For et par år siden slog jeg mig ned i den nordvestlige udkant af Verona, tæt på Valpolicella, og bestemte mig for at organisere mad & vinture samt madlavningskurser, da det føltes naturligt at dele ud af den skattekiste, jeg havde samlet gennem 25 år omkring Italien, italiensk kultur, mad og vin. Efterhånden har jeg haft fornøjelsen af at besøge rigtig mange vinkældre i hele området omkring Verona, dels deltaget i et vinsmagningskursus, hvor vi i løbet af et par måneder fik smagt på over 100 herlige vine!
Blot to hundrede meter fra min bolig og femetagers højhuse begynder vinmarkerne at sprede sig, langs med floden Adige, som løber gennem Verona. De grønne vinranker pryder Valpolicella landskabet, som består af bløde bakker og skov beliggende mellem Verona og Gardasøen.
I Valpolicella, også kaldet Amaronedalen, har man skriftlige kilder, som attesterer vindyrkning i området helt tilbage til Romertiden. Selve navnet stammer fra latin og står for ”dalen med de mange kældre”. I de første århundreder af vores tidsregning fremstilledes især den søde vin Acinatico baseret på tørrede blå druer - i dag kaldet Recioto – og denne vin kan med rette betegnes som mor til Amarone og Ripasso. Det var dog først omkring 1850, kort inden det nuværende Italien blev dannet, at førende vingårde i området begyndte at eksportere vin til udlandet i anselige mængder og med en professionel tilgang.
Jeg har været ude at besigtige nogle af de vingårde, som har haft størst indflydelse på Italiens vinhistorie. Det var i en historisk vinkælder i Valpolicella, som daterer til år 1000, at Amarone blev født i 1936, hvilket skriftlige kilder kan dokumentere.
En anekdote siger, at Amarone vinen først opstod ved en forseelse: En af vinkælderens medarbejdere ”glemte” et parti af den ultrasøde Recioto, som således efter den lange og ej planlagte lagring fik en syrlig og let bitter smag i forhold til den søde forgænger. Derfor blev Reciotoens søn kaldt Amarone, da amaro betyder bitter. Den nye version faldt straks i god smag hos private forbrugere, og man besluttede sig for at fremstille den i mindre mængder.
En klog og forudseende vinkældermester gemte dog kløgtigt et parti af den nye vin med de første trykte Amarone etiketter af vejen, så de ikke faldt i hænderne på de tyske officerer, der indtog landstedet hvor vinkælderen lå som hovedkvarter under Anden Verdenskrig. Først da Italien var befriet for tyske tropper, så Amarone flaskerne igen dagens lys – og smagen var bestemt ikke blevet ringere af det lange ufrivillige eksil på et hemmeligt gemmested. Nogle af de sidste eksemplarer af Amarone fra 1936 blev for nylig solgt på en auktion i Singapore til uhyrlige summer. Om de nye ejermænd har smagt på de kostbare dråber forlyder der intet om.
De facto fremstilles Amarone med tørrede blå druer af sorterne Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara ved at følge et bestemt regelsæt, disciplinare, som gælder for fremstillingen af denne DOCG vin. Druerne bliver håndplukket i slutningen af september til begyndelsen af oktober, alt afhængig af sommerens sol og regn. Kun de bedste druer bruges og lægges ud i trækasser eller plastickasser i et lag, som derefter stilles til tørring på et loft eller andet tørt, ventileret sted i 100-120 dage. Under tørringen vendes druerne og der holdes hele tiden øje med, at der ikke udvikles mug. Efter ca. tre måneder har druerne tabt 45 % væske. De presses let, og gærer derefter i store ståltanke i nogle uger, hvorefter vindrueskallerne fjernes og den filtrerede most kommes på træfade i minimum to år. Hvis vinen lagres på fad i fire år, kan man tilføje ”Riserva” betegnelsen på etiketten. Alkoholprocenten for Amarone er min. 14 %, og vinen kan med fordel købes for at blive lagret i flere år, hvis man kan modstå fristelsen til at drikke den.
Ripasso betyder gentagelse/repetition og Ripasso vinen fremstilles med skallerne, som bliver tilovers efter gæringen af Amarone. Disse indeholder stadig gærstoffer, sukker og tanniner og tilføjes en Valpolicella vin, som har været i ståltank siden september. Der sættes nu gang i en ny gæringsprocess, og sluttelig lagres Ripasso på træfade. Enkelt sagt er Ripasso et blandingsprodukt af Valpolicella vin og vindrueskaller fra Amarone vinen. En del vindrueskaller fra Amaroneproduktionen benyttes ikke til Ripasso, men sendes videre til et distilleri, hvor man frembringer en smagfuld Amarone grappa. Grappa kan også fremstilles på vindruekvas af andre druesorter og får navn derefter såsom Chardonnay Grappa osv.
Mange vingårde er omgivet af idylliske grønne bakker og skov, mens andre ligger direkte i en af byerne i vindistriktet, blot forsynet med en wineshop, mens vinmarkerne måske er flere km derfra. Undertiden er det et bevidst valg for en vinbonde at have vinmarker i forskellige områder. Dels giver det mulighed for at fremstille en bredere pallette af vine, da hver slags jord er egnet til en bestemt druesort. Dels er der stor fare for hagl, som kan ødelægge en høst fuldstændigt, og derfor det er klogt at sprede faren, så at sige.
Valpolicella er forholdsvis tæt bebygget, dels med vingårde, dels er det velbeslåede veroneseres mondæne forstadsområde. En del velhavende familier bor i Verona om vinteren, men residerer om sommeren i den køligere og idylliske Amaronedal. I mange år var området prydet med smukke kirsebærtræer – hvilket er grunden til, at man oprindeligt brugte træfade af kirsebær til lagring af årgangsvine. Træerne måtte dog vige for at give plads til flere vinmarker, som der var bedre økonomi i. På en hektar vinmark kan opnås en omsætning på op til 200.000 € om året.
Kirsebærplantager ses i dag kun oppe i Lessinibjergene, hvor de om foråret stråler med deres smukke blomster.
Ud over de historiske vinkældre, hvor man i den grad kan indsuge atmosfæren af autentisk vingård, består naturligvis også mulighed for at besøge en af de nyere vinkældre, som er grundlagt inden for de seneste årtier, og ligeledes kan byde på overraskende smagsoplevelser. De fleste vinproducenter tilbyder at vise rundt på deres vingård (helst mod forudbestilling), hvor de forklarer omkring produktionen og efterfølgende byder på smagsprøver. Rundvisning og prøvesmagning koster mellem 10 til 20 €, alt efter hvilke vine, der smages på. Enkelte steder er prøvesmagningen gratis, men så er vinene som oftest dyrere at erhverve, og man føler sig næsten forpligtet til at købe noget.
På en organiseret vintur kan du opleve flere vinkældre på en dag. Fordelen er, at der smages på nogle kendte såvel som ukendte vine fra Verona-egnen - fra hvidvin, rosé, rødvin til dessertvin - men at du ikke selv behøver at tage stilling til, hvilke af egnens 700 vingårde, der skal udkåres til visit.
Hvis du ønsker at erfare mere om italiensk vin kan du også læse de relaterede artikler ”Vinitaly vinmesse” , ”Italiensk vin for begyndere” og "Italiensk vinsmagning på et vulkankrater".
Kunne du lide artiklen? Husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev så vi kan holde dig opdateret om vores næste rejseeventyr.