De fotogene giganter på Tenerife
 

De fotogene giganter på Tenerife

På den vestligste spids af Tenerife ligger ferieperlen Los Gigantes. Byen er kendt for at have Teno-bjergene som spektakulær baggrundskulisse, der omgiver byen med 500 meter høje klippevægge.


Klippevæggene har udover deres fotogene udtryk også en mere funktionel værdi. De skærmer Los Gigantos og de mere sydlige feriebyer for passatvindene og sikrer dermed byerne det bedste vejr på Tenerife og de fleste solskinstimer.


Byen er en af de ældre feriebyer på Tenerife og blev anlagt fra slutningen af 60’erne til starten af 70’erne. Der er masser af overnatningsmuligheder i området, og byen er et populært turistmål for dem, der ønsker en lidt mere stille ferie, end det feriebyerne i syd tilbyder.


Los Gigantes set fra udsigtsposten. Foto: Campaya.dk

Giganterne

Teno-bjergene er mere end syv millioner år gamle, og du kan praktisk talt se dem fra hver en afkrog af Los Gigantes. Den bedste udsigt over dem finder du på vejen ned til byen, hvor der er rig mulighed for at parkere bilen og forevige de smukke klipper til feriealbummet.


Marinaen i Los Gigantes. Foto: Campaya.dk

Marinaen

Der er altid noget tiltrækkende ved lystbådehavne, og marinaen i Los Gigantes er ikke nogen undtagelse. Her kommer man helt tæt på de høje klippevægge, og man kan nyde udsigten fra en af de mange restauranter, der ligger i havneområdet.


Har du lyst til en tur under vandet med dykkerbåde eller en tur på havet for at se delfiner, kan du finde flere forskellige turbåde fra marinaen.


Selve byen er smukt etableret op imod de store klippevægge, og grundet en gennemtænkt lokalplan er der ikke højt byggeri, der skærmer for udsigten noget sted i byen.


Tips

Los Gigantes er et virvar af snævre ensrettede gader, og det er praktisk talt umuligt at komme ind og ud af byen i bil. Det er af samme grund også vanskeligt at parkere i byen. Hvis I ankommer i bil så parker eventuelt ved den store LIDL lige ved byen, så kan I sagtens gå det sidste stykke vej og I undgår at køre forgæves rundt efter P-pladser.