Fra stjernetræf til munkeliv på 25 minutter

Mens filmfestivalens hvide, toppede pavilloner ved Palais des Festivals og den kendte strandpromenade, La Croisette, fortoner sig agter, sejler den lille færge ind i smult vand mellem øerne Iles de Lérins. Île Sainte-Marguerite, der er den største med omkring 350 indbyggere, passeres til bagbord, da vi er på vej til den mindre klosterø, Île Saint-Honorat. Den ligger blot 25 minutters sejlads fra Cannes, som hvert år ved denne tid i maj ruller den røde løber ud for verdens største filmtræf med over 25.000 gæster, gyldne palmer og glamour. 

Kontrasten er til at få øje på. Mens udadvendte filmfolk, skuespillere, journalister m.fl. hektisk kæmper om opmærksomheden på fastlandet godt en kilometer derfra, drejer livet sig om det stik modsatte for de omkring 25 beboere på Île Saint-Honorat. Cistercienser-munkene prioriterer her indadvendt fordybelse, ro, tavshed og bøn. Et forhold, de besøgende forventes at respektere. 

Færge Ile Saint Honorat

Fra anløbsbroen spredes de cirka 30 passagerer ad stier til højre, venstre eller på tværs af den 1,5 km lange (øst-vest) og 400 m brede ø. Hurtigt fortoner færgens motorstøj sig og lader pinjeskovens lyde tilbage. Det findes naturligt at tale lavmælt. På vejen rundt passeres små bugter med klipper, som flere steder danner lavvandede bassiner. Her har børnefamilier fundet deres miniature Robinson Crusoe univers velegnet til søndagens ”pique-nique”.   

Saracenere på plyndringstogt

Eventuelle illusioner om den ”øde-ø” bliver imidlertid afbrudt kort efter, stien drejer om på sydsiden. I vandkanten rejser sig dramatisk et fæstningsværk med metertykke mure, der udgjorde klosteret i 1500-tallet.

Klosterborg, Ile Saint-Honorat

Borgen, der er åben for publikum og giver et godt panorama, vidner om Île Saint-Honorat's udsatte position gennem tiderne. Efter den romerske Honoratus omkring 410 valgte at slå sig ned på øen som eneboer - men ifølge overleveringen fik følge af en række disciple - blev der i 427 oprettet et egentligt klostersamfund. Omkring 732 blev dette stort set udslettet ved en massakre begået af saracenere på plyndringstogt. Sådanne raids gentog sig jævnligt i de efterfølgende århundreder.

I 1635 erobrede Spanien øen og smed munkene ud. To år efter vendte de tilbage, da franskmændene igen fik overtaget. Under den franske revolution blev klosteret nok engang lukket for at genopstå i 1859, hvor biskoppen af Fréjus købte Île Saint-Honorat. 10 år efter etablerede Cistercienser-ordenen sig på øen og har været der lige siden.

Abbaye de Lérins

Til højmesse i klosteret

Med overblik fra et skydeskår øverst i fæstningsværket besluttes, at næste stop skal være det fungerende kloster, der ligger omkring hundrede meter inde på øen. Et kvarter senere står vi foran det smukke indgangsparti ved Abbaye de Lérins. 

Abbaye de Lérins

Fra portner-bygningen leder en kort palme-allé os ind til kirken, netop som højmessen klokken 11.25 går i gang. En snes kutteklædte munkes stille entré og messende sang formår tydeligvis at fastholde de omkring 25 besøgendes opmærksomhed og tilstedeværelse, indtil munkene atter forlader kirken via en sideudgang. Uden at vide præcis hvor længe seancen har varet, befinder vi os lidt over middag atter blandt eukalyptus og pinjer på øens stisystem. I flere lysninger ses munke arbejde blandt rækker af vinstokke, hvilket minder om, at Abbaye de Lérins på Île Saint-Honorat faktisk er en internationalt anerkendt vin- og likør-producent. Endog med en – måske lidt overraskende – professionel markedsføring på internettet. Øen har også gode betingelser for honningproduktion. Sum, sum, summarum (kan man vel sige) ses bistader i krat og hegn rundt omkring.   

Restaurant La tonnelle, Ile Saint-Honorat

Lige inden stisystemets ring fører os tilbage til udgangspunktet ved færgens pontonbro, virkeliggøres et fatamorgana for tørstige vandrere - et traktørsted med skyggefulde udeserveringsarealer midt i naturen. På restaurant La Tonnelle tilbydes á la carte, klosterets egne vine, likører eller andre drikkevarer. Det er også tilladt at nyde eventuel medbragt mad ved borde og stole i et overdækket område. Her er der mulighed for at bestille drikkevarer. 

I tilknytning til denne oase i oasen ligger Abbaye de Lérins klosterbutik, hvor man kan købe Île Saint-Honorat egen-producerede varer. For eget vedkommende falder valget på den citrongule Liqueur Lerena Jaune baseret på smagsstoffer fra 44 planter og en alkoholprocent på 43. Perfekt, synes jeg - eksempelvis i en stille aftenstund - til at genkalde indtryk fra en enestående udflugt til Île Saint-Honorat.   

Færgeafgange og priser

I sommerhalvåret afgår færgen til Île Saint-Honorat første gang klokken 09.00 fra havnen ved Vieux Port i Cannes (bemærk en pause i afgangene omkring frokost). Fra Île Saint-Honorat er sidste afgang klokken 18. (Men tjek sejlplanen for en sikkerheds skyld, for der er også vintersejlplan). Prisen for en voksen retur er cirka 90 kr.  P.s. Det er mulighed for at forudbestille overnatninger i klosteret Abbaye de Lérins. Mere info om priser og vilkår på klosterets hjemmeside www.abbayedelerins.com.

Kunne du lide artiklen? Husk at tilmeld dig vores nyhedsbrev så vi kan holde dig opdateret om vores næste rejseeventyr.