Italien er i dag verdens førende land indenfor vinproduktion med op til 50 millioner hektoliter. Frankrig ligger lige i hælene, og har en længere og omfangsrigere tradition indenfor vineksport, hvilket har bevirket, at franskmænd opnår højere priser for de ædle dråber fra Champagne, Bordeaux og Bourgogne end de italienske vinbønder formår for tilsvarende italienske kvalitetsvine.
I Italien har man skriftlige kilder som attesterer vindyrkning i Romertiden, men det var først omkring 1850, at førende vingårde begyndte at eksportere de ædle dråber til USA og lande i Europa.
Selv om Italien ligger på en suveræn førsteplads, er produktionen af italiensk vin rent faktisk faldet gennem de seneste år, hvilket er en bevidst politisk handling, da der på verdensbasis produceres for store mængder vin. Således tilbyder EU kompensation til de vinbønder, som nedlægger deres vinmarker. Mens produktionen er faldet, satses der i højere grad på kvalitet end kvantitet, især med fokus på eksport, da vinsalget til italienerne er dalet konstant, siden krisen ramte landet markant i 2008. Udenlandske købere fra hidtil ukendte markeder såsom Kazakistan, Ukraine, Rusland og Kina er derimod flittige gæster på den store vinmesse Vinitaly, der holdes hvert år i Verona.
Regionen Veneto, hvor jeg bor, spænder fra Gardasøen over Verona til Venedig, og kan fremvise den største produktion samt den største andel af eksport til udlandet blandt ltaliens 20 regioner. I skrivende stund har vi 27 DOC vine og 14 DOCG vine foruden adskillige IGP vine.
Da det kan være lidt svært at finde rundt i det italienske vinunivers og gennemskue hvad DOP, DOC, DOCG, IGT og IGP står for, kommer jeg her med en forklaring omkring de betegnelser, som EU har defineret som gældende fra 2010:
VINO = Al vin som ikke har nogen nærmere geografisk definition og ikke skal fremstilles efter bestemte regelsæt (bortset fra de generelle regler omkring vindyrkning og tilsætningsstoffer).
- En vino kan derfor være noget billigt sprøjt, men sandelig også en vin af høj kaliber. Mange vingårde som fremstiller kendte DOC og DOCG vine efter de strenge regelsæt, kan godt lide at eksperimentere og har som regel ud over de gængse områdebestemte vine, et par af deres egne vine uden nogen kvalitetsmærker, men som giver udsøgte smagsoplevelser!
De kommende kvalitetsmærker er alle betegnelser for vine fra definerede geografiske områder, som har deres regelsæt, på italiensk disciplinare. Går man for eksempel ind og søger på nettet efter disciplinare amarone, så finder man forskellige indlæg og kan ved hjælp af google translator få at vide, hvad kriterierne er for dyrkning, høst og fremstilling af Amarone vin.
IGP = INDICAZIONE GEOGRAFICA PROTETTA: Beskyttet produkttype fra bestemt geografisk område, gælder for både vin og andre produkter fra landbrug. Eksempel: Aceto Balsamico di Modena IGP.
DOC vin = DENOMINAZIONE DI ORIGINE CONTROLLATA: vin af kontrolleret oprindelse
DOCG vin = DENOMINAZIONE DI ORIGINE CONTROLLATA E GARANTITA: vin af kontrolleret og garanteret oprindelse. Højeste kvalitetstrin inden for vin.
DOP = DENOMINAZIONE DI ORIGINE PROTETTA: produkt fra et defineret område, gælder både for vin og andre produkter fra landbrug. I EU er DOP fællesnævner for DOC og DOCG vine.
Indtil 2009 hed IGP dengang IGT (INDICAZIONE GEOGRAFICA TIPICA), så denne betegnelse kan stadig findes på nogle produkter.
DOC og DOCG skulle efter EU instrukser fra 2010 gå ind under den fælles betegnelse DOP, men de vinbønder som med stor indsats havde opnået et DOCG kvalitetsmærke for deres vine, var naturligvis imod dette, da DOCG står for et højere trin på kvalitetsskalaen. Derfor besluttede man i EU, at disse vine fortsat må beholde det oprindelige kvalitetsmærke, men det er også korrekt at skrive DOP.
I praksis kan der først søges om et DOCG mærke, når en vintype har haft DOC mærket i mindst 5 år.
Hvad er så forskellen mellem en DOC og en DOCG vin, hvor den første ”blot” har kontrolleret, mens sidst nævnte har både "kontrolleret og garanteret" oprindelse?
Simpelt sagt kan alle vine teoretisk være fremragende vine, uanset hvilke etiketter der pryder deres hals. Det skal også bemærkes, at smag er en individuel størrelse. Mærkerne IGP, DOC og DOCG giver dog i langt de fleste tilfælde et fingerpeg om en vins kvalitet, som det kan være en god ide at gå efter, især hvis man ikke har kendskab til vine fra det pågældende område.
Ofte står der en udførlig information på bagsiden af flasken, men måske er teksten ikke oversat. Det er dog lovpligtigt at anføre det firma, som har fyldt vinen på flaske. I nogle tilfælde er det vinbonden, i andre tilfælde kan det være en importør, som selv står for det. Eventuelt kan man ud fra navn på forhandler eller endnu bedre, hvis navnet på vinbonden er angivet, gå på nettet og se udførlige beskrivelser af vinen.
En italiensk IGP vin består af bestemte druer dyrket i et bestemt geografisk område efter et regelsæt.
Det samme gælder for DOC og DOCG vine, men med strengere regler:
Når en ny årgang af en bestemt DOC vin er klar til at komme på markedet, for eksempel en Valpolicella DOC, så indkalder vinbonden en såkaldt kommission til prøvesmagning. Dette dommerpanel skal bestå af mindst 5 personer (men kan være flere): en vinbonde, en ønolog (universitetsuddannet vinmager), en vinindkøber, en sommelier og en ONAV vinsmager. (ONAV står for Organizzazione Nazionale Assaggiatori del Vino. Jeg har gået på kursus og er certificeret ONAV vinsmager, men har ikke haft fornøjelsen af at være indkaldt til vinsmagning endnu). Alle dommere får uddelt skemaer og skal bedømme vinene ud fra 15-20 kriterier, som der gives karakter for. Hvis en vin opnår et fast ansat points bedømt på udseeende, duft og smag, er den godkendt.
Formaliteterne med regelsættet skal dog også være i orden, hvilket vil sige, at de krav som det pågældende disciplinare foreskriver vedrørende dyrkningen, høsten og fremstillingen skal overholdes og dokumenteres. Derefter ansøger vinbonden ved det lokale Corsorzio del vino, som er en slags andelsforening for vinproducenter, om at få det antal DOC halsmærker han har brug for til hele den årgangs produktion.
Ved godkendelse af DOCG vine er processen næsten den samme som beskrevet ved DOC, men med den forskel, at hvert eneste parti vin - der kan være flere partier for hver årgang – bliver testet af en kommission, som skal sige god for kvaliteten. Så ved DOCG vine er der en strengere kvalitetskontrol i sidste instans. Derudover skal vinproducenten bestille sine DOCG halsmærker hos Statens Trykkeri og får kun det antal udleveret, han skal bruge. Alle halsmærker er nummererede og bærer en kode, som man kan slå op på nettet for at se, hvem producenten er. Hvis en vinproducent får halsetiketter tilovers, må de ikke bruges næste år, men skal returneres til staten. Disse regler skulle udelukke svindel med fornemme vine som Amarone eller Barolo, da der undertiden er blevet solgt kostbare eksemplarer i udlandet, som viste sig at være forfalskninger.
Hvis du er blevet tørstig efter vin og ønsker at omsætte teorien til praksis, kan det anbefales at tage på en guidet vintur i et af de mange smukke vinområder, som ligger spredt i Italiens 20 regioner. Blandt de kendte italienske vine kan nævnes: Chianti og Brunello di Montalcino (Toscana), Barolo (Piemonte), Primitivo og Negroamaro (Puglie), Verdicchio di Jesi (Marche), Marsala (Sicilien), Vermentino (Sardinien).
Omkring Verona finder du det største udvalg i vinsorter, da vi har er en utrolig bred palette inden for hvidvin, rødvin, rosé, prosecco og dessertvin. (Alle fotos er fra dette område). De kendteste vine fra Veneto er Prosecco (Treviso), Soave (Soave), Lugana og Bardolino (Gardasøen), Ripasso, Amarone og Recioto (Valpolicella ved Verona). Alla salute!
I en af mine kommende artikler kan du læse mere om vindyrkning og fremstillingsmetoder i Valpolicella.