuffert og sammen gå på opdagelse i museets mange haller.


Glasmuseet Ebeltoft. Foto: Campaya.dk.

Børnekuffert til opdagelsestur i Glasmuseet Ebeltoft.

Børn på opdagelse i Glasmuseet Ebeltoft.


På den anden side af parkeringspladsen ligger Fregatten Jylland, der er byens største varetegn og seværdighed.

Fregatten ligger i vandet og er tilknyttet et museum på land. I det samlede museum er der gjort en dyd ud af at fortælle fregattens historie på en både faktuel, men også underholdende måde.


Fregatten Jylland. Foto: Campaya.dk.


Hvis du gerne vil være lidt aktiv, er en af Danmarks bedst beliggende fodboldgolfbaner placeret lige nord for Ebeltoft med smuk udsigt over Ebeltoft Vig. Banen hæver sig hele 86 meter over havoverfladen, og det gør bestemt ikke udsigten dårligere.

Fodboldgolfbanen er placeret i forlængelse af det økologiske landbrug Tinghøjgård, og de forskellige baner tilbyder udfordringer og sjov for såvel øvede som ikke-øvede fodboldspillere. Et dejligt afbræk fra sightseeingen og butikskiggeriet i Ebeltoft.


Banen lægger op til en hyggelig dyst blandt marker og skov. Foto: Ebeltoft Fodboldgolf.

Der er udfordringer for alle, og det er en oplagt aktivitetsmulighed for grupper. Foto: Ebeltoft Fodboldgolf. 


I de mange spændende butikker i Ebeltoft finder du kunsthåndværk i særklasse. På vores tur til Ebeltoft bliver vi desuden mødt af en duft, vi simpelthen ikke kan modstå. Det er en duft af noget sødt, a la duften af nybagt kage i mormors sommerhus. Duften siver ud fra isbutikken Café Kræmmerhuset, der er ved at bage vafler til en god gammeldags isvaffel. En sand fryd for sanseapparatet.

Med en nyindkøbt molbovaffel i hånden og en oplevelse rigere, går vi op ad de smalle gader til det gamle rådhus. En ualmindelige charmerende bygning. Det er ikke svært at forstå, hvorfor gifteklare par vælger at blive viet under disse forhold. Ebeltofts gamle rådhus har i år alene over 300 vielser på både dansk, tysk og engelsk, og tidligere år har de viet op imod 700 par.

Det er en lille bygning rig på historie, og der har ligget rådhus på matriklen siden 1576. De frivillige på museet er flinke til at dele ud af bygningens mange historier, og man kan blandt andet besøge en gammel fangekælder i det gamle rådhus.


Fangekælderen under det gamle rådhus. Foto: Campaya.dk.

Det gamle rådhus. Foto: Campaya.dk.


Næsten lige ved siden af det gamle rådhus støder vi ind i et sjovt, lille museum. Siamesisk Samling. Museet blev grundlagt af Rasmus Havmøller, der arbejdede og boede i Siam (i dag Thailand) fra 1914-1933. Han åbnede i 1940 det eksotiske museum med et væld af genstande fra sine ture østpå. Der er nok at gå på opdagelse i i de små lokaler for både store og små. Se mere om museet her Siamesisk samling.


Et af de udstillede effekter i Siamesisk Samling. Foto: Campaya.dk.


På vores vej videre rundt i de smalle brostensbelagte gader, rammer endnu en duft os. Igen er det noget sødt, duften af sukker og frugt. Vores næser leder os hen til Bolsjekogeriet Mols bolsjer. I en lille baggård med en charmerende indgang af gammelt gods står vi nu helt inde, hvor duften stammer fra, og vi kan se, hvordan de farvestrålende bolsjer bliver lavet. Der er et pænt udvalg med ikke mindre end 200 forskellige slagbolsjer, og smagene er alt fra lakrids til rabarber.  Se mere Mols bolsjer.


Der bliver lavet trutti frutti bolsjer hos Mols bolsjer. Foto: Campaya.dk.


Vores dag i Ebeltoft slutter af med en middag på en charmerende restaurant i hjertet af Ebeltoft. Lige ved siden af det gamle rådhus ligger en skøn familiedrevet restaurant, der byder på veltilberedt mad bag de skæve vægge. Da vejret er klaret op, er det nu muligt for os at nyde maden i den tilhørende gårdhave. Er man til en god flaske vin, er der også rig mulighed for det, for Restaurant Mellem Jyder har nemlig også en vinkælder. Så det skulle være muligt at finde noget, der passer til menuen.


Restuarant Mellem Jyders hyggelige gårdmiljø. Foto: Campaya.dk.

Restaurant Mellem Jyders vinkælder. Foto: Campaya.dk.


Da vi er ved at forlade restauranten, bliver vi mødt af mænd med lys og sang. Vægterne i Ebeltoft ringer natten ind hver aften i sommerhalvåret, hvor de går gennem byen og synger, hvad klokken er slagen. De starter ved det gamle rådhus klokken 20, 21 og 22. Den sene time er næsten den hyggeligste, da mørket så småt er ved at falde på.

Efter en oplevelsesrig dag inde i den charmerende by går turen i morgen uden for bymidten for at udforske den omkringliggende natur. Området omkring Ebeltoft byder på noget af den smukkeste danske natur, og vi glæder os allerede til turene til Mols bjerge og Helgenæs. Turen derud skulle være malerisk og dragende.

Læs mere om vores dag til Sletterhage fyr her.