I den idylliske landsby Herslev finder du det fine gamle hus på Kattingevej. I haven er der plads til ro og hygge på plænerne eller i skyggen af de gamle træer, men du kan også hoppe på trampolinen i baghaven.
Vores hus er snørklet og charmerende. Der er plads til samvær i stue og alrum, men også til at trække sig tilbage fra det sociale liv i huset i de tre værelser på førstesalen, hvor det ene har en dør og de to andre ligger forskudt fra husets fællesrum.
Herslev strand ligger knap 1 km nede af den stille vej, der er omgivet af enge. Med en lang badebro med flere niveauudgange er stranden perfekt til badning for både store og små. En lille kilometer længere nede ad vejen ligger det smukke Bognæs, hvor blandt andet havørnen bor. Går du i den anden retning, er der 2 km til Boserup skov og det smukke gamle Kattingeværk.
Fra Herslev er der busforbindelse til Roskilde, Lejre og Lejre Sagnland, men med strand, skov og mikrobryggeriet Herslev Bryghus lige rundt om hjørnet, er der slet ikke nogen grund til at bevæge sig væk!
Se også:
Nationalpark Skjoldungernes land:
https://nationalparkskjoldungernesland.dk/
Herslev Bryghus:
https://herslevbryghus.dk
Sagnlandet Lejre:
https://sagnlandet.dk/