Venedig er en billedskøn by med en fascinerende historie, som turister fra hele verden forsøger at få et glimt af. Ude i Lagunen synes tiden at stå stille, men en frisk brise og en snes glaspusterier holder stadig liv i arnen – og forretningslivet - på Murano og Burano.
Italien kan betegnes som et ungt land, idet den nutidige stat først blev til et samlet land fra 1860. Dette skete især takket være den årelange indsats fra den modige og målrettede frihedskæmper Giuseppe Garibaldi og hans brave soldater, som kæmpede sig fra Sicilien mod nord gennem den ene region efter den anden for at befri områderne fra fremmede herredømmer, så Italien udelukkende kunne tilhøre italienerne.
Regionen Veneto, som ligger syd for Dolomitterne på Po-sletten, spænder fra den sydøstlige del af Gardasøen over byerne Verona, Vicenza, Padova til Venedig. Da Italien blev dannet i 1860, hørte Veneto på det tidspunkt under det østrigske kejserrige. Først i 1866 blev Veneto overdraget til Italien, som nu var et kongerige, hvis øverste magt udøvedes af kong Vittorio Emanuele. Hovedstaden var i de første år Torino, derpå Firenze, og fra 1870 valgtes Rom, den evige stad, som regeringssæde for kongeriget Italien.
I Venedig kunne man derfor i 1866 drage et lettelsens suk, da byen havde været udsat for både hærværk og uvelkommen indflydelse, først under Napoleon Bonapartes sejrstog i 1796, hvor den mægtige sørepublik Venedig led sit største nederlag i historien, og senere under østrigernes herredømme over byen fra 1815-1866. Napoleon nåede at revolutionere det smukke Venedig på hans maner ved blandt andet at fjerne halvdelen af alle kirkerne samt utallige statuer med bevingede løver – Venedigs symbol for styrke. For enden af Markuspladsen lod han en kirke nedrive og opførte en ny bygning, så pladsen blev fuldstændig lukket – det nye palæ skulle tjene som balsal, når Napoleon holdt hof.
Går man i dag langs de maleriske kanaler og ud på de solbelyste pladser i et forsøg på at indsuge denne unikke bys stemning, fornemmer man, hvor selvstændige, målrettede, kreative, egenartede og tålmodige venezianerne er, og kan forestille sig, hvilken udfordring det har været for disse hårdføre republikanere at leve under fransk og senere østrigsk herredømme.
Venedig blev grundlagt mellem det 4. og 5. århundrede, mere af nød end af lyst, idet befolkningen som boede på fastlandet blev tvunget længere og længere ud i Lagunen, for at undgå overfald og plyndringer fra forskellige barbariske folkevandringer fra Nordeuropa, som trængte sig på.
Torcello var den første ø, som blev beboet, men efterhånden øgedes befolkningen, og således begyndte man at bygge landsbyer på de omkringliggende øer. Det blev efterhånden til grundlæggelsen af den helt enestående og prægtige by Venedig på i alt 118 øer. Alle bygninger hviler på hundredvis af træpæle, som blev hamret ned i havbunden. Dette arbejde krævede utvivlsomt mange timer og meget knofedt, men endnu større beundring føler man ved at se de pragtfulde paladser i byen, når man er bevidst om, at der intet - intet! – materiale var til stede i området. Hver en pæl, hver en sten, hvert stykke træ blev fragtet møjsommeligt fra andre steder, ja endda helt fra Byzans, med båd til øerne og lidt efter lidt forvandlet til de imponerende arkitektoniske pragtstykker, vi i dag kan nyde synet af.
Dertil skal nævnes, at Venedig flere gange var udsat for brand og pestepidemier, som hver gang reducerede befolkningstallet – men øgede antallet af kirker. Under hver pestepidemi lovede man nemlig at opføre en ny kirke til Guds ære, hvis han blot ville sætte en stopper for pesten. Om det skyldes Guds barmhjertighed eller jordiske årsager, så fik hver pestepidemi før eller siden en ende, og således opførtes en ny kirke. Traditionen med at takke himmelske kræfter for et godt helbred holdes dog hvert år stadig i hævd den tredje weekend i juli med en storstilet ponton-procession over vandet til Frelserkirken på øen Giudecca, som alle venetianere deltager i.
Det var blandt andet brandfare, som tvang byens glaspustere til at forlægge deres erhverv til øerne Murano og Burano ude i Lagunen, men der var også en anden grund: frygten for industrispionage, som man i dag ville kalde det. Da glaspusterne i Venedigs storhedstid fra det 14. til det 18. århundrede var vel renommerede i udlandet for deres kunst og udgjorde en vigtig indtægtskilde i den rige selvstændige republik, var det vigtigt, at beskytte dette erhverv og dets kunstklenodier mod kopiering. Derfor måtte glaspusterne indrette deres værksteder på øerne, hvor fremmede ikke havde adgang. Et yderligere skridt blev taget, for at forretningshemmeligheder omkring glasfremstilling kunne forblive mellem ”de indviede” i håndværket. Glaspusterne oplærte deres sønner i det stolte erhverv, og det var strafbart for mandlige glaspustere at flytte fra øerne - kun for glaspusterdøtre var dette tilladt.
I dag er der en lille snes glaspusterier tilbage på Murano og Burano og det er bestemt værd, at aflægge disse øer et besøg, da de hver har deres charme og særpræg. På en kvælende varm sommerdag er det i den grad forfriskende at tage ud på øerne i Lagunen, dels for at lægge lidt afstand til de massive turistmasser i byen, dels for at se produktionen af de flotte typiske venetianske glaskunstværker og endelig kan man slappe fuldstændig af på en bænk eller cafe i skyggen og føle sig hensat til fordums tider, hvor Venedig havde fem gange så mange indbyggere som i dag, og hele tiden dyrkede en livlig handel med Orienten.
Venedig er stadig en livlig by, hvis eksistensgrundlag er turismen, og om dagen fremstår den som et farverigt inferno af tungemål og turistgrupper i alle afskygninger. På en sommerdag kommer op til 50.000 turister fra alle verdenshjørner dagligt til byen med tog, busser, bil eller på kæmpestore forurenende krydstogtskibe. I karnevalsperioden i februar og marts, kan der i weekender endda ankomme op til 80.000 besøgende om dagen!
Hvis man virkelig ønsker at nyde de pragtfulde paladser, de smukke pladser, kirker, romantiske gondoler og den eventyrlige stemning i denne enestående by på havet, bør man planlægge en eller flere overnatninger i centrum, for at gå rundt i de snævre gyder og langs kanalerne, når endagsturisterne mættede af indtryk forlader byen til søs og med tog.
Når solen går ned, venter Venedigs 57.000 sejlivede og stolte beboere på, at aftenfreden sænker sig over hele Lagunen, så de kan restituere og lade op til næste dags invasion af turister.
Kunne du lide artiklen? Tilmeld dig vores nyhedsbrev, så giver vi dig besked om vores næste rejseeventyr.