Verdensarven i Helsingør: Tag med til Kronborg Slot

Bevæg dig rundt i den dunkle kælder, se den mytiske nationalhelt Holger Danske og oplev det overdådige slot, der var inspiration for Shakespeare's 'Hamlet'.




Her er mange mennesker. Folk fra hele verden har valgt at lægge vejen forbi Danmarks mest berømte slot. Alle skal de opleve det sted, der blev udødeliggjort af Shakespeare i 1600-tallet. Det var her, hans fiktive karakter Hamlet havde sin residens, og det er her, Danmarks nationalhelt Holger Danske holder til. Sidstnævnte sidder på sin plads nede i den mørke kælder. Her skuler han med korslagte arme ud på de forbigående turister, der har forvildet sig herned.


Der er mørkt og dunkelt i Kronborgs underverden. Foto: Campaya.dk

Nationalhelten 'Holger Danske'. Foto: Campaya.dk

At bevæge sig rundt nede i kælderen ved Holger Danske er en af de spændende oplevelser, du kan opleve på Kronborg. Hernede er der mørkt og dunkelt. Du kan kun finde rundt hernede ved hjælp af pile, som slottet har været så venlige at male på væggene. Når man går rundt i kældergangene, kan man ikke lade være med at spekulere på, hvad der mon gemmer sig hernede i Kronborgs underverden.


Bygget for at imponere

Får du nok af mørket kan du via 145 trin bevæge dig op i Kanontårnet. Godt forpustet kan du nyde den fantastiske udsigt over Helsingør by, sundet og slotsgården, hvor alle turisterne står. Det er også en oplevelse at gå rundt inde i slottet, der var residens for kong Frederik d. II. Slottet blev bygget for at imponere de mange besøgende, der kom fra nær og fjern for at feste med kongen. Her kunne besøgende opleve Europas fineste balsal, og de blev spist af med gourmetretter og en overflod af øl.


Fra toppen af kanontårnet kan du nyde den fantastiske udsigt ud over sundet og Helsingør by. Foto: Campaya.dk

Fra toppen af kanontårnet med udsigt ned til slotsgården. Foto: Campaya.dk

Kongens husholderske viser rundt

Hvis du besøger Kronborg, er det muligt at få en guidet tur af kong Frederik d. II’s husholderske, Beate Bille. I fuld udklædning viser en guide gæsterne rundt på slottet og fortæller dem slibrige historier om kong Frederik d. II. Det er en underholdende detalje at lade guiderne spille personligheder, der var tæt på kongen, og de guidede ture er populære blandt de besøgende.


Kongens husholderske Beate Bille viser rundt, mens hun fortæller slibrige detaljer om kongen. Foto: Campaya.dk


Kanonerne peger ud over sundet. Klar til at bekæmpe en eventuel trussel fra Sverige. Foto: Campaya.dk

Det majestætiske renæssanceslot Kronborg er faktisk så unikt, at det er blevet udnævnt til verdensarv af UNESCO. Kunne du tænke dig at vide mere om slottet kan du klikke her. Slottet er beliggende i Helsingør i Nordsjælland, som med sine hyggelige små feriebyer og unikke attraktioner er et af Danmarks mest eftertragtede ferieområder.

Se også:

Pomp og pragt: Christian d. IV.'s overdådige renæssanceslot