Verdens ældste hjuldamper sejler på Silkeborgsøerne


Det siges, at lige meget hvor du er i Danmark, kan du nå til vandet på godt en time. I Silkeborg tager det ikke mere end ti minutter. Hele byen er omgivet af de smukke Silkeborgsøer, og vi har bestemt os for at tage en sejltur på en af dem. Tag med på tur med verdens ældste sejlende hjuldamper, Hjejlen.


Hjejlen ligger til kaj ved havnen i Silkeborg. Foto: Campaya.dk.


Fra Silkeborg havn er der forskellige turbåde og udflugter at vælge imellem. Vi vælger turen ud på Juelsø, der går fra Silkeborg til Himmelbjerget.


Man har kunnet sejle denne rute siden 1861, og det er stadigt den originale hjuldamper Hjejlen, der sejler på ruten. Man har på turen mulighed for at stå af og på flere forskellige steder i Silkeborg. Blandt andet ved Indelukket, Aqua eller De små fisk.


Man kan nyde turen under tag på Hjejlen. Foto: Campaya.dk.


Hvor kan man ellers sejle hen?

Der er i alt otte turbåde at vælge imellem fra kajen i Silkeborg, og de sejler ikke kun til Himmelbjerget, men det dog er den mest populære rute. Man kan også vælge en tur til Ry eller Laven. Turen mellem Silkeborg og Himmelbjerget varer cirka en time og 15 minutter. Turbådene er opkaldt efter fugle, og der findes foruden Hjejlen, Hejren, Mågen, Rylen, Ternen, Falken, Tranen og Turisten.


Turisten er måske ikke en fugl, men har karakteristika som en. De ses ofte i store flokke specielt omkring Hjejlen, der er den mest populære af de mange turbåde. Hvis I ønsker at sejle med Hjejlen, er det en god idé at booke plads i forvejen, da der i højsæsonen er mange, som gerne vil opleve turen med det gamle dampskib.


Hejren ved havnekajen i Silkeborg. Foto: Campaya.dk.


Med kul og røg til Himmelbjerget

Hjejlen er fra 1861 og er intet mindre end verdens ældste kulfyrede hjuldamper, som stadig er i drift. Den kulfyrede damper skal sejle os afsted til en af Søhøjlandets andre store attraktioner, Himmelbjerget.


Turen går gennem Remstrup Å til Brassø og videre til Borresø for til sidst at slutte i Julsø, hvor den lægger til ved foden af Himmelbjerget. Det er en smuk sejltur, vi begiver os ud på.


Ikke alene er naturen omkring søerne smuk, man får også et snigkig på de mange smukke villaer, der ligger med haver og egne bådpladser helt ned til søerne.


Selve turen i Hjejlen er også en særlig oplevelse. Det er som et flydende museum, hvor man får et indblik i det hårde arbejde, som tidligere var fundamentet for en sejllads. Man kan fra dækket følge med i fyrbøderens tunge arbejde ved fyret for at holde maskinen i gang samtidig med, at Himmelbjerget troner frem bag den tykke sorte røg fra skorstenen.


Turen kan nydes fra stævnen. Foto: Campaya.dk.

Der skovles kul med håndkraft. Foto: Campaya.dk.


Da Hjejlen blev indkøbt for en mindre formue i 1861 af grundlæggeren af papirfabrikken, Michael Drewsen, samt andre aktionærer, var der hverken en jernbane eller en vejbane til Silkeborg. Som vi sidder her i dag med udsigten over Søhøjlandet og med Himmelbjerget i horisonten, kan man næsten undre sig over, hvorfor de fik anlagt både jernbane og veje hertil.


Der findes næppe nogen smukkere måde at komme til Silkeborg end af søvejen med Hjejlens dampmaskine som soundtrack til turen.


Det er en smuk tur fra Silkeborg til Himmelbjerget. Foto: Campaya.dk.


Efter en god times sejlads ankommer vi stille og roligt til vandsiden af Himmelbjerget.


Der er herfra en tur på 1200 meter til toppen af Himmelbjerget. Har man ikke lyst til at bestige ‘bjerget’, kan man nyde en frokost, en kop kaffe eller is på Hotel Julsø, der ligger et stenkast fra kajen. Vi vælger dog at indtaget bjergetapen.


Læs mere om den tur her.


Restaurant Juelsø. Foto: Campaya.dk


Tips til at sejle med turbådene



  • Hvis du ønsker at sejle med Hjejlen, er det en god idé at book plads ombord på forhånd.


  • Alle turbådene er overdækkede, men der kan være en frisk brise på vandet. Husk derfor en trøje - også om sommeren.


  • Det er muligt at medbringe sin egen mad og drikke på turene. Med de små turbåde er der borde og bænke at sidde ved, og det er vældig hyggeligt at nyde frokosten ombord.


  • På Hjejlen må der gerne nydes medbragt mad ombord, men der er ingen borde at sidde ved. Der kan også købes vand og kaffe ombord på Hjejlen.