De vilde heste i Mols Bjerge
 

De vilde heste i Mols Bjerge


Naturen omkring Mols bjerge. Foto: Campaya.dk

Bjørn Helmer fra Ebeltoft@Net har været en tur i Mols bjerge på jagt efter de vilde heste. På Molslaboratoriets arealer midt inde i Mols Bjerge er et spændende naturgenopretningsprojekt under udvikling.


I efteråret 2016 blev 12 ponyer fra engelske Exmore nemlig sluppet ud i bakkerne. De skal fremadrettet være med til at sikre den meget sjældne og vilde natur, som er kendetegnende for Mols.


Bevæbnet med varmt tøj, terrængående fodtøj, skarpladt kamera, langtrækkende telelinse samt hustru begav redaktøren fra Ebeltoft@Net sig en dag ud i ”bjergene” for at finde vildhestene. Det var nu lettere sagt end gjort. På trods af alle forberedelser og anstrengelser formåede vilddyrene denne grå søndag i januar at holde sig ud af syne.



Mols bjerge. Foto: Ebeltoft@Net

Vidnesbyrd fra hestene. Foto: Ebeltoft@Net

Stedet bar ikke desto mindre mange vidnesbyrd om deres tilstedeværelse i form af spor efter hove samt ”hestegødning” i rigelige mængder. På turen tilbage fra vildmarken lykkedes det dog vores udsendte at finde lidt trøst i synet af et par knapt så vilde heste hos landmandsparret på Vandkærsholm. 


Men var søndagen så spildt?

Nej på ingen måde. Det er altid en betagende oplevelse at nyde det smukke landskab med stedvise kig til Vigen og med købstaden Ebeltoft på den anden side. Redaktøren håber, at mange vil benytte Nationalparkens mange tilbud i foråret og den kommende sommer. 



De vilde heste. Foto: Ebeltoft@Net


Måske er der vilde heste i vente!