Harzen - oplevelser for hele familien

Harzen lyder måske lidt støvet og kedeligt, og det vi kender Harzen bedst for er pensionisternes paradis eller Bloksbjerg hvor vi sender heksene hen til Sankt Hans, men Harzen er mere end det.

Harzen er bestemt et besøg værd, og vi giver dig i denne artikel flere grunde til at pakke bilen og køre afsted. I Harzen finder man kultur og natur side om side, der er mange populære vandre og cykelruter samt anderledes aktiviteter til børnene.

St. Servatiskirke på slotsbjerget i Quedlinburg.

Quedlinburg

Quedlinburg blev først tilgænglig for turisterne i 1990, da den ligger i det tidligere DDR. I Quedlinburg  er selve byen den store seværdighed, da byen er som et stort frilandsmuseum fyldt med smukke huse, hvor man frit kan gå rundt og nyde bygningsværkerne. Bag de fleste af facaderne leves der et moderne liv, men i flere af husene er det også muligt at komme ind bag facaderne.

Quedlinburg har ikke mindre en 1300 bindingværkhuse, og det meste af byen er fredet og optaget som verdenskulturarv af Unesco. 

Quedlinburg rådhus fra 1320. 

Goslar

Nord for Harzen, midt i idyllisk natur, bjerge, granskove og badesøer, ligger en UNESCO-Verdenskulturarvsby, Goslar. Trodsige tårne og talrige kirker, farverige bindingsværkshuse og brolagte gader danner et smukt middelalderligt bybillede.

Der findes i byen talrige caféer og restauranter, og mange forskellige forretninger at gå på shopping i hvis man er blevet mættet af alle de kulturelle indtryk, byen også har at byde på.

Der findes her et af de mest udsædvanlige industrikulturelle museer i Europa. Den tidligere malmmine Rammelsberg, som sammen med Goslars gamle bydel,  har været på UNESCOs Verdenskulturarvsliste siden 1922. I mere end 1000 år blev der udvundet malm i bjerget, og der er enestående mulighed for et indblik i minedriftshistorien.


Brocken

En af de ubetinget største aktiviteter i Harzen er vandring. De perioder, hvor der færdes flest turister i bjergområdet, er forår og efterår, hvor temperaturen for vandring er allerbedst.

Der er mange vandrestier på kryds og tværs af Harzen. En af de mere kendte er Harzer-Hexen-Steig, en 100 km lang rute fra Osterode i øst over Bloksbjerg, altså der hvor vi sender heksene hen til sankt hans,  og til Thale i vest.

Der er også en rute langs den tidligere grænse og jerntæppet mellem Øst- og Vesttyskland. Det er ruten fra Ilsenburg i nord til klosteret Walkenried i syd. Men man kan bestige bjerge uden at klatre. Der er stier til toppene, og man kan endda få hjælp til at komme op, hvis benene ikke holder hele vejen til toppen.

Det gamle damptog, Harzer Schmalspurbahnen har tre forskellige ruter, der fører en rundt i landskabet. Ens for ruterne er, at de alle ligger i Østharzen i det tidligere DDR.

Det er en særlig overvældende oplevelse for børn, at køre med det gamle damptog. Jo mere toget skal slide for at komme opad, des sortere bliver de skyer af røg, der sendes op mod himlen, og der skal noget til, for at køre op til Harzens højeste punkt, Brocken, der er 1141 meter over havets overflade.

Der er mange cykelentusiaster i området, og hopper man på jernhesten op til Brocken, er det en 5 kilometers tur med godt 650 højde meter og en stigningsprocent på 4,5.

Wurmberg

Det næsthøjeste punkt er Wurmberg. Det ligger lige i nærheden af Brocken, og der er en kabinebane hele vejen til toppen. Wurmberg ligger 971 meter over havets overflade og med en smuk udsigt over byen og naturen.

Er man taget til Harzen for at cykle, er turen op til Wurmberg også blandt toppen af stigninger i området. Der er omkring 4,5 kilometer til toppen, og her får du cirka 375 højdemeter med en gennemsnitlig stigning på 7,9 %.  Det skulle nok kunne tage pusten fra de fleste.

Thale

Har man taget turen til Thale i vest, opdager man, at der foregår noget mystisk på Hexentanzplatz i Thale. Natten til den 1. maj fortæller heksene djævelen, hvad de har udrettet i årets løb. Hvis det er noget godt, ryger de på hovedet i Bode-floden nede i dalen. Resten flyver videre til Bloksbjerg (Brocken).

Men Hexentanzplatz ligger ikke øde hen resten af året. I oktober sadler hekse og tryllekunstnere, magikere og fidusmagere igen kosteskaftet op for at rejse derop.

Vi andre dødelige kan tage svævebanen fra Thale til tops for at lytte med, når troldmanden lærer fra sig i sit værksted, og heksene brygger sære sager i køkkenet.

Cykling i Harzen

Harzen er et fremragende cykelområde, både for racercykel og moutainbike. Det bjergrige Harzen rummer udfordringer for både den letøvede og rutinerede cykelrytter.

Allerede nævnte ruter er Brocken og Wurmberg, der henholdvis har en længde på 4,5 og 5 kilometer. Brocken har en relativ beskeden stigningsprocent på 4,5% mod Wurmbergs på 7,9 %.

Men hvis man er til lidt mere stejle bakker end ovennævnte, kan de følgende bakker anbefales.  


Breite Straße i St. Andreasberg & Steile Wand

Breite Straßetraße i st. Andreasberg er Harzens kongestigning! På trods af dens korte længde på omkring 500 meter, har den en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,6 %, og i slutningen omkring 18%. Det skulle nok være en udfordring, der er værd at tage med, hvis man har cyklen med på ferien.

I området er der også 'Steile Wand', der er en af områdets længste bakker med sine næsten 6 kilometer og gennemsnitlige stigning på 6%. Stigningen starter i byen Altenau.

Mange vælger at bo i Hahnenklee, når de er i Harzen for at cykle. Det er en hyggelig turistby ved foden af Bocksberg (726 m), hvor der er masser af spisemuligheder og direkte adgang til den smukke natur, vandreruter og den nyetablerede Bikepark Hahnenklee, som er et must for mountainbikere.

Det er også populært at bo i Braunlage, som er et godt udgangspunkt for cykelentusiaster. Herfra kan du planlægge flere ruter og sløjfer, og du kan finde den mængde højdemeter og kilometer, som passer til dig. Her er tillige mange muligheder for at gå ud og spise eller købe ind.


På gensyn i Harzen

Harzen var et af danskernes helt store rejsemål inden charterturismens indtog i 60´erne, og det var ikke uden grund.

Der er virkeligt skønt i Harzen, og der er masser af ting at se og gøre for både store og små. Måske pensionisterne ikke har det for sig selv meget længere :-)