Miniguide til Nordsjælland

Tag på ferie i det smukke Nordsjælland også kaldet " Kongernes Nordsjælland". Her er en smuk natur, masser af dejlige sandstrande og der mangler ikke kulturelle seværdigheder. Med attraktioner som Kronborg slot, Frederiksborg slot og et utal af museer er der rigeligt af udflugtsmål til ferien.







Strandene i Nordsjælland

Nordsjælland er kendt for sin lange kystlinje mod nord og øst. De hvide klitstrande mod nord er særligt populære som badestrande. Langs kysten findes en del Blå Flag både ved havne og strande. Når det blå flag vejrer, finder du både rent badevand, livredningsudstyr, toiletter, natur og miljøaktiviteter.  Langs Kattegatkysten er der mange gode og børnevenlige strande med lavt vand. De bredeste strande finder du i Hornbæk, Tisvildeleje og Liseleje, hvor sandet er fint og hvidt, og de store klitter giver læ. Øresundskysten er blidere, og strandene små. Ofte er der sat badebroer op i sommerhalvåret på de offentlige strande, og de kan frit benyttes. I Isefjord og Roskilde Fjord finder du også en del mindre og gode strande med lavt vand, bl.a. ved Lynæs.


Læs mere snart


Gribskov

Naturelskerne vil også finde Gilleleje som en god feriedestination, og i umiddelbar nærhed ligger Danmarks fjerde største skov, Gribskov. I den sydlige del af skoven ligger den store og lille Gribsø. Et sagn om store Grib sø fortæller, at den er bundløs, og at dette er på grund af Guds vrede. Sagnet siger, at der engang lå et nonnekloster på stedet. Nonnerne var imidlertid mere interesserede i munkene oppe i Esrum Kloster end Gud, og derfor åbnede jorden sig og opslugte klosteret, som blev ved med at synke, og således opstod søen. Ved stille aftener siges det, at man stadig kan høre klosterets klokker ringe fra dybet. Frederiksborg Slot ved Hillerød har også forbindelse til Gribsø. Der blev tidligere hentet vand fra Gribsø via en gravet kanal til Frederiksborg Slotssø, rester af denne kanal kan endnu anes i terrænet.


Esrum sø

På den østlige side af Gribskov ligger Esrum Sø. Esrum Sø er Danmarks vandrigeste sø og tredjestørste sø målt på overfladeareal, kun overgået af Arresø og Stadil Fjord. Det er muligt at bade og dykke i det klare vand, ligesom fiskeri er tilladt i Esrum Sø. Blandt lystfiskere er søen specielt kendt for sine flotte gedder og store bestand af aborre. Se reglerne for fiskeri i Esrum sø herFra søens havneanlæg i Fredensborg og Sørup dyrkes der udover lystfiskeri også sejl- og rosport. Sejlads med kajak, kano, robåd, windsurfer og sejlbåd er tilladt. Joller og sejlbåde må højst være 7 meter lange og 2,50 meter brede.



Historien udspiller sig på Hellebækken

Nordsjælland har med sine store og betydningsfulde slotte en central plads i danmarkshistorien. Hele området har faktisk et historisk vingesus over sig, og det kommer blandt andet også til udtryk i området omkring den idyllisk beliggende Hammermølle ved Hellebæk ud til Øresund.


Møllen giver et indblik i 450 års dansk vandkraftshistorie. Hellebækkens vandkraftsmuligheder blev nemlig allerede udnyttet under Frederik II tilbage i det 16. århundrede, og senere anlagde Christian IV kanonproduktion og kobbermølle ved bækken.


Selve Hammermøllen blev bygget i 1765 og var en del af det store fabrikskompleks Kronborg Geværfabrik. Fabrikken bestod af otte vandmøller, alle drevet af Hellebækken. Kronborg Geværfabrik blev nedlagt i 1870.


I dag danner den gennemrestaurerede Hammermølle rammen om en dejlig café, der byder på frokostretter, kaffe og kage, og et museum med våben produceret på Kronborg Geværfabrik. Historiske rundvisninger kan bestilles via hjemmesiden.


Hammermøllen er idyllisk beliggende i smukke omgivelser. Foto: Hammermøllen.

I den gamle mølle findes blandt andet et spændende udvalg af gamle våben. Foto: Peter Uldum.