Bork Havn: Stedet for den aktive familie

Vikinger, windsurfere og hygge i verdensklasse. Bork Havn er stedet til den aktive familieferie.


De dominerer billedet, når man kigger ud over fjorden. Surfere, der med deres farvestrålende sejl, glider hen over vandet. Under den varme sol og med vinden i håret bevæger de sig elegant hen over fjordens små bølger. Mange har valgt at benytte sig af stedets surfingskole, og nybegyndere skal ikke være bange. Man kan bunde 800 meter ud.


I sommermånederne dominere surferne billedet, når man kigger ud over Bork Havn. Foto: Campaya.dk

Bork Havn er i sandhed stedet for surfere, men byen byder også på andre aktiviteter. På Bork Vikingehavn kan familien opleve et ægte vikingesamfund. Her kan de se skibe, huse og værksteder, som de så ud dengang. Og det er rigtige vikinger, der vedligeholder stedet. Klædt i traditionelle vikingeklæder bygger de huse, laver smykker og viser rundt på stedet. Der er også mulighed for at komme tæt på en ægte vikingekamp. Hvert år mødes forskellige vikingekrigere på stedet og kæmper om det ærefulde vandrespyd.


I Bork Vikinghavn kan du opleve et vikingsamfund  med skibe, huse og værksteder fra denne tid. Foto. Campaya.dk

Ved lystbådehavnen kan du og familien nyde udsigten til bådene, der sejler ind og ud, mens I får slukket tørst og sult i en af de mange hyggelige spisehuse. Og en is skulle der også være mulighed for at få i et af de utallige ishuse. Bork Havn byder på en ualmindeligt idyllisk atmosfære. Ved stranden bader og surfer folk i det lave vand, mens andre har valgt fiskestangen som deres fritidsbeskæftigelse. Nogen står på rulleskøjter, og andre laver ingenting. Bork Havn er et frirum for aktiv udfoldelse og afslapning. Skulle familien opleve mangel på aktiviteter, ligger Legoland kun en halv times kørsel væk.

Se også:

Blåvand