Så meget kan du tjene på at udleje dit sommerhus

Foto: Campaya.dk

Hvis du ejer et sommerhus, kan der være gode penge at hente på at leje det ud nogle uger om året. Men hvor meget kan du egentlig tjene? Det vil vi via et konkret eksempel give et indblik i i denne artikel.

Tænkt eksempel. Du ejer et helt almindeligt sommerhus. Du bruger selv sommerhuset meget, men du har ikke mulighed for at være der hele tiden og vil derfor gerne leje huset ud en del af tiden og tjene lidt ekstra. Og så er spørgsmålet bare: Hvor meget kan du egentlig tjene? Det kan du blive klogere på ved at læse med herunder. Men hold tungen lige i munden, der er mange forskellige tal og regler i spil. 

Hvis vi tager udgangspunkt i et eksempel, hvor du lejer dit sommerhus ud 15 uger om året for gennemsnitligt 4000 kroner, så giver det en lejeindtægt på 60.000 kroner. De fleste udlejer deres sommerhus igennem et bureau, som tager en procentdel af lejeindtægten som betaling, typisk 25-40 procent. Hvis bureauet i det tænkte eksempel tager 30 procent af lejeindtægten, står du tilbage med en personlig lejeindtægt på 42.000 kroner.

Store skattefradrag ved sommerhusudlejning

Når du udlejer igennem bureau, er de første 21.400 kroner af lejeindtægten skattefrie. Det såkaldte bundfradrag (læs mere her). Regeringen arbejder i øjeblikket på at gøre fradraget endnu større, men indtil videre er det den sats, der er gældende.

Ud over det skattefrie bundfradrag tjener du 20.600 kroner i eksemplet. Heraf får du et skattefrit fradrag på yderligere 40 procent, hvilket svarer til 8240 kroner. Du skal betale skat af de resterende 60 procent af beløbet, hvilket i dette tilfælde betyder, at du skal betale skat af 12.360 kroner. Ved negativ kapitalindkomst (læs mere om skattereglerne her) betaler du 34 procent i skat, og når skatten er fraregnet, tjener du 8157,60 kroner på denne post i eksemplet.

Så meget kan du tjene

Efter skat og bureauomkostning kan de samlede lejeindtægter således opgøres til 37.797,60 kroner. Det er det beløb, du som sommerhusejer på baggrund af eksemplet kan stikke i lommen og eksempelvis bruge til at afbetale dit lån i sommerhuset.

I disse år er der stor efterspørgsel på de danske udlejningssommerhuse på flere tidspunkter af året, særligt i sommeren og i forbindelse med højtider og andre ferieperioder. Der er særlig stor efterspørgsel på sommerhuse beliggende tæt ved kysten, og det er yderligere et plus, hvis placeringen er i overskuelig kørselsafstand fra den tyske grænse. Der er dog gode muligheder for at udleje dit sommerhus langt de fleste steder i landet.