Kommunalvalg: Sådan vil spidskandidaterne lokke flere turister til Haderslev

Et udpluk af de populære sommerhuse i naturskønne omgivelser i Haderslev Kommune. Foto: Campaya.dk.


Der er positive tendenser i turismebranchen i Haderslev Kommune, og det vil politikerne udnytte.


Det går godt med sommerhusudlejningen i Haderslev Kommune.

Efterspørgslen er stor på flere tidspunkter af året (se statistik nederst i artiklen), og meget tyder på, at udviklingen fortsætter de kommende år. Det skyldes ikke mindst, at de tyske turister igen for alvor har fået øjnene op for de danske kystområder, og her står Haderslev Kommune stærkt.

Området har med sin placering og sine mange kystområder meget af det, som både danske og udenlandske turister efterspørger.

Det skaber en situation med et væld af udviklingsmuligheder. Det gør sig selvsagt gældende i de turismebeslægtede erhverv, men det skaber også et spillerum, som kan bruges politisk til at skabe flere indtægter fra turismen og positionere Haderslev Kommune endnu stærkere som turistdestination.

Hvis mulighederne vel at mærke gribes.

Derfor har Campaya.dk lavet en rundspørge blandt spidskandidaterne til kommunalvalget i Haderslev for at undersøge, hvilke ambitioner de forskellige partier har for turismen i kommunen.

Undersøgelsen gør det klart, at flere vil sætte naturen og blandt andet projekt Acture Park i centrum for den fremtidige turismeindsats. Men det er også tydeligt, at partierne har forskellige tilgange til, hvordan der kan trækkes flere turister til Haderslev.

Herunder kan du blive klogere på, hvad de forskellige partier og spidskandidater vil gøre for at styrke turismen i Haderslev Kommune efter valget. 

Alle spidskandidater har fået mulighed for at svare, og siden her opdateres i takt med, at besvarelserne tikker ind.


1. Hvad (hvis noget) vil I gøre for at styrke turismen i Haderslev efter valget?


Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Kjeld Thrane

"Vi ser turisme, kultur og detailhandelen som integrerede dele. Vi vil prioritere et øget samarbejde mellem de tre. Haderslev Kommune er en del af destination Sønderjylland - da vi tror på, at det giver en større effekt at de Sønderjyske kommuner markedsføre sig i fællesskab, end hvis vi markedsfører os hver for sig.

Vi er nysgerrige på projektet Acture Park, der har potentiale til at kunne øge turisme indenfor de, der er interesseret i aktiviteter og action. Det er en synliggørelse og samarbejde mellem mange af de aktiviteter, vi allerede har." 


Radikale Venstre

v. spidskandidat Børge Koch

"Der er fænomener, som borgerne i Haderslev Kommune ikke har særlig stor indflydelse på, og som de kommende år vil påvirke den internationale turisme. Det har gjort Danmark mere attraktivt som turistland end tidligere. 

Vi skal naturligvis som kommune udnytte den øgede interesse for at komme til Danmark som turist til at fremme turismen og oplevelserne i Haderslev Kommune.

Radikale Venstre mener, turismen i Haderslev Kommune bl.a. kan øges ved:

  • At satse på digitalisering af turistmål; Apps, QR-koder
  • Sikre det gode værtskab gennem bl.a. pæne rene offentlige toiletter, affaldsspande, udsmykning og blomster
  • Udbygge den grønne infrastruktur, landskabsplaner; stisystemer
  • Sikre blåt flag ved flere af kommunens strande
  • Støtte op om tanken og planerne med Acture Park
  • Støtte op om videreudvikling af Tørning Mølle som oplevelsescenter."


SF

v. spidskandisat Bent Iversen

"SF ønsker især at støtte turismen på to områder:

- Synliggøre hvilke naturoplevelser, som kommunen har at byde på.

- Arbejde for at øge overnatningsmulighederne - selv om det det kommunale system næppe kan blande sig ret meget i den del, men vi mangler mere og bedre hotelkapacitet."


2. Med afsæt i den periodiske mangel på udlejningssommerhuse i Haderslev vil I så tage initiativer til at skabe et større sommerhusudbud?


Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Kjeld Thrane

"Vi vil se positivt på private initiativer og sikre et rimeligt plangrundlag.

Mht. at få flere til at udleje, der er mange forskellige grunde til ikke at udleje. Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) arbejder pt. med et lovforslag, der giver et økonomisk incitament til at øge udbuddet.

Mht. kystnære sommerhuse, så mener jeg, vi skal gøre det med stor omtanke, inden vi sætter det igang. Jeg er dog som udgangspunkt positivt i forhold til det."


Radikale Venstre

v. spidskandidat Børge Koch

”Vi er i Haderslev Kommune interesseret i at tiltrække så mange turister til vores dejlige kommune som muligt. Faktisk har vi en række områder, hvor der for tiden pågår nybyggeri af sommerhuse i kommunen. Strategien med at give mulighed for flere sommerhuse i kommunen tror jeg på sigt kommer til at løse udfordringen med periodisk mangel på udlejningssommerhuse i kommunen.”


SF

v. spidskandisat Bent Iversen

"SF betragter ikke manglen på udlejningssommerhuse  som et større kommunalpolitisk problem - så det i sig selv vil ikke føre til initiativer fra SF. SF ønsker ikke flere kystnære sommerhuse i kommunen. Sommerhusejere må selv bestemme, om de vil leje deres sommerhus ud."


3. Hvor stort fokus vil I rette mod at understøtte den lokale turismeindustri i jeres arbejde sammenlignet med andre politiske indsatsområder?


Det Konservative Folkeparti

v. spidskandidat Kjeld Thrane

"Vi har i Haderslev Kommune valgt at ligge arbejdet omkring Erhvervsudvikling hos Haderslev Erhvervsråd, der fungerer selvstændigt og løser de opgaver vi stiller. Det mener jeg fungerer godt. Her har man haft en del fokus på de traditionelle erhvervsvirksomheder. Jeg mener vi bør prioritere netop detailhandel og turisme i den kommende periode.

Haderslev Erhvervsråd arbejder med netværksgrupper omkring nyopstartede virksomheder - det tror jeg på sigt kan hjælpe med flere turistrettede virksomheder og dermed tilbud til vores turister."


Radikale Venstre

v. spidskandidat Børge Koch

”Vi understøtter allerede initiativer i kommunens erhvervspolitik, og senest har vi økonomisk støttet op om etablering af Destination Sønderjylland. Vi arbejder for tiden på en brandstrategi i kommunen, der forhåbentlig hjælper med at fortælle om alle de muligheder, der allerede eksisterer i kommunen på turismeområdet.

Dertil kommer, at vi løbende støtter op fra blandt andet kommunens eventpulje, som støtter nye større tiltag m.v.”


SF

v. spidskandisat Bent Iversen

"Ærligt - så er det ikke SFs hovedprioritet. Vi ser gerne øget turismebesøg i kommunen, men det er ikke der, vi mener, at den vigtigste kommunale opgave ligger."