Stemningen i de danske lystbådehavne er noget særlig.
De store og små sejlskibe ligger og vugger i vandet. Sejlerne og de besøgende på havnen trasker i roligt tempo omkring. Nogle ordner et par gøremål, andre spiser en is, og det hele er med til at slå en hyggelig, maritim tone an, som er skøn at læne sig tilbage i.
Måske på en bænk med kig ud over det langstrakte hav.
De skønne havne findes i mange udgaver. Nogle er små og næsten kun kendt af de lokale. Andre er store tilløbsstykker.
Begge dele rummer en uendelig charme, og derfor vil vi gerne pege jer i retningen af nogle af de allerhyggeligste lystbådehavne i Jylland og på de omkringliggende øer.
Campaya samler alle udlejningssommerhuse ét sted
Se sommerhuse i Jylland her
Østerby Havn (Læsø)
På Læsøs nordside finder I efter vores mening et af de allerhyggeligste steder på hele øen.
Hvis I tager jer en travetur på de smukke, hvide sandstrande på det nordøstlige Læsø, støder I på et tidspunkt på Østerby Havn. Sandet glider naturligt over i havnearealerne, og på havnens anden side strækker stranden sig videre ud i horisonten.
Selve havnen emmer af afslappethed.
Her finder I flere dejlige spisesteder, et kombineret museum og kunsthal, en fiskebutik og meget andet.
Læsø er generelt en ø præget af den rolige og afslappede stemning, og det oplever I i indkarneret form på havnen.
For godt nok arbejdes der på bådene. Der spises is og handles ind. Men det hele foregår i et roligt tempo og med masser af plads til en snak med kig udover vandet.
Besøg havnen. Læn jer tilbage med solbrillerne nedover næseryggen. Og slap af.
Kaløvig Bådehavn
På vej ud af det nordlige Århus langs kysten tynder det langsomt ud i byen, og de grønne omgivelser overtager scenariet.
Lige på den anden side af et dejligt feriehusområde kommer I så til Kaløvig Bådehavn, som er et skønt grønt og blåt åndehul.
Havnen er fyldt med store og mindre sejl- og motorbåde, små fiskekuttere og joller.
Det er et rigtig hyggeligt sted at gå omkring og skue ud over Århusbugten med kig til det smukke Mols.
I kan også slå jer ned på terrassen ved hotellet på stedet og få et godt måltid, et glas vin eller en fadøl - eller måske en stor isvaffel.
Havnen udmærker sig i særlig grad ved de grønne omgivelser, den flotte legeplads og den smukke udsigt. Her er ro og fred og skøn natur.
Anholt Havn
Anholt er som et af de mest afsidesliggende steder i Danmark sin helt egen.
Her er få egentlige turistattraktioner, men her er en smuk og meget særegen natur med "ørkenen", lange ugenerede strande og masser af plads til ro og fordybelse.
Havnen er et af de største omdrejningspunkter på øen.
Her er flere spisesteder, barer og så strækker de grønne skove sig helt nede fra havnen og langt ind på øen.
Det gør havnen til et skønt åndehul mellem de blå bølger og den grønne skov, og det meget stemningsfulde havneareal emmer da også af liv og glade mennesker.
Anholt er de senere år blevet kendt som lidt af en gin-perle herhjemme, og havnen rummer da også en decideret øl- whiskey- og ginbar.
Hvis I kommer til Anholt, kommer I naturligt forbi havnen. Og det er meget sandsynligt, at jeres ferie på øen trækker jer til havnen flere gange i løbet af jeres tur.
Så hvis du spørger dig selv, hvilken lystbådehavn man skal se i Jylland og på øerne, er Anholt Havn helt oplagt. Rigtig god fornøjelse!
Gjøl Havn
I den lille by Gjøl vest for Aalborg og beliggende helt ud til Limfjorden er der etableret en hyggelig havn, som er et naturligt omdrejningspunkt for byens beboere og meget besøgt af de sejlende i Limfjorden.
Oprindeligt var havnen et lille fiskerleje, og stemningen fra det miljø sætter stadig sit præg på havnen.
I dag er de maritime bygninger dog ikke kun fyldt med fiskergrej. Her er et rigt foreningsliv med kajakroere, surfere og andre, der bruger fjorden aktiv, og hertil er der en række hyggekroge, hvor I kan slå jer ned og nyde madpakken, mens I betragter det stemningsfulde scenarie.
Havnen rummer også flere spisesteder og en legeplads til de mindste.
Vest for havnen finder i en dejlig badestrand med badebro, så havnen er et oplagt udgangspunkt til en hel dag med aktiviteter på eller i kanten af vandet.
Hvis I vil have endnu flere naturoplevelser, ligger den store Gjøl-dæmning en kort travetur fra havnen. Her kan I gå på en lille vej med de massive vandmasser på begge sider.
Sæby Havn
Sæby Havn er med god grund en af de mest opsøgte havne i det nordjyske.
Med sin beliggenhed på kanten af Kattegat midt mellem Aalborg og Skagen er havnen et naturligt omdrejningspunkt i den lystsejlads, der går omkring Jyllands spids.
Derfor er der altid et leben og en skøn, maritim stemning på havnen, hvor også de lokale samles og nyder livet.
Her er nemlig både restauranter, butikker og foreninger for ro- og kajaksport, og det er derfor altid hyggeligt at slå sig ned på havnen og nyde den maritime stemning. Måske med en is eller et godt glas vin i hånden?
I forlængelse af havnen finder i Sæbys kilometerlange strandpromenade, så havnen kan også sagtens bruges som udgangspunktet for en dejlig dag med nedtrukne solbriller og en god bog på stranden.
Havnen rummer indkarneret, god nordjysk sommeridyl.
Endelave Havn
Den lille moræneø Endelave mellem Samsø og Horsens er et meget opsøgt sted af sejlere i særligt sommerhalvåret.
I den periode er øens lille havn et summende sted fyldt med mennesker, der trasker rundt mellem hinanden og ordner ting, griller fra bådenes dæk, fanger krabber og generelt bare læner sig tilbage og nyder livet.
Det er umuligt ikke at blive påvirket af stemningen. Og det på allerbedste vis.
Havnen er et sted uden stress og jag. Den er tilpas lille til, at I hurtigt lærer de andre på havnen at kende, hvis det er det, I ønsker. Og her er en skøn udsigt ind mod Jylland, hvor I kan se Horsens Fjord åbne sig op.
I forårs- og efterårsperioderne er havnen mere rolig, og her får I for alvor mulighed for at dyrke stilheden og suge østemningen til jer.
Endelave er et minisamfund med lige godt 150 fastboende og et utal af fritlevende kaniner. Turen fra fastlandet kan klares på en times tid.
Ballen Havn (Samsø)
Den mest opsøgte lystbådehavn på Samsø hedder Ballen Havn og ligger på øens østside.
Hvert år har havnen cirka 8.500 gæsteanløb, og øen og havnen i særdeleshed ligger da også strategisk i forhold til sejladser og udflugter i de danske farvande.
Den "gave" har Ballen Havn i den grad formået at udnytte og bygge videre på.
Havnen stemning, autensitet og gode vibrationer i massevis, og her er et hyggeligt leben med sejlende og gæster i øvrigt fra hele skandinavien og Tyskland.
I forlængelse af havnen strækker de hvide sandstrande sig på hver side, og Ballen by folder sig ud indad i landet med masser af fine småbutikker med kunsthåndværk, resturanter og røgerier og dejlige arrangementer.
Ballen er stedet at være på Samsø om sommeren. Det er øhygge og maritim stemning, når det er allerbedst.
Campaya samler de danske udlejningssommerhuse ét sted. Se Campayas enorme udvalg af sommerhuse i Jylland her.
Marselisborg Lystbådehavn
Om sommeren valfarter de indfødte århusianere til et af de skønneste steder i byen for at slå sig ned og fordrive nogle timer. På bedst tænkelige måde.
Marselisborg Lystbådehavn er bygget op omkring en havnepromenade, hvor I både kommer forbi et center for vandaktiviteter såsom stand up paddle og kajak, et meget populært ishus, flere indbydende restauranter og en perlerække af bænke og hjørner, hvor I kan slå jer ned og suge havnestemningen ind.
Som en af de største lystbådehavne i Danmark er her også en stor gennemstrømning af sejlere, og de mange besøgende giver et skønt miljø på havnen.
I umiddelbar forlængelse af Marselisborg Lystbådehavn ligger Tangkrogen. Et grønt område i Århus, hvor der løbende bliver afholdt alt fra madfestivaller til gigantiske kræmmermarkeder, og havnen er også et oplagt sted at besøge, hvis I ikke helt har lagt jer fast på, hvad der skal ske. Her kan I blive inspireret af mange forskellige input. I kan sågar nyde en jeres frokost ombord på bådcaféen, der vugger i vandet.
Hvabehar!
Vejle Lystbådehavn
Vejles stemningsfulde havneområde lige ved siden af varetegnet Bølgen, den bakkede skov på den ene side og Vejlefjordbroen længere ude i vandet er et must-visit i Vejle.
I de senere år er havnen og havneområdet moderniseret gevaldigt. I dag fremstår Vejle Lystbådehavn som et smukt eksempel på en moderne havn med masser af leverum og åndehuller midt i den travle by.
Der i parentes bemærket slet ikke virker så travl, når I sidder på en bænk på havnen og ånder dybt ind.
På den ene side af havnen er der opført fint nybyggeri, og så har Olafur Eliasson ikke mindst opført det kombinerede kunstværk og byggeri Fjordenhus, som i det daglige huser Kirk Kapital, et selskab ejet af folkene bag LEGO.
Her kan I få en spændende rundvisning, og havnen er i det hele taget et oplagt sted at besøge, hvis I både vil snuse byen og naturen ind på en og samme tid. Her er masser at se og samtidig til overflod mulighed for at læne sig tilbage i afslappetheden.
Morsø Marina
Den største ø i Limfjorden i den nordvestlige og knap så befolkningstætte del af Danmark rummer en havn med masser af jordbundenhed og charme.
Morsø Marina ligger i bunden af Nykøbing Bugt i det centrale Nykøbing Mors.
Havnen er et naturligt omdrejningspunkt i livet i den næsten 10.000 mennesker store by, og I finder alt fra i caféer, grønne arealer med plads til masser af aktiviteter, foreningsliv for både sejlere og vandsportudøvere og meget andet.
Det er således et rigtig dejligt sted at slå sig ned og nyde øidyllen med kig udover den grønne bugt og Limfjordens vande længere ude.
Mors er et område af Danmark med høj til himlen og ikke mindst masser af plads. Havnen ligger det menneskerigeste sted på hele øen, men I får stadig fornemmelsen af den afslappede atmosfære og roen på øen.
Menneskene er rolige og venlige, I kan uden videre komme i snak med en indfødt, hvor I måske skal spidse ørerne en smule, hvis I kommer fra den østlige del af Danmark. Nyd roen og freden.
Brejning Lystbådehavn
Ud til Vejle Fjord, i læ af skoven og lige nedenfor det mondæne Comwell Kellers Park finder I et skønt havneanlæg.
Inde bag den cirkelformede afspæring mod den omgivende fjord ligger mindre både og større sejlskibe og vugger om kap.
Hvis I besøger Brejning Lystbådehavn er det oplagt at gå en tur ud på de cirkelformede gangbroer, hvorfra I kan kigge ud over de mange skibe, fjorden og over til de smukke grønne skove på den anden side af fjorden.
Ved siden af havnen finder I et grønt areal med en lille naturlegeplads, en grilhytte og græsplæner helt ned til vandet, hvor der er rig mulighed for at spille bold eller slå sig ned og slappe af. Havnen rummer også et rigt foreningsliv, og I finder også en fin restaurant i de maritime omgivelser.
Herfra strækker de grønne skove sig ind i landet ind til den lille by Brejning, og lidt nede af kysten ligger de hyggelige feriehusområder ved Hvidbjerg og Mørkholt.
Aarø Havn
Et par håndfulde kilometer øst for Haderslev ligger Aarø, som I enten kommer til med færgen eller ved at sejle selv.
Færgeovergangen klares på få minutter, men det er nok til at bringe jer til et helt særligt og meget fredfyldt sted.
Aarø har omkring 150 fastboende, som mestnedels bor i den lille by Aarø i umiddelbar forlængelse af færgelejet og havnen.
Havnen i sig selv er en af de mindste havne i denne guide, og der er en meget intim og hyggelig stemning i det lille havnemiljø. Her kommer I helt naturligt i snak med de andre, I møder, og her er en lille havnekiosk, hvor I kan købe det mest nødvendige.
Fremfor alt er havnen et fredfyldt sted. Her går tingene ikke nødvendigvis så stærkt, og I har rig mulighed for at læne jer tilbage og få fornyet luft ned i lungerne.
Samtidig er havnen værd at nævne, fordi den ligger i forlængelse af den lille stemningsfulde by med de smalle gader og de flotte slægtsgårde. Aarø emmer af god, maritim stemning og fred og ro.
Egense Havn
Lige ved indsejlingen fra Kattegat til Limfjorden øst for Aalborg finder i Egense Havn.
Havnen grænser på den ene side op til et stort, opdæmmet vandområde og på den anden side havet.
Det betyder, at I er fuldstændig pakket ind i vand til alle sider på havnen, og I kan derfor glæde jer til en fin naturoplevelse, hvis I besøger stedet.
Samtidig rummer havnen et levende foreningsliv med sejlere, der henover året afholder forskellige arrangementer på havnen, hvilket er med til at gøre det til et levende sted at besøge.
Lige i forlængelse af havnen finder I en fin strand, hvor I kan få dyppet tæerne eller hoppe helt ud i bølgen blå.
Det er også oplagt at tage en gåtur på digerne syd og vest for havnen, hvorfra I får frit udsyn over de inddæmmede arealer med det rige dyre- og fugleliv.
Hjarnø Bro og Bådehavn
I indsejlingen til Horsens Fjord ligger den tre kilometer lange og en kilometer brede ø Hjarnø.
I kommer til øen fra Snaptun, og færgeovergangen klares på godt fem minutter. Hjarnø Havn rummer foruden færgelejet plads til en smule sejlskibe og mindre både, men havnen er omfangsmæssigt ret begrænset.
Netop på grund af den beskedne størrelse får I med det samme en fornemmelse af, at I er kommet til et sted, hvor der er tid til nærvær og højt til himlen.
På Hjarnø kan I mærke elementerne meget intenst. Både når de raser, og når solen skinner og fuglene kvidre fornøjede fra trætoppene.
Her er nemlig ikke en masse, der forstyrrer, og I falder derfor naturligt ind i et andet tempo. Her er fred og ro og plads til eftertanke, at få læst en god bog, fange en fisk, kigge på fugle eller bare indsnuse duften af græs og saltvand.
Hjarnø rummer også en café/restaurant og blandt andet et par keramikværksteder.
Hou Lystbådehavn
Den lille havneby Hou syd for Århus er af mange kendt som den primære afsejlingshavn fra Jylland til Samsø.
Lige ved siden af færgelejet ligger Hou Lystbådehavn, som er en moderne og velbesøgt havn med mange nye faciliteter til det sejlende folk.
Stedet er også oplagt at besøge, hvis I mangler en destination til jeres søndagskøreturen. Her er en skøn maritim stemning og et spændende miljø at gå på opdagelse i.
Inderst i havnen ligger de mindste både fortøjret, og længere ude finder I de større sejlskibe. Her er rig mulighed for at falde i snak med en af de lokale sejlere, og her er også en legeplads til børnene, en café og en havnekiosk, hvor I kan forsyne jer med isene til slentreturen op og ned ad bådbroerne.
Det er oplagt at udvide gåturen lidt og gå på opdagelse inde i charmerende Hou. Den lille bys butikscentrum ligger kun et minut eller to fra havnen.
Kolding Lystbådehavn
I bunden af Kolding Fjord i det centrale Kolding finder I både byens Sydhavn og Nordhavn.
Sydhavnen ligger med den grønne skov i ryggen, og Nordhavnen ligger i et autentisk, industrielt havnemiljø med store kraner og skibe.
Begge er en del af Kolding Lystbådehavn, som er en af Danmarks største havne.
I den sydlige havn kan I se en række gamle gule træhuse, som sammen med skoven, det store beddingsområde og selvfølgelig de mange vuggende sejlbåde er med til at slå tonen an i det hyggelige miljø.
Havnen stiller grillmuligheder til rådighed for de besøgende, som også tæller autocamper-turister, og her er også en stemningsfuld restaurant, hvor I kan forsyne jer med lækker mad og drikke, mens I kigger ud over de mange skibe.
Hvis I har en spirrende interesse for sejlads, er Kolding Lystbådehavn qua sin størrelse et rigtig godt sted at besøge. Her kan I kigge nærmere på mange forskellige bådtyper og let falde i snak med bådejerne, som kan gøre jer klogere på, hvad der passer til jer.
Lemvig Marina
I Lem Vig i Limfjorden i ly af den grønne skov og med en campingplads som nabo ligger Lemvig Marina i et område med en meget rolig atmosfære.
Marinaen ligger små to kilometer fra Lemvig, og I kan gå ad "Planetstien" hele vejen ind til byen med fjorden til den ene side og et langt skovstykke til den anden. På stien kommer I forbi planeterne fra solsystemet placeret i målestok 1:1 milliard, og med normal gåhastighed svarer det til, at I går med tre gange lysets hastighed.
Stien svinger sig gennem det bakkede område i og omkring Lemvig, og den smukke natur kendetegner i det hele taget området omkring Marinaen.
Lige nordfor marinaen ligger byens badestrand, og ovre på den anden side af vejen snor Lemvig Golfklubs baner sig rundt i terrænnet.
Der er således masser at se og opleve på og ved Marinaen. Her er også en legeplads til de mindste, en butik ved campingpladsen, minigolf, ligesom der er fine faciliteter til at grille og slå sig ned til en hyggelig dag med smuk udsigt hele vejen rundt.