Vadehavets 180 forskellige fuglearter

På Rømø fuglemuseum kan du opleve mere end 180 forskellige arter af udstoppede fugle.


Rømø fuglemuseum ligger i Toftum på Rømø.


Museet opstod, da Børge, der ejer og driver fuglemuseet, købte hele samlingen for at undgå, at den blev spredt for alle vinde. Børge valgte derfor at udfylde pensionisttilværelsen med sit eget lille museum.


Museet fortæller historien om det rige dyreliv, der er at finde i og omkring Vadehavet. De fleste udstillede fugle er vadehavsfugle, og alle fugle er beskrevet med navn, så det er ikke kun spændende for ornitologer at gå rundt og kigge på de mange forskellige arter.


Børnene, der besøger museet samme tid som os, ser også ud til at finde udstillingen af de mange lokale fuglearter spændende.


Udstilling fylder hele den ene længe af Børges lille gård, og den er lige så fin og velholdt som resten af Børges ejendom. Er Børge ikke lige at finde i museet, er han nok på havetraktoren, for til den idylliske gård er der tillige en flot og velplejet græsplæne, hvor vi tænker, at resten af Børges pensionisttilværelse bliver brugt. For hold op hvor er her flot.


Rømø Fuglemuseum ligger lige skråt overfor Kommandørgården.


Åbningstider:

Mandag lukket

Tirsdag-søndag kl. 10-17


Entré:

Voksne: Kr. 20,-

Børn: Kr. 10,-