Invitation: ”……Kl. 17 bryllupsceremoni på rådhuset og efterfølgende fest lørdag den 18. september i San Casciano. Tag praktisk beklædning på, da festen holdes på en græsplæne. De som har lyst til at overnatte, må gerne tage et telt med. Eftersom vi allerede har en ejerbolig, alt til husholdningen og begge et godt job, ønsker vi ingen gaver. For os er det en gave, at I kommer og fejrer denne store dag sammen med os. Under selve festen består der evt. mulighed for at donere penge til tre internationale hjælpeorganisationer….…”
Således var ordlyden mere eller mindre, da jeg for et par år siden blev inviteret til bryllup i Chianti. Brudgommen var min gode ven, Gianni, som jeg havde kendt og delt mange gode oplevelser med gennem 20 år. Det glædede mig, at han nu i en moden alder af 58 havde besluttet sig for at formalisere forholdet med sin udkårne, som han havde to små børn med.
Gianni er lidt af en provokerende type, som er imod alle konventionelle regler, så beslutningen om at blive gift var til dels dikteret af bureaukratiske årsager, så børnene, kæresten og han kunne være beskyttet af loven. I det ærkekatolske land Italien er bryllup stadig den gængse billet til et samliv, og der gælder ingen arveregler for par som har levet papirløst selv i mange år.
San Casciano, hvor brylluppet skulle finde sted, ligger i den nordlige del af Chianti Classico området, blot få km syd for Firenze. Her i midten af Toscana prydes landskabet af vinmarker, vingårde og cypresser, så langt øjet rækker. Området bliver spøgende kaldt ”Chiantishire”, fordi mange englændere såvel som velhavende kendisser fra udlandet har valgt at bo her (bl.a. sangeren Sting). På byens rådhus vies over hundrede udenlandske par om året, især englændere, men det giftermål jeg skulle være vidne til var mellem to italienerne fra hhv. Firenze og Trieste.
Dagen inden brylluppet ankom jeg i 37 graders middagshede. Selv om vi var i anden halvdel af september var temperaturerne stadig tæt på de 40 grader, hvilket var usædvanligt varmt for september måned.
Oftest holdes bryllupper i Italien på en restaurant, hvor man sidder til bords flere timer for at fortære en ti-retters menu. Ind imellem bliver der så lavet lidt sjov og ballade, men til sidst bare længes de fleste blot efter at gå derfar. Kun sjældent er der sange, taler og dans.
Nu kendte jeg jo min ven som en meget utraditionel type, så jeg var sikker på, at han havde nogle spændende planer i baglommen. Allerede i invitationen var der hentydninger til en ”alternativ” fest uden den sædvanlige pomp og glamour.
Jeg tilbød at hjælpe med de praktiske forberedelser til brylluppet, på den location, hvor det skulle fejres. Da jeg ankom med bruden til huset på landet, var jeg i den grad positivt overrasket. Parret kunne ikke have valgt et bedre sted at holde en bryllupsfest sammen med 250 gæster, hvoraf en del var familier med mindre børn. Det var en yndig stor villa i et plan med en svømmepøl, kæmpe græsplæne, olivenlund og mark (der fik funktion som P-plads), beliggende i en dal omgivet af træer til alle sider. De idylliske kulisser i hjertet af det storslåede Toscana overgik mine vildeste forventninger!
Om lørdagen skulle vielsesceremonien finde sted på rådhuset klokken 17. Vi var mange gæster som ventede spændt foran bygningen i den hede septemberluft. Gifte skuede lidt bekymret på uret. Endelig ankom Gianni, med en halv times forsinkelse, sammen med sønnike på fire år. Store klapsalver brød ud. Han forklarede, at deres to små børn havde været urolige hele dagen og at det simpelthen ikke havde været muligt at få dem i tøjet. Han sagde også, at han måtte skuffe de som havde håbet at se ham trække i jakkesæt, for et jakkesæt det ville han end ikke have på til sit bryllup. I stedet havde han nydelige cowboybukser (til 200 € fik jeg senere at vide) og pæn skjorte. Kort efter ankom bruden, smukt klædt sammen med lillepigen på to år.
Det var første gang, jeg deltog i en bryllupsceremoni på et rådhus i Italien, og det blev en meget gribende ceremoni. Om end de to børn var ved at nå deres klimaks af ophidselse og udmattelse og skabte en del furore. Da brudeparret kom ud af rådhuset blev der kastet ris på dem. Denne skik er en meget brugt i Italien, men i nogle byer er det forbudt, fordi det tiltrækker duer og andre fugle, der som tak kvitterer med deres efterladenskaber.
Brylluppet på landet blev en uforglemmelig fest. Brudeparret havde udtrykkeligt frabedt sig gaver, men alle slægtninge og venner havde ønsket at bidrage med vådt eller tørt til bryllupsmiddagen, som var en kæmpe buffet. Således havde brudeparret allerede i dagene inden modtaget utallige flasker vin, champagne, likør og andre drikkevarer, fra de gæster som kom langvejs fra. De lokale gæster kom derimod med selve middagen: nogle venner havde stået i køkkenet hele formiddagen for at lave kyllingeleverpostej til crostini ai fegatini di pollo (ristet brød med kyllingelever) til 250 personer. Andre have forberedt ristet brød med klipfisk, speltsalat, pastasalat, rissalat, en kæmpe porchetta (rullesteg).
Der var hele lufttørrede skinker, marinerede artiskokker, forskellige grøntsagstærter samt mange slags oste. Oven på alt dette var der over 30 enorme kager at vælge imellem! Der blev spist, drukket, snakket, leget og leet meget. Senere blev der også danset til levende musik, selv i svømmepølen!
Det var en
rørende bryllupsceremoni, en fornøjelig fest med lækker og overdådig mad, men
mest af alt var der en meget varm og afslappet stemning, hvor alle kom hinanden
ved og bidrog til at gøre gildet helt unikt. 
Til sidst stod tre frivillige for en fornem indsamling (bl.a. til Læger uden grænser): næsten 28.000 Euro blev der samlet doneret af gæsterne. Det er det bedste bryllup, jeg har oplevet!