At leve i et andet land som udlandsdansker kan være en udfordring! En udfordring som udvikler sig i takt med tiden, og hvor jeg i starten mest af alt havde travlt med at installere os – min mand, jeg selv og vores to børn - og finde ud af de mest basale ting i Italien så som:
”Hvor er det nærmeste supermarked?” ”Hvor skal vi registrere os som tilflytter?” ”Hvad gør vi, hvis vores barn bliver syg?” ”Kan vi betale alle regninger på posthuset?” ”Hvordan fungere affaldssorteringen?” ”Er alle butikker lukket om søndagen?” ”Hvad findes der af aktiviteter til vores børn?” Og så videre. Og så videre.
Efter 1 år så er de fleste spørgsmål blevet stillet og mere vigtigt også besvaret enten ved hjælp ”udefra” eller ved egen hjælp og erfaring. Dermed indledes næste fase i tilværelsen som udlandsdansker, og det er den fase, hvor man vover sig ud af sin lille ”rede” for at kaste sig ud i deltagelse ved diverse arrangementer uden altid at ane, hvad det helt præcis er, der skal ske. Og det vil jeg give et eksempel på:
Festa di nonni
Begge vores børn går på en italiensk skole. Min 5-årige dreng Jonathan går i børnehave og min 7-årige pige Josephine går i skole. I oktober sidste år holdte man en ”Festa di nonni” oversat ”Bedsteforældre-dag”, hvor bedsteforældre blev inviteret til at komme medbringende småkager, og hvor pengene ved køb af småkagerne skulle gå til velgørenhed.
Det var i hvert fald hvad jeg havde fundet ud af i min oversættelse af invitationen fra børnehaven. Jeg ankommer kl. 14.30 præcis men vælger for en gang skyld IKKE at være den præcise og strækker den i stedet til 14.40 (det var jo bare sådan noget ”åbent hus-agtigt” – og desuden havde jeg heller ikke bagt småkager, da jeg var i tvivl om, hvad det præcis var for nogle kager, man skulle komme med).
På slaget 14.40 træder jeg ind af døren og ud af højttaleren lyder det ”Dove é mamma di Jonathan?” (hvor er Jonathans mor?). Til min skræk ser jeg, at hele børnehaven er fyldt med alle forældre/bedsteforældre, der sidder i rækker og venter på, at showet kan starte med alle børnene.
Jeg rækker hånden op i luften for at vise, at ”her er mamma di Jonathan”. Og så starter showet.
Den næste overraskelse er så at se min dreng stå med en grå paryk og stok
efterlignende en gammel bedstefar. Jeg kommer derefter i tanke om, at han
adskillige gange har sagt til mig, når vi har passeret den grå paryk i børnehaven,
at ”den har jeg på mor!” – og hvor mit svar hver gang har været ”ja, ja – den
er god med dig”.
Showet er igang, og jeg konstaterer at omkring mig er der borde med en masse lækre kager. På kagerne er der en seddel med et navn og et beløb, så man kan se, hvad de koster og hvem, der har lavet dem, tænker jeg. Smart!
Efter børnenes optræden, som jo selvfølgelig er sødt og rørende - (hvis man forstår italiensk) – så har min søn travlt med at slæbe mig med udenfor, hvor han vil vise mig, hvad han har lært med en basket bold. Efter 10 min. udenfor siger jeg til ham, at nu må jeg ind og købe en kage, hvorefter jeg konstaterer, at sedlen på kagerne ikke viser, hvem der har lavet dem, men hvem der allerede har købt dem. Og der er navne på alle kagerne!
Nu må jeg råbe
På det tidspunkt har jeg lyst til at råbe ud til alle, og forsvare mig selv! At hvis denne ”Festa di nonni” havde foregået i Danmark i min søns børnehave, så havde jeg selvfølgelig vidst alt, hvad der var værd at vide om den fest. Jeg havde nok også siddet i et udvalg, hvor vi sammen planlagde dagen.
Derudover havde jeg været der mindst 1 time før, så jeg kunne hjælpe med at sætte stole og borde frem. Jeg havde kendt alt til min søns optræden og havde nok også øvet showet med ham derhjemme. Jeg havde højst sandsynligt lavet to store flotte kager til dagen OG havde selv købt nogle stykker.
Det havde i det hele taget været en dag fuld af præcision, overskud, energi, kontrol og styring.
Men i stedet blev det en dag, hvor de italienske bedsteforældre må have tænkt: for det første kan hun ikke komme til tiden. For det andet ses det tydeligt, at hun ikke aner, hvad der skal ske. For det tredje har hun ingen kager med, og for det fjerde gider hun ikke engang at støtte vores velgørenhed med køb af andres kager!
”Hvorfor er hun her?” har de måske tænkt. Men svaret er simpelt: ”Fordi jeg er vild med jeres smukke land, jeres gode ma, skønne vin, jeres afslappet livsstil og imødekommende væremåde”.
Så kom pulsen da vist op!
Det var blot én historie ud af en hverdag fyldt med sjove misforståelser. Set i bakspejlet, kan jeg altid grine af dem men det er godt nok udfordrende at være i situationer hvor man føler sig fuldstændigt ude af sin komfortzone!
Lad mig afslutningsvis give et godt eksempel på italienernes imødekommende væremåde:
Jeg løber på en sti, og ud af øjenkrogen ser jeg længere fremme en ældre mand iført løbetøj, der ser ud til at vente på mig.
Da jeg kommer frem, løber han med mig, mens han spørger mig om noget på italiensk. Jeg går ud fra, at han spørger om vej, så jeg siger bare ”si, si” og peger hen ad stien.
Men han fortsætter med at tale med mig samtidig med, at han sætter tempoet gevaldigt op – og det går op for mig, at han ikke har spurgt om vej, men om vi skal følges (!!)
Da jeg efter 4-5 km er helt gasblå i hovedet og ikke kan få vejret, er jeg nødt til at indikere, at jeg stopper nu, da jeg skal den anden vej tilbage ad stien. Og resten af turen hjem foregår mere eller mindre gående, da jeg er helt færdig .... og indimellem også lige skal stoppe op og grine højt.
Det er mit liv i en nøddeskal som udlandsdansker. Og det er helt igennem fantastisk.
Kunne du lide artiklen? Husk at tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så holder vi dig opdateret på fremtidige rejsehistorier.