Skiferie i Norge for alle

Noget der er sikkert i Norge er sne. Fra november og (nogle steder) helt frem til pinsen er der snesikkert i Norge.

De mest velkendte ski områder ligger i det sydlige Norge, men der er helt igennem fantastiske skiløb op igennem hele vestlandet. Norge har evnen til at tilfredsstille både turister og eliten, og som børnefamilie er man ihvertfald godt på vej med en skitur til Norge.

De mest populære skiområder for danskerene er Hafjell og Trysil, men der er også andre dejlige områder som Hemsedal og Myrkdalen.

Hafjell

Tilbage i 1994 blev Hafjell verdenskendt, da Lillehammer var værtsby for de Olympiske Vinterlege. Her var slalomkonkurrencerne henlagt til Hafjell, som ligger blot 15 km nord for Lillehammer.

Hafjell har to børneområder med mange rare grønne pister til de børnene. Frontyard er det mest populære børneområde i Hafjell. Her er der en speciel tunnellift til børnene, masser af små hop og "racing gates" med plastikfigurer og en skovsti.

Norge er kendt for at være en kold skidestination, men Hafjell har den fordel, at den ligger i læ for vinden af træerne, og det gør den mindre kold.

Der er lange og gode pister i området, og med en faldhøjde på 830 er det en af de største, man kan finde i Norden.

Køber man liftkort til Hafjell, kan dette også benyttes på det andet olympiske skiområde Kvitfjell. Tilsammen er der over 70 pistekilometer at boltre sig på.

Hafjell er det første skiområde i de nordiske lande, der tilbyder SkiMovie - en separat bakke udstyret med automatisk tidtagning og videoudstyr. Her kan du køre om kap med dine venner og dele direkte på Facebook.

Hafjell SkiLine holder styr på dine vertikale meter, kilometer og antal ture med lifterne. Det er gratis at benytte sig af både SkiMovie og SkiLine.

Der er virkelig noget for alle! Skiskolerne her kan klare alt fra små nybegyndere til avancerede moderne skistile. Der er over 50 piste, terrænparker, adskillige lifte, Norges største netværk af langrendsløjper og et væld af restauranter.

Selv hvis du ikke vil stå på ski, kan du nemt få tiden til at gå. Norges eneste vinteråbne familiepark, Hunderfossen Vinterpark, ligger blot få kilometers kørsel fra Hafjell, og der er mulighed for byliv i Lillehammer.

Hafjell åbner allerede for skisæsonen d. 28./29. november, og  fra d. 5. december er der åben hver dag. Sæsonen strækker sig frem til 17/4.


Trysil

Trysil er Norges største skicenter med 66 nedfarter og 31 lifte. Her kan hele familien stå på ski sammen på alt fra børnepisten til sorte pister. Der findes nemlig det hele i Trysil, og så ligger det kun et par timers kørsel fra Oslo.

Trysil er et stort skiområde, hvor tre sider af fjeldet er bundet sammen af lifter og pister. Det, der gør Trysil lidt speciel, er, at sværhedgraderne er forsøgt samlet, således at begynderpisterne er koncentreret på den side af bjerget, og ekspertpisterne på en anden del. Især børnefamilier værdsætter denne opdeling, der gør det nemt og trygt at komme frem til børneområderne.

Alle børnepister flader ud for enden, og lifterne er nemme at tage - også for de mindste. Familien er virkelig tænkt ind i Trysil, og  "Smotterne" (skiskolen maskotter) underholder med leg og teater på området.  Desuden bydes der på "smotte skove" og skattejagt for børnene, hvor der køres på ski mellem træerne.

Sæsonen starter tidligt i Trysil - allerede fra omkring 1. november og helt frem til 21. april. Sne er sjældent et problem i Trysil, men skulle den mod forventning udeblive, står Norges største og mest avancerede snekanon klar til at redde dagen.  De 66 pister er i forskellige sværhedsgrader, men er man erfaren på ski skal "muren" prøves! Det er en sort piste på 45 grader - det kan få pulsen op for enhver! 

Shoppingmulighederne er begrænsede i Trysil, men de daglige fornødenheder kan handles ved Højfjeldcentret. Man kan også køre til Trysil bymidte, hvor der er et butikscenter, men udover dagligvarer er der begrænsede muligheder for shopping i Trysil.

Da det er dyrt at handle ind i Norge i forhold til Danmark, anbefales det at tage det meste med hjemmefra og så supplere op fra de lokale butikker.

Der skulle være noget for alle i Norge, uanset hvor du så vælger at holde skiferien. Men både i Hafjell og Trysil er familien tænkt ind, og det er deres helt store fordele.