Vi er taget på jagt efter julestemningen og har hørt, at Tyskland gemmer på den i form af nogle overdådige og hyggelige julemarkeder.
Derfor har vi valgt at køre forbi grænsebutikkerne ved Flensborg og fortsætte ind mod centrum, hvor der eftersigende skulle være et af de skønneste tyske julemarkeder.
Julestemingen er ikke i top, da vi forlader Danmark, men allerede da vi bevæger os op imod gågaden forbi de gamle kaptajns- og købmandsgårde, begynder julestemningen at indfinde sig. Der breder sig en duft af glühwein og pandekager, gran, krydderier og brændte mandler. Da vi når gågaden, vader vi direkte ind i julen. Der er ikke mange, der kan overgå Gertrud Sand i juleoppyntning, men Flensborg må siges at være godt med i opløbet. Fra Südermarkt og gennem hele gågaden til Nordermarkt er der pyntet med lys og guirlander.

Flensborgs julepyntede gågade. Foto: Campaya.dk.

Flensborgs julemarked. Foto: Campaya.dk
Flensborgs gamle romhuse
Den gode glühwein og den lokale rom hjælper godt på julestemningen. Ved et besøg i Flensborgs gamle bydel i tiden inden jul er den varme drik „Tote Tante“ (Døde tante) et must. Den består af varm chokolade med ægte Flensborg-rom!

Glühwein - Tyskernes pandant til vores gløgg. Foto: Campaya.dk
Flensborg var fra før krigen i 1864 en del af det danske rigsfællesskab og i den tid regerede en stor handelsflåde i Flensborg. Handelsflåden sejlede mellem Flensborg og de dansk vestindiske øer. Fra Vestindien fik handelsskibene rå rom med hjem og den blev efterfølgende destilleret i Flensborg. I sin storhedstid var der over 200 romhuse i Flensborg. I dag er der to romhuse tilbage, Johansens Rumhaus og Wein- & Rumhaus Braasch.
Vi er på vores tur til Flensborg på besøg i Wein- & Rumhaus Braasch til romsmagning. Rommen er kraftfuld og krydret og leder vores tanker hen mod mad, så vi afslutter besøget og fortsætter vores slentretur mod torvepladsen Südermarkt. Da vi endelig når Südermarkt, er det lige så mundvandet driver over de mange lækkerier, julemarkedet har at byde på. Her er et stort udvalg af alskens lækkerier, pølser, laks over bål, vildsvinekøller på grill. Det virker autentisk og hyggeligt, og vi vælger at følge vores tyske værter og trodse kulden ved at indtage maden ved de opstillede borde.

Laks over bål. Foto: Campaya.dk.

Flensborg julemarked. Foto: Campaya.dk.
Mens ungerne prøver karrusellen på torvet for syvende gang, varmer vi os på en ægte tysk glühwein, tyskernes pendant til vores gløgg. Den gør sig ganske godt i ganen, og varmen kommer tilbage i de ellers så forfrosne kinder.

Der er dømt julegodter for alle pengene på julemarkedet i Flensborg. Foto: Campaya.dk.
Åbningstider
Julemarkedet i Flensborg åbner d. 21. November og slutter først d. 31/12. Der er dog lukket juleaften, første og anden juledag.
Mandag til fredag: 10-22.
Lørdag & søndag: 11-20.